Blåvandsområdet byder på mange lokaliteter af forskellig karakter og denne del af området er bestemt et besøg værd.
Området omkring nyeng er en blanding af ferske enge, strandenge, vadeflade gode krat og desuden særdeles velegnet til trækobservation om efteråret. Du kommer til området via vejen fra Ho mod Langi, som i byens udkant går over i grusvej. Der er gode parkeringsmuligheder for enden af vejen og desuden undervejs.
Golfbanen
Kortklippede græsområder blandet med lave krat og skovbryn. Det er en farlig cocktail om efteråret, når de sibiriske småfugle passerer landet. Området er kendt for flere fund af sjældne "sib'ere" og desuden en lang række andre spændende fugle. Både foråret og efterår kan der gå mange drosler, vipstjerter og pibere på græsset og raste den del småfugle i de tilknyttede krat. Der er i området bl.a. set Tajgapiber og Pileværling. Der er i princippet ikke offentlig afgang til golfbanen, men man kan snige sig rundt langs kanten og vise respekt, når der kommer spillere på banen.
Tipmosen
Parker bilen ved golfbanens sydøstlige hjørne, på grusvejen hvor der står indkørsel forbudt. Herfra går man langs en grusvej mod syd. Området består af skovbryn og små krat. Der er bl.a. set Tajgapiber her. For enden af vejen, hvor man går ind i Ho Plantage, findes et fugtigt område mod øst med mange pil af afslåede græsmarker. Specielt dette område er om efteråret godt til rastende småfugle, og der er mange gange set Hvidbrynet Løvsanger i dette område.
Nyeng
Græssede strandenge, hegn og vidtstrakte områder er altid godt for rovfugle og jordnære småfugle som stenpikkere, pibere og vipstjerter. Området kan bruges både forår og efterår og er altid godt til at producere en Vandrefalk eller en større flok hjejler. Området overskues nemt fra grusvejen, hvor der i oktober 2005 også blev fundet en Isabellastenpikker.
Ebbevejen
Helt ude for enden af grusvejen findes ebbevejen til Langli. Området overskues let fra strandkanten, hvor man kan se vadefladerne, kysten langs Nyeng og krogen mellem Nyeng og Skallingen. Stedet er meget afhængigt af vandstanden i bugten, og det er bedst at komme der morgen eller sen eftermiddag for at undgå modlys. Det er bedst at se vaderne, når de bliver presset ind af vandet. Kom derfor i stigende vand, når den er omkring 0-punktet, eller måske lidt over. I det salte vand kan man se mange kystnære vadefugle, som kobbersnepper, præstekraver, ryler og klirer. Det er i det tidlige efterår også et godt sted til Skestork.
Skalling-lab
Området omkring Skalling-laboratoriet er også kendt som "Skallingvej 14". Området består af skov, skovbryn og lave krat. Gennem tiderne har det været kendt som et af Danmarks bedste steder for både Hvidbrynet Løvsanger og Fuglekongesanger. Det er uvidst præcis hvordan, men det lader til, at der sker en ophobning på præcis dette sted og der har været op til 4 hvidbrynede løvsangere sammen på stedet. Kig gerne i de lave løvbuske og lyt godt efter de små, flotte sangere. Stedet er også et godt sted til Rødtoppet Fuglekonge.