Indhold:

Blåvand Fuglestation
Trækkende fugle

Ringmærkning
Organisering og deltagelse
Blåvandsgruppen
Blåvand Fuglestations Venner
Forum for Blåvands Fuglestation
Viden
Formidling
Målsætninger
Økonomi

Blåvand Fuglestation – en strategi for perioden 2015-2018

Baggrund Blåvand Fuglestation har siden august 1963 foretaget indsamling af data om fugletrækket ved Danmarks vestligste punkt, Blåvandshuk. Fuglestationen er internationalt kendt, og er en af de fuglestationer i Europa med den længste periode med indsamling af data vedrørende trækkende fugle.

Siden stationens etablering er der foretaget systematiske observationer af trækkende fugle ved Blåvandshuk, ligesom der også fra sidst i 1960erne er foretaget ringmærkning af dagrastende småfugle i krattene ved fuglestationen.

Indsatsen på stationen er baseret på et videnskabeligt minimumsprogram, og er inddelt i en forårssæson og en efterårssæson, defineret som henholdsvis perioden fra 1. marts til 15. juni og perioden fra 1. juli til 15. november.

Som udgangspunkt har den daglige drift hidtil været klaret ved, at observatører og ringmærkere i kortere eller længere perioder har været tilknyttet stationen på en aftale om udbetaling af diæter.

Der er i tidens løb publiceret en lang række rapporter, mindre meddelelser og artikler på baggrund af de store mængder af data vedrørende fugletrækket ved Danmarks vestligste punkt, ligesom den indsamlede viden på et tidspunkt blev samlet i en bog med en oversigt over fugleforekomster i perioden 1963 – 1992. Imidlertid har det i nyere tid vist sig, at både indsamling og bearbejdning af videnskabelige data er en stor udfordring, ikke mindst i forhold til at rekruttere observatører og ringmærkere til fuglestationen.

Observationer af trækkende fugle

Observationerne af fugletrækket har i hele perioden primært været gennemført om morgenen, men dette standardprogram har i kortere eller længere perioder været suppleret med registreringer af trækkende fugle ved hukket i timerne ind mod solnedgang, med særlige registreringer af vadefugletrækket i det tidlige efterår samt med heldagstællinger af rastende mågefugle på stranden. 

Standardprogrammet indbefatter, at der som minimum registreres trækkende fugle fra solopgang og tre timer frem fra en egnet observationspost på Blåvandshuk. Registreringerne af trækket starter i det kvarter, hvor solen står op, og er der gang i fugletrækket forlænges ’morgenobsen’ ofte ud over de tre timer, som er en del af standardprogrammet.

De registrerede, trækkende fugle – såvel over havet som over land - noteres i perioder af et kvarter, og ud over art, flokstørrelse og trækretning noteres så vidt muligt også fuglenes alder og køn.Standardprogrammet omfatter også daglige indtastninger af de registrerede trækfugle efter samme mønster i stationens database og i DOFbasen.

Ud over morgenobservationerne har observatøren også pligt til at indsamle diverse observationer af fugle i stationens område og indtaste disse i DOFbasen. Egne registreringer suppleres således i videst muligt omfang med observationer gjort af ringmærkeren og eventuelt gæstende ornitologer.

Ringmærkning

Siden 1960’erne er der blevet ringmærket fugle ved Blåvand Fuglestation, men siden 1984 er der som et led i naturovervågningen foretaget en mere systematisk ringmærkning af de trækkende småfugle ved Blåvandshuk. Fangsten af fugle til ringmærkning har hidtil fundet sted ved hjælp af såkaldte spejlnet, som er placeret i området omkring fuglestationen og i haven ved den tidligere fyrmesterbolig ved Blåvand Fyr. Som en standard er der i alle årene blevet fanget med 21 spejlnet (svarende til 242 net-meter), hvis placering er den samme fra år til år.

Proceduren er, at ringmærkningen påbegyndes ved at man åbner det sidste af de 21 net i samme kvarter, som solen står op. Der ringmærkes i 5 timer hver dag, men er lysten og fuglene til det, så kan der fanges og ringmærkes ud over de 5 standardtimer. Nettene tilses som udgangspunkt en gang i timen, men er det koldt og fugtigt så gennemføres net-runderne mindst hver halve time.

I forbindelse med ringmærkningen har man en unik mulighed for at indsamle oplysninger om en række af arter af især spurvefugle, som ikke kan fås på andre måder. Det drejer sig bl.a. om fuglenes fældningsmønster, mål og vægt, men også fuglenes såkaldte ’fedtscore’ og kondition, hvorigennem man kan danne sig et indtryk af deres fysiologi og trækstrategier.

Dag for dag indtastes alle ringmærkningsdata, ligesom ringmærkeren ofte bidrager til skrivningen af Blåvand Fuglestations dagbog. Der er ringmærket titusinder af småfugle i stationens historie.

Organisering og deltagelse

Hidtil har Blåvand Fuglestation været drevet af en daglig leder og en tilknyttet arbejdsgruppe nedsat af DOF Sydvestjylland bestående af 5-10 personer med et særligt engagement i forhold til at drive og udvikle stedet som et ’feltornitologisk fyrtårn’ på såvel regionalt som nationalt plan.

Driften og den daglige ledelse har altid været baseret på enkeltpersoners interesse for stationens eksistens og arbejde, og driften har ikke været sat i konkrete rammer og i perioder, har den som 3 følge heraf været noget ustruktureret. Det har løbende været tilstræbt, at DOF’s lokalafdeling, DOF Sydvestjylland, har haft sæde i den såkaldte ’Blåvandgruppe’.

Det er besluttet, at organiseringen af arbejdet ved og med Blåvand Fuglestation skal tilpasses på en sådan måde, at ansvaret for at der fortsat kan drives en god og velfungerende fuglestation ved Blåvandshuk søges baseret på en bredere og mere veldefineret kreds af interessenter.

Ud over den daglige leder, søges der således etableret ’tre lag’, som i en fælles og koordineret indsats skal gøre det muligt at drive og udvikle Blåvand Fuglestation som et forskningsmæssigt og formidlingsmæssigt kraftcenter ved Danmarks vestligste punkt. Visionen er, at få skabt et endnu mere attraktivt miljø omkring Blåvand Fuglestation, som kan højne aktivitetsniveauet og øge ejerskabet til DOF’s velkendte fugle-kraftcenter mod vest.

Den daglige leder af Blåvand Fuglestation skal have sæde i alle tre fora, og DOF Sydvestjylland har ansvaret for, at der udarbejdes en instruks for den daglige leder, så dennes rettigheder og pligter bliver tydeliggjorte.

Blåvandgruppen

Blåvandgruppen reorganiseres, så den – sammen med den daglige leder - fortsat kan være den bærende kraft, der i det daglige varetager fuglestationens interesser.

Gruppen skal bestå af 5-7 personer, som er indforståede med at gøre en forskel for Blåvand Fuglestation. Gruppen udpeges af DOF Sydvestjylland, og det sikres, at der til enhver tid sidder mindst ét bestyrelsesmedlem fra DOF Sydvestjylland i Blåvandgruppen. Det er også her, at den af DOF’s Hovedbestyrelse udpegede kontaktperson til Blåvand Fuglestation har sæde.

I samarbejde med bestyrelsen for DOF Sydvestjylland udarbejdes og vedtages en forretningsorden for Blåvandgruppen, herunder rammerne for drift og økonomi for Blåvand Fuglestation.

Blåvandgruppen mødes efter behov, men som minimum fire gange årligt. Det er her, der træffes beslutninger om især den daglige drift, fx antagelser af observatører og ringmærkere, drift af fuglestationen og de fysiske lokaler, større anskaffelser og etablerede samarbejder med relevante institutioner som f.eks. NaturKulturVarde.

Blåvand Fuglestations Venner

Med det formål at forankre Blåvand Fuglestation og dens virke i såvel faglig som praktisk henseende etableres en støtteforening med navnet ’Blåvand Fuglestations Venner’, som skal holdes ajour med udviklingen på stedet, men som også kan bruges til at rekruttere ressourcer fra, når der er behov for det. Foreningen forventes etableret ultimo 2015, og der udarbejdes vedtægter og forretningsorden med henblik på, at der i vinteren 2015/2016 kan afholdes en stiftende generalforsamling.

Alle med interesse for Blåvand Fuglestation kan melde sig ind i ’Blåvand Fuglestations Venner’.

Et formål med oprettelsen af støtteforeningen er at få flere til at yde en aktiv indsats for fuglestationen og dens arbejde. Et net af frivillige, som på forskellig vis kan bidrage til løsningen af en række praktiske opgaver omkring stationen (vedligehold af haver, fangstanlæg m.v.), men også nogle faglige og formidlingsmæssige opgaver, som vil medvirke til en udvidelse af husets aktivitetsniveau, ligesom det på sigt også vil øge det almindelige kendskab til Blåvand Fuglestation som et betydeligt ’ornitologisk fyrtårn’ i det vestjyske område. Frivillige fra støttegruppen kan bl.a. deltage i de daglige observationer af trækkende fugle, i særlige faglige projekter, ved udarbejdelsen af faglige og PR-mæssige formidlingsmaterialer, afholdelse af møder og ture samt mange andre, relevante aktiviteter.

Et andet vigtigt formål for foreningen er, at den også skal understøtte Blåvand Fuglestation i økonomisk forstand. Det kan bl.a. ske ved at støtteforeningen søger og indsamler midler til effekter, projekter og anlæg, som kan medvirke til en forankring af fuglestationen og dens virke.

Forum for Blåvand Fuglestation

Til støtte for Blåvandgruppens og støtteforeningens daglige arbejde for at drive og udvikle Blåvand Fuglestation søges etableret et ’Forum for Blåvand Fuglestation’. Dette forum skal optimalt set bestå af en personkreds, som repræsenterer nuværende og potentielle samarbejdspartnere og myndigheder, som har afgørende betydning for driften af fuglestationen. Her tænkes fx på repræsentanter fra Varde Kommune, NaturKulturVarde, Naturstyrelsen, Turist- og Erhvervsrådet for Varde Kommune, Oksbøllejren, Nationalpark Vadehavet, Naturpark Vesterhavet, Blåvand Erhvervsråd, DOF’s Hovedbestyrelse og andre relevante institutioner.

Forum mødes 1 gang årligt, og det er Blåvandgruppen og bestyrelsen for støtteforeningen, der i fællesskab planlægger og afvikler møderne.

Viden

Som et led i styrkelsen af den viden om fugletræk og trækfugle, som Blåvand Fuglestation konstant opbygger som en af landets tre etablerede fuglestationer og som en fuglestation, der på europæisk plan har en enestående historie, søger den daglige ledelse at udvikle eksisterende tiltag og at indgå i nye, relevante samarbejder.

På den korte bane fx:

  • Bliver stationens nye ringmærkningslaboratorium færdigt i 2015. Det nye værksted er indrettet i en tidligere garage ved Fyrmesterboligen umiddelbart syd for Blåvand Fyr. Bygningen bliver indrettet med forskellige faciliteter til glæde og gavn for det daglige arbejde med fangne fugle, men vil også blive udstyret med en lille udstilling, der fortæller om ringmærkning af fugle og ringmærkningens helt særlige, danske historie. Midlerne til istandsættelse og opbygning af laboratoriet er først og fremmest tilvejebragt i form af sponsorater fra private firmaer m.v.
  • Opføres en Helgolandsruse i den vestlige del af Fyrhaven, som skal medvirke til at øge de samlede fangster af dagtrækkende småfugle og som vil spille en betydelig rolle i den fremtidige formidling af fugletræk og ringmærkning. Der er ansøgt om dispensation til opførelsen af rusen, ligesom finansieringen er på plads i kraft af tilsagn fra private sponsorer og donorer. I bedste fald vil Helgolandsrusen være klar til at indgå i ringmærkningsaktiviteterne fra foråret 2016.
  • Søges samarbejder om faglige opgaver/projekter med bl.a. Zoologisk Museum, de biologiske institutter universiteterne samt andre fuglestationer i ind- og udland styrket og udbygget.
  • Øges samarbejdet og samspillet med DOF’s naturfaglige afdeling.

På længere sigt fx:

  • Skal der arbejdes med at forbedre forholdene for fuglestationens observatører. Mulighederne for at etablere passende forhold med læ og ly undersøges nærmere, herunder om det evt. kan ske i samarbejde med Oksbøllejren/Forsvaret.
  • Undersøges mulighederne for at inddrage nye teknologier i fuglestationens faglige arbejde.
  • Ses der i første omgang nærmere på mulighederne af at overvåge fugletrækket i døgnets mørke timer samt det fugletræk, der under særlige vejrforhold ikke kan følges ved hjælp at de visuelle observationer. Her tænkes især på eventuel anvendelse af radar-udstyr, som vil kunne bidrage med nye viden om fugletrækket samtidig med, at det kunne indgå som en ny aktivitet i forbindelse med formidlingen af fugletræk.
  • Undersøges mulighederne for at anvende web-cams m.v. i forbindelse med overvågningen af fx trækket af vadefugle i sensommeren nærmere. Denne teknologi vil også kunne både bibringe ny viden og tilføre stationen nye muligheder for formidling af fugletræk.

Sideløbende hermed ligger der en klar beslutning om, at der skal sættes særligt fokus på bearbejdningen af de store mængder af data vedrørende fugletrækket ved Blåvands Huk, som allerede er indsamlet. Der arbejdes på flere fronter, og således gøres der p.t. både seriøse forsøg på at skaffe midler til arbejdet og der planlægges faglige arrangementer, som målrettes bearbejdningen (workshops, skrive-weekends, m.v.).

Formidling og PR

Der er allerede et betydeligt fokus på formidlingen af fugle og fugletræk ved Blåvand Fuglestation, herunder betydningen af formidlingen i forhold til at være en anerkendt institution, der som en del af DOF arbejder seriøst med dansk fugleforskning. Helt afgørende er i denne sammenhæng, at Blåvand Fuglestation er en del af Blåvand Naturcenter, og at der i mange år er blevet arbejdet tæt sammen med den selvejende formidlingsinstitution, NaturKulturVarde, og Varde Kommune. 6

Blåvand Fuglestation er kendt som et formidlingssted, og dette er søgt/søges udbygget ved en række tiltag:

  • Afholdelse af 2-3 offentlige fugleformidlingsarrangementer i samarbejde med NKV hvert forår og hvert efterår (fugletræk og ringmærkning).
  • Afholdelse af ’Strandskadens Dag’ den 1. søndag i august. Startet i 2014 og videreført i 2015 med succes. God tilslutning og gode omtaler.
  • Udgivelse af et nyhedsbrev fra Blåvand Fuglestation fire gange årligt. De første tre nyhedsbreve er sendt på gaden, og udsendelserne har afsløret, at der er stor interesse for arbejdet ved Blåvand Fuglestation.
  • Udgivelse af en folder om Blåvand Fuglestation på dansk, tysk og engelsk.
  • Afholdelse af regelmæssige åbenthus-arrangementer.
  • Flere guidede ture i landskabet omkring Blåvands Huk.
  • At udbyde foredrag og mindre kurser til organisationer, foreninger og firmaer.
  • Udarbejdelse af et dynamisk idékatalog, der kan understøtte en trinvis udvidelse af udbuddet af relevante formidlingsaktiviteter på og ved Blåvand Fuglestation.
  • Pleje og udbygge samarbejdet med både lokale, regional og nationale medier, og at styrke symbiosen mellem DOF’s centrale PR-afdeling og Blåvand Fuglestation.

Målsætninger

Strategien for Blåvand Fuglestation skal først og fremmest implementeres på baggrund af nogle overordnede målsætninger som fx:

  • At Blåvand Fuglestation skal drives som et center for indsamling af data, der kan anvendes med det formål at bidrage til opfyldelse af DOF’s formål om fuglebeskyttelse, om udbredelse af kendskabet til fugle samt om medlemmernes deltagelse i DOF’s aktiviteter.
  • At Blåvand Fuglestation tager del i DOF’s større formidlingsprojekter som ’Trækfuglenes Dag’ m.fl. og selv gennemfører passende lokale arrangementer til fordel for udbredelsen af kendskabet til fugletræk og fuglestationens arbejde med trækfugle.
  • At Blåvand Fuglestation får etableret en stærkt engageret, lokal gruppe, der som en del af de ’tre lag’ deltager aktivt i stationens drift, og at der udarbejdes en klar plan for kommunikationen i den nye organisation.
  • At Blåvand Fuglestation har faciliteter, som kan tilfredsstille behovet for at DOF’s medlemmer kan samles om fælles aktiviteter af både faglig og social karakter.
  • At der arbejdes målrettet mod at inddrage og engagere unge/nye interessenter i fuglestationens arbejde, bl.a. gennem afholdelse af særlige arrangementer målrettet disse målgrupper.
  • At Blåvand Fuglestation øger andelen af egen finansiering af udgifterne til driften af stationen. Målsætningen er 50%, som skal tilvejebringes i kraft af lokale arrangementer, ansøgninger om tilskud fra eksterne kilder, overnatninger m.v.

Af mere konkrete målsætninger har Blåvandgruppen fastsat følgende:

  • Fuldt fagligt program, så både observationerne af trækfugle (efterår) og ringmærkningen (forår og efterår) dækkes i årene fremover.
  • Flere faglige arrangementer og flere faglige projekter (bl.a. specialestudier).
  • En yderligere bearbejdning af de store mængder af data, som er indsamlet i årenes løb.
  • At øge antallet og forbedre kvaliteten af formidlingsarrangementerne, i samarbejde med NaturKulturVarde og andre relevante parter.
  • At forbedre det økonomiske grundlag for driften af Blåvand Fuglestation.
  • At skabe økonomisk baggrund for oprettelsen af min. én fuldtidsstilling, som bl.a. skal tage del i såvel det daglige, faglige arbejde som et udvidet formidlingsprogram.
  • At udbygge netværket omkring Blåvand Fuglestation.
  • At styrke samarbejdet mellem DOF’s tre fuglestationer – både organisatorisk og fagligt.

Økonomi

Et nuværende’ grundbudget’ for Blåvand Fuglestation er således ud:

 Indtægter kr. 
 Tilskud fra DOF  50.000
 Indtægter fra overnatninger 22.000
 Øvrige indtægter 5.000

 

Udgifter kr
Diæter v. fuldt moniteringsprogram 60.000
Forbrugsudgifter 21.000
Øvrige 10.000

Som væsentlige forudsætninger for en fremtidig økonomi, der er bæredygtig i forhold til visionerne og strategien for udviklingen af fuglestationen, vil der fremadrettet blive fokuseret på en række tiltag. Det drejer sig bl.a. om:

  • Fastholdelse af et årligt grundtilskud fra DOF centralt
  • Indtægter fra overnattende gæster på stationen
  • Indtjening på foredrag, ture og andre tilbud til såvel organisationer, virksomheder og den brede offentlighed.
  • Sponsorater til konkrete aktiviteter og anskaffelser.
  • En udvidelse af den eksterne finansiering, fx ved løsning af projektopgaver for myndigheder m.fl., indgåelse af et partnerskab med NKV og Friluftsrådet om en naturvejlederstilling samt søgning af fondsmidler til drift og særlige projekter.
  • Evt. salg af merchandise

(Strategi for Blåvand Fuglestation, den 1. oktober 2015)