Morten Jenrich ny ringmærker for resten af foråret
onsdag 17. april 2019
Ringmærkningen i de bedste hænder
af Bent Jakobsen
- 1. april startede Morten Jenrich Hansen som ringmærker ved Blåvand Fuglestation og han fortsætter på stationen til 15. juni. Vi er meget glade for at have Morten som ringmærker, da han har stor erfaring med ringmærkning fra flere forskellige lokaliteter. D. 6 april tog vi afsked med Timmy MiCallef, som varetog ringmærkningen i marts og Tim skal have en stor tak for indsatsen. Han skulle til Long Island i Canada og ringmærke.
Morten startede med brask og bram og fangede d. 2. april fyrremejse, som kun er 6 observation fra Blåvandshuk. Allerede d. 4. slog han så til igen med fangst af Sydlig Blåhals, som også er meget sjælden på Hukket.
Og ikke nok med så blev der d. 7. april ringmærket 238 fugle, hvilket er næsthøjeste dagstotal om foråret.
D. 14. april havde vi så årets første aflæsning, da en Jernspurv med Belgisk ring blev aflæst.
Med 855 fugle i april til nu er vi oppe på en 3. plads for apriltotaler, og med bare 20 mærkninger i morgen besætter vi 2. pladsen.