Her på Blåvand's blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om livet og hændelser på fuglestationen.
Se indlæg fra måned: feb. (9)mar. (31)apr. (29)maj (31)juni (14)juli (21)aug. (31)sept. (30)okt. (35)nov. (18)
De stille dage fortsætter
Her til morgen var det lidt lunere end de foregående dage, men vi startede alligevel under frysepunktet ved solopgang. I modsætning til de andre dage, var det i dag mere overskyet og solen kunne ikke komme igennem. Derfor forblev det koldt.
Trækmæssigt var der ikke meget at komme efter i den svage NØ-vind. Der trak som vanligt lidt lommer rundt og ederfuglene rørte lidt mere på sig med knap 200 fugle. De bedste observationer blev 11 nordtrækkende suler, 2 havørne og en indtrækkende blå kærhøg. Der var ankomst af gransanger, hvor der sad en fugl og kaldte, ikke så langt fra obsposten.
I nettene havde Morten en lidt bedre dag end de foregående, med 9 nye mærkninger og 5 aflæsninger.
Her til aften var der samling i stuen, da DKU har møde hele weekenden. Det er bare ren tilfældighed at alle de "faste" herunde også er medlemmer af DKU... Nå, men det betyder også der er der godt dækket op i området her i weekenden, hvor der også søndag er arbejdsdag på fuglestationen.
I morgen frisker vinden lidt op og går i NV. Det er nok bedre end svag NØ-vind og jeg kommer med det forsigtige bud at vi ser lidt flere nordtrækkende lommer og suler, men at det igen bliver en stille dag.
Ænderne flygter!
Igen i dag var det koldt fra solopgang - omkring minus 6 grader, men lækkert klart og solrigt. Vinden havde helt lagt sig og måske var der en sammenhæng mellem dét og de relativt små tal fra morgenobsen. Dagens bedste oplevelse var gode flokke af sydtrækkende pibeænder, i alt 118. Der var kun 165 lommer i dag og ellers meget få trækkende fugle. Der fortsætter med at stå mange måger på stranden - i dag ca. 3300. Jeg tjekkede dem godt igennem, men kunne kun finde de almindelige mågearter. Ikke engang en enkelt kaspisk. Vi trænger snart til noget lunt SV-vind.
På vejen hjemad slog jeg (HBØ) et smut forbi Skødstrup Enge og Broeng Grusgrav, hvor der var 2 nilgæs at finde, men også dagens overraskelse: 6 tundrasædgæs. Selv om det er lidt udenfor Blåvand-området, er det en sjælden gæst på disse kanter og et fedt gensyn.
I morgen er lidt af samme kop te som i dag: koldt, klart og svage vinde. Det bliver nok fuglemæssigt lidt af det samme som i dag. Men det er altid en fornøjelse at sidde på hukket i det klare vejr og vide at man får det hele med og ikke misser fugle ude i disen.
Henrik og jeg fik ikke helt koordineret vores skrivning af dagens blog, men er heldigvis ganske enige om dagens forløb og forventningerne til i morgen, så jeg tilføjer her blot lidt fra runderne ved nettene:
Ikke meget forår i luften denne morgen, hvor frosten lå hårdt over jorden.
Det holdt åbenbart også fuglene væk, så selvom jeg kunne åbne alle net i Stationshaven og havde dem åbne til kl 15, var der endnu engang langt til 2 cifrede antal fugle i hånden.
Selv ikke det, at Bent forsøgte et par timer med åbne net i Fyrhaven hjalp - deroppe var det en nul dag, mens jeg trods alt fik mærket 5 fugle og havde 3 genfangster.
Blandt de sidste var der en Gærdesmutte mærket som ungfugl d. 28. oktober sidste år og altså nu tilbage efter dens første vinter.
Desuden en Musvit mærket som ungfugl 23. juni sidste år, men den har Bent allerede haft en gang tidligere i år d.13. februar.
Den dag noterede Bent, at fuglen i løbet af vinteren må have tabt halvdelen af halen, for halefjerene i fuglens venstre halvdel af halen var kun 1/3 af normal længde.
I dag var de næsten vokset ud til fuld længde, så der er sket lidt på de 3 uger.
Dagens ringmærkning:
Mærket Kontrol
Gærdesmutte 0 1
Solsort 3 0
Blåmejse 1 0
Musvit 0 1
Sortmejse 0 1
Bogfinke 1 0
Ialt 5 (3)
Stille og klar dag med mange lommer
Ovenpå en række blæsende dage var det lækkert med en stille og klar dag. Det var ret koldt fra morgenstunden med omkring -4 grader kl. 8, men den svage vind gjorde det behageligt at sidde ude. Som jeg havde forventet var der et OK træk og en fin diversitet. Topspringeren blev rødstrubet lom med 881 fugle (tæt på martsrekord) og hvis jeg havde indtastet de rastende fugle også, ville der have været et godt stykke over 1000 fugle. Derudover var der lidt mere bevægelse i ænderne med gode flokke af både pibeand og krikand og desuden 10 mørkbugede og 5 lysbugede knortegæs. Der manglende lige lidt krydderi til at pebbe dagen op.
Af småfugle var der lidt finker der fløj rundt og luften var spicet op med sang fra bogfinker, jernspurv og grønirisk. De sortstrubede bynkefugle er ikke ankommet endnu og vi går stadig og venter på gransanger og rødtoppet fuglekonge. De kommer nok snart. En skovsneppe blev flushet i Vesterled.
I morgen byder fortsat på klart vejr med svag vind, denne gang fra en østlig og sydlig retning. Der kommer nok ikke til at ske det store, men det er altid lækkert at sidde på hukket i det klare vejr.
Fra ringmærkeren, der er tilbage igen:
Så havde vinden lagt sig i løbet af natten og der var også kommet et lille drys sne. Blot nok til at jorden var dækket og hvid, så det virkede helt lyst i skæret fra månens lys, da jeg gik ud for at åbne net.
Trods nattens sne og en temperatur med frost i jordhøjde, så var alle net til at åbne uden at være frosset sammen.
Jeg holdt mig til stationshaven, som jeg er sikker på, at have kræfterne til at dække i alle 5 standardtimer.
Det startede faktisk ok med 6 mærkede fugle og en egen kontrol i de 2 første timer til kl 8, men så ebbede det helt ud for fugle i haven. Selvom jeg tog et par ekstra timer og først gik død og lukkede net kl 14, så blev det kun til yderligere en egen kontrol på de sidste 6 timer - dog var det en Blåmejse mærket som ungfugl midt i juni 2022 og den er ikke registreret siden sidste sommer.
Dagens ringmærkning:
Mærket Kontrol
Gærdesmutte 1 0
Solsort 2 1
Blåmejse 0 1
Skovspurv 2 0
Bogfinke 1 0
Ialt 6 (2)
Vind, vind og atter vind
Puha - sandfygning, byger og vindstød af stormstyrke er ikke lige en observatørs vådeste drøm. Specielt ikke i starten af marts. Vinden toppede denne morgen omkring 7.30 med en middelvind på 20 m/s og selvom jeg kunne finde nogenlunde lå på toppen af obs-klitten var forholdene for dårlige og der kom for få fugle til at gennemføre en hel morgenobs. Så det blev kun til en time, hvor bedste fugle var 4 suler. Det var en smule sydtræk af sortænder og lommer, men ellers ingen bevægelse.
Jeg er overrasket over hvor god læ vi har lavet på obsklitten og selv ved 18-20 m/s kan man holde skopet nogenlunde stille. Det glæder jeg mig til at afprøve til efteråret.
I morgen ser vejret noget bedre ud. Vinden skal lægge sig helt og forblive i NV. Så måske kommer der et pænt nordtræk, ligesom i søndags. Der kan i hvert fald ringmærkes og jeg kender en ringmærker, der efter et par dages pause sikkert glæder sig til at få lidt fugle gennem hænderne.
Årets første fugl med udenlandsk ring
Morten er i Århus i dag, så jeg tog ringmærkningen.
Vinden stadig pæn med 8 m/s fra nordvest, hvilket ikke gav de store forhåbninger. Derudover koldt, alligevel 2 grader her på vestkysten hvor resten af Danmark havde minusgrader. Men sikke dog endnu en fantastisk solopgang. Dem bliver man aldrig træt af længst herude mod vest. I løbet af formiddagen lagde vinden sig lidt, og det blev faktisk helt behageligt.
Der var ikke mange fugle i luften, men dog sad der 5 Hulduer på Mammutbunkeren. Småfuglene sad og pludrede rundt omkring i træerne og vores ringmærkede Stær sad og sang på gavlen.
Det lykkedes at se årets første Hugorm i dag. En stor hun, som gjorde sig flad for at få så meget solvarme som muligt.
140 m net kunne stå i læ for nordvestenvinden, men som forventet få fugle og kun 5 blev ringmærket.
Mmeeeeen en Nordlig Gråsisken blev aflæst og forbløffelsen var stor, da der på ringen stod HP08088 Stavanger Norway. Årets første udenlandske kontrol. Vingen var helt oppe på 77 mm, hvilket nærmest ikke ses hos Lille Gråsisken. I øvrigt sad den sammen med en anden også langvinget Gråsisken, som så blev ringmærket.
Ringmærkning:
Ring Kontrol
Rødhals 1
Solsort 1
Blåmejse 1
Grønirisk 1
Nordlig Gråsisken 1 1
Bent
NNV-vinden fortsætter, men giver alligevel en god dag
På andendagen med kraftig vind fra NNV var forventningerne ikke høje ved ankomst, på trods af at vinden havde smidt et par sekondmeter og var fra solopgang på 12 m/s. Vi har før oplevet at NV kan give returtræk - altså nordtrækkende fugle der dagen før er presset for langt sydpå. Og måske var det lige præcis det der skete i dag. Under alle omstændigheder var der i dag et flot nordtræk af specielt rødstrubet lom (405) og ederfugl (127) og desuden et stabilt nordtræk af sølvmåger på mellemdistancen. Dagen gav også god diversitet med lidt forskellige ænder og både storspove og strandhjejle.
Morten åbnede et par net fra morgenstunden, men fangde ikke noget. Bent kom ud og overtog, men kunne heller ikke hive noget hjem. Der var generelt meget stille på småfuglefronten, både i luften og i krattene.
Morten er taget hjem for en stund og er tilbage igen onsdag, og jeg er tilbage på pinden igen tirsdag, som ser ret spændende ud med regn om natten og frisk til hård SV-vind, der ved solopgang slår over i NV. Det kunne godt give noget.
For meget vind fra NNV
Dagen var præget af kraftig vind fra NNV med omkring 14 m/s fra solopgang og helt forventeligt var der ikke meget at komme efter, hverken af småfugle eller fugle over havet. Trækobsen blev gennemført, men med meget få fugle. Bedste fugle blev en lomvie og en sule. På stranden stod sølle 150 måger.
De få fugle gav anledning til at indrette den nye obspost lidt bedre. Af de gamle, afklippede rosenbuske står nu et lavt kvashegn, der giver god læ for vinden og dvs. at det nye "hul" nu kan bruges i stort set alle vindretninger med super udsigt mod NV. Det er virkelig blevet godt. På bagsiden er buskene også blevet trimmet, så man kan sidde i læ i nordlige vind med kig direkte vest.
Hvor Böhmer var sej i klitten ved Nordhukket med både obs og indretning af pladsen, så var jeg ramt af den stride vind. Ikke et eneste net kunne åbnes fra morgenstunden og da jeg gik en lille tur rundt bag fyret var området blæst for fugle.
Jeg endte med at bruge lidt tid på at smøre og klargøre den ene af stationens cykler, så jeg kan bruge den til at komme lidt længere omkring end den afstand, som jeg kan nå at gå rundt til.
Nåede også en vask af håndklæder og viskestykker, der lå og ventede i vasketøjskurven, inden vinden
aftog til 8m/s kl 12 og jeg prøvede at åbne de 4 net i stationshaven, der stod mest i læ.
Måtte dog lukke igen allerede kl 15, da vinden på ny var tiltaget og dagens fangst blev kun til ringmærkningen af en Solsort og genfangst af en af de faste Musvitter.
Vinden vil også drille i morgen, hvor den stadig vil være kraftig og fra det kolde nord, så forventningerne er ikke store.
Desuden drager jeg i morgen hjem for et par dage, da jeg hellere må passe de tider, som Skejby Syghus har givet mig til kontrol mandag og tirsdag.
Tror dog ikke, at jeg går glip af det helt store med den vejrudsigt der er for de dage.
Bedre ser det ud onsdag, hvor jeg vil være tilbage og klar til en morgen med svag vind!
Et par nye arter til årets ringmærkningsliste
Nattens temperatur holdt sig over frysepunktet og med svag vind fra nord, kunne jeg passe en omgang standard ringmærkning i stationshaven med alle net åbne fra start.
Det vrimlede nu ikke med småfugle i haven, men blev dog til den første dag med flere mærkede individer end genfangster hhv 7 og 4 stk.
Grønsisken og Dompap blev 2 nye arter til årets ringmærkningsliste, mens dagens bedste genfangst var endnu en Jernspurv fra sidste efterår.
Denne gang en fugl mærket som 1k d. 16. august 2022 og det er altid rart at se, når unge uerfarne fugle har overlevet deres første svære vinter.
Uden travlhed ved nettene fik jeg tid til at se en Havørn, der trak ud fra Nordhukket og forsvandt langt ud over havet mod sydvest. Lidt senere gik jeg med teleskopet op til Fyret og fik kigget ud over Mosen, der stadig er afspærret område pga militærets øvelser.
En ung Havørn sad da i solen på en klittop lidt nord for Mosen.
Lang afstand fra Fyret, men jeg gav det et forsøg med dokumentation via mobilfoto gennem mit telskop.
David og Henrik sad gennem morgenen og obsede ved Nordhukket.
De havde bl.a. lidt Bjergirisk og Snespurve, men meldte ikke om noget særligt.
Bent kom også ud og fik arbejdet lidt mere med Fyrhaven, men vi valgte at holde de net lukkede i dag.
Lukkede net vil der nok også være i weekenden, hvor det skal blæse frisk fra nord med op til 15m/s.
Det bliver nok svært at finde net tilstrækkeligt i læ til at kunne åbnes, men nu må vi se, om den vejrudsigt holder.
Her i eftermiddag tyder det dog på, at DMI har ret i deres vindvarsel, for vinden er tiltaget jævnt gennem hele eftermiddagen og er nu oppe på 10m/s.
Dagens ringmærkning:
Mærket Kontrol
Solsort 0 1
Jernspurv 1 1
Blåmejse 2 0
Musvit 0 1
Sortmejse 0 1
Dompap 1 0
Bogfinke 2 0
Grønsisken 1 0
Ialt 7 (4)
Solrig dag, hvor Fyrhaven blev gjort klar
Stod op til en dag, hvor der ikke var en sky på himlen.
Solen var der dog ikke meget varme i, da der var kold nordenvind, selvom den blot var på 5 m/s.
Der var rimfrost i nethøjde da jeg gik ud før solopgang, så jeg fandt kun 54 netmeter, der kunne åbnes fra start og det blev derfor ikke til nogen standard fangst i dag.
Først kl 9 havde plusgrader tøet de sidste net i stationshaven så meget op at de kunne åbnes.
Det var nu alligevel ikke spildt, at jeg var tidligt ude.
Udsigten fra Hukket var smukt og på min vej rundt i haven for at finde frostfrie net fløj 2 Skovsnepper rundt lige over træhøjde.
Bent var igen herude og gjorde en god indsats, da han fik gjort net klar i Fyrhaven, så hele ringmærknings delen nu er klar til forår.
Dagens fangst var dog beskeden.
Kun en Bogfinke fik ring på, mens det blev til 7 genfangster.
Af dem var en Musvit mærket som ungfugl tilbage i juli 2020 og må betegnes som en stedfast fugl.
Den har siden mærkningen været genfanget 8 gange i 2020, 9 gange i 2021, 11 gange i 2022 og allerede 2 gange her i 2023.
Blandt de andre genfangster var der yderligere 2 Musvitter mærket i 2022 og en Jernspurv ligeledes fra 2022 - øvrige var fra tidligere i år.
Dagens Jernspurv mærket som 1k d. 15. oktober 2022
Militærområdet var igen lukket land, men fra grænseområdet fik jeg et kig over Mosen og fandt en rastende Havørn siddende på en klittop lige nord for Mosen.
Ellers ikke meget at berette blandt de øvrige obs, ud over en smule morgentræk af mindre flokke af Grønsisken.
Ialt 80 stk kom ind fra Hukket og trak videre mod nordøst.
Vi prøver igen i morgen!
Dagens ringmærkning:
Mærket Kontrol
Solsort 0 2
Jernspurv 0 1
Musvit 0 3
Sortmejse 0 1
Bogfinke 1 0
Ialt 1 (7)
Forårssæson officielt startet
Så er vi kommet igang med foråret!
Jeg er så heldig, at kunne være tilbage på fuglestationen og hjælpe med ringmærkningen til der evt bliver fundet en fast ringmærker for foråret.
Susanne Primdahl var flink igår, at tilbyde, at kører mig og mit grej fra Stavtrup til Blåvand, så jeg kom godt frem med hele min oppakning.
Susanne tog en overnatning og var derfor med til ringmærkningen indtil middag, hvor hun skulle hjemad igen.
Bent og Svend Aage ankom inden 9, da de havde en aftale med en kontakt fra kommunen til et bygningstilsyn, så de fik gennemgået bygningen generelt og set på de steder, hvor der er tiltrængt vedligeholdelses opgaver.
Svend Aage kom desuden med en helt ny støvsuger, så jeg har gode muligheder for at holde stationen lige så fin, som den var da jeg ankom.
Alt i alt er der altså klart til en ny frisk sæson.
Desværre er jeg lidt udfordret heldbredsmæssigt, så jeg er usikker på, om jeg kan holde til at passe både Stationshaven og Fyrhaven ringmærkningsmæssigt, men aftalen er, at jeg i første omgang koncenterer mig om Stationshaven, så kan Bent og evt besøgende ringmærkere undervejs hjælpe med Fyrhaven.
Sikkert er det, at jeg vil gøre det så godt som jeg kan og glæder mig vildt til endnu en tid på fuglestationen og fuglelivet ved Hukket.
Vejrmæssigt blev det en fin start med svag vind fra øst drejende over nord til nordvest. Ingen nedbør og lidt vekslende skydække, så alle net i Stationshaven var oppe i 9 timer.
Det blev til 4 fugle ringmærket og 8 genfanget.
Blandt genfangsterne var en han Solsort alderspræsident, da den er mærket som 1k i oktober 2019 og tidligere har været genfanget her i juni 2020, men altså gået under radaren de seneste 2 år.
Ellers var genfangst af 3 Gulspurve på samme netrunde lærerigt for Susanne og jeg, da den art godt kan være spændende at aldersbestemme. Alle 3 var hanner og mærket i august sidste år.
En af dagens gamle hanner af Solsort var denne genfangst af en fugl, som Bent mærkede den anden dag.
Den har fået ring på, selvom den egentlig allerede kunne genkendes på en afvigende hvid fjer på højre side af struben.
Bent nåede en tur på stranden efter bygningsmødet, men Mosen blev ikke besøgt, da området var lukket hele dagen.
Der var nu ikke det helt store blandt diverse obs i det stille vejr.
Jeg havde en Ravn, der var ude at vende over Stationen, hvilket altid er hyggeligt, mens en enkelt Misteldrossel på træk var min dagens bedste fugl, da det er den første jeg ser i år.
Så må vi se, hvad de næste uger bringer af forårsfornemmelser!
Dagens ringmærkning (genfangster i () )
Solsort 0 (3)
Musvit 1 (2)
Bogfinke 2 (0)
Grønirisk 1 (0)
Gulspurv 0 (3)
Ialt 4 (8)