Her på Blåvand's blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om livet og hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (243)2023 (249)2022 (265)2021 (276)2020 (279)2019 (247)2018 (211)2017 (276)2016 (118)0 (1)(se alle)

OK eftermiddagstræk

torsdag 23. juli 2020
Dog lidt vådt
af Michael Brunhøj Hansen

Vejr: først ret skyet, men tørt, senere efterhånden byger og mere sammenhængende regn. Vind først fra vest, senere fra sydvest og så nærmest stik syd og tiltagende til 8 m/s. Temp. omkring 15 grader. Sigt god til moderat (om eftermiddag).

Det blev desværre igen ikke den mest begivenhedsrige morgenobs, så tallene er ikke noget at prale af. Vejret er bare ikke med os denne sommer. Mark Hammond gæstede os ude på hukket.

Der trak dog flere spover end der ellers har gjort, og 1 alk trak mod syd. Kun få strandskader trak forbi hvilket også var gældende for rylerne og de små kobbersnepper. Der var dog nogle måger på stranden man kunne kigge på, og 1 kaspisk måge (3K) blev fundet.

David tog hjem i dag, men kommer tilbage i morgen aften. Til gengæld har vi fået besøg af Lisa fra Tyskland/Lund som skal blive et par dage og tælle splitterner. Hun gik med på et par netrunder i haverne, og senere var hun nede på stranden med Bent og Merit for bl.a. at kigge efter splitterner. De konstaterede i samme ombæring at der var fint gang i trækket (13 småspover og 24 strandskader på kort tid), men jeg var dog blevet tilbage for at passe nettene og melde hvis der blev fanget noget på de ret så fuglefattige runder.

Ringmærkningen var dog ret artsrig med 14 arter hvoraf de mest interessante var 1 sortstrubet bynkefugl, som jeg fik lov at mærke (som min 2. fugl), og 1 skovspurv der er den første dette efterår. Merit fik lov til at holde bynkefuglen, og det var hun begejstret for.

20200723 090016
Et lidt skævt billede af Merit med sortstrubet bynkefugl (2K+ hun). Foto: Michael Brunhøj Hansen

Der kom efterhånden mere intensive byger, og vi blev nødt til at lukke nettene. Da det så ud til at være ovre igen, gik Merit og jeg på stranden for at eftermiddagsobse. Vinden var drejet om i syd og havde taget til, så vi satte os på Balearbunkeren for at sidde i læ. Vi kunne dog ikke sidde i tørvejr længe, for snart kom der en længerevarende byge, men det var vi nogenlunde klædt på til.

Regnen så ud til at bremse trækfuglene, så pludselig stod der en stor gruppe strandskader på stranden. Det blev til i alt 98 strandskader, 59 islandske ryler, en forholdsvis pæn flok små kobbersnepper på 17 individer samt 4 stenvendere. Ellers flere sandløbere og et par almindelige ryler.

Der stod flere ringmærkede måger på stranden, men vi kunne ikke aflæse dem pga. afstanden. Merit vovede sig tættere på, men lige da hun skulle aflæse én ring, fløj fuglen, og snart fløj resten da de blev skræmt op.

Lisa kom også ned på stranden for at tjekke splitternerne; det blev dog en kort fornøjelse, for regnen tog efterhånden for alvor til, så vi tog, efterhånden drivvåde, hjem igen.

Ringmærkning: jernspurv 1, rødhals (1), rødstjert 1, sortstrubet bynkefugl 1, sangdrossel 1, gærdesanger 1, tornsanger 2, munk (1), topmejse (1), skovspurv 1, bogfinke 1(+1), tornirisk 1, lille gråsisken 1(+1), gulspurv 1. I alt 13 mærkede arter og 4 genfangster fordelt på 14 arter.

Der kommer nok noget regn eller nogle byger i morgen tidlig, men efterhånden skulle det klare lidt op. Vinden skal dreje fra vestsydvest og gradvist længere op i nordvest.

Folk: Lisa, Mark, David, Bent, Merit, Michael