Verdenspremiere på nyt visualiseringsværktøj

torsdag 14. november 2024
af Henrik Böhmer

Ved Blåvand Fuglestation er der gennem de sidste mange år observeret og ringmærkeret hundrede tusinder af fugle og der er brugt utallige timer i felten. Vi arbejder løbende på at få bragt vores data i anvendelse i diverse projekter, men i år har vi fået udviklet noget, der kan give vores data yderligere værdi.

Over sommeren 2024 havde vi besøg af en fransk ingeniørstuderende ved navn Theotim Le Camus. Han var meget optaget af vadefugle og kodning og det ledte til et projekt om at lave en app, der kunne beregne og visualisere ungfugleprocenter for vores trækkende vadefugle. Efter en del øvelser og sortering af data og kodning i Python var Theotim klar med sin app, som endte med at se således ud:

Plot Thunderling

I diagrammet vises både et absolutte tal og andele af hhv. ungfugle, gamle fugle og aldersubestemte fugle. Derudover gjorde Theotim det muligt for os at lave ”moving means”, som gør det muligt at glatte kurvene ud, da der kan være store forskelle fra år til år.

Pga. appens brede anvendelighed, fik vi lavet nogle datasæt til andre artsgrupper end vadere og kan nu præsentere visualisering af data for både svaner, gæs, ænder, havfugle, rovfugle og ringmærkede fugle.

Gå til siden om datavisualisering for at komme i gang.

Der skal lyde en stor tak til Theotim for det fine arbejde og ikke mindst at stille værktøjet til rådighed for Blåvand Fuglestation.