Her på Blåvand's blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om livet og hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (243)2023 (249)2022 (265)2021 (276)2020 (279)2019 (247)2018 (211)2017 (276)2016 (118)0 (1)(se alle)

Vinddrejning til nordvest

søndag 18. oktober 2020
En kjove, dværgmåge og søkonger
af Michael Brunhøj Hansen

Vejr: halvskyet og stort set tørt; jævn vind fra omkring nordvest, og temp. omkring 10 grader. God sigt.

Efter at have haft rigeligt med selskab den seneste uge sad jeg for en gangs skyld i dag alene på Hukket i en jævn nordvestenvind.

Som ventet kom der ikke meget, men der var i det mindste noget at kigge på det meste af tiden. Tidligt kom fx en adult han havlit fra syd og landede midt i revet; det er vist ikke så normalt. Flere suler, som ellers har været rimelig fraværende på det seneste, trak mod syd, og der var lidt gang i sortænderne selvom det døde lidt ud for dem sidst i perioden; det samme gjaldt alkefuglene.

20201018 081936
Den fine havlit som landede midt i revet. Foto: Michael Brunhøj Hansen

En almindelig kjove (mørk fase) trak mod syd i lange buer på mellemdistancen og var derfor lidt svær at have med at gøre. En ung dværgmåge kom trækkende lige bag revet.

Udover sortænderne trak der kun meget få ænder: 2 fløjlsænder, 1 pibeand, 1 toppet skallesluger og 1 svømmeand sp. samt nogle ederfugle (9) mod nord.

Igen skulle vi beriges med et par søkonger som kom trækkende i revet, én sågar midt i revet, og eftersom jeg sad i den yderste klitrække, blev den set rigtig godt. Der var måske et par søkonger mere som kun blev set i glimt mellem bølgerne bag revet, vel fordi jeg sad forholdsvist lavt.

Der er ikke blevet ringmærket i dag pga. blæsten.

Andreas forlod til aften stationen, og 3 nye, Simon, Kasper og Jesper, skal ankomme engang i aften ifm. at der skal sættes GPS-sendere på solsorte.

Og det burde være muligt at ringmærket i morgen hvor vinden skulle aftage og dreje en anelse mere om i vest.

Folk: Jimmy, Michael Køie, Henrik Böhmer, Andreas, Lars Tom, David, Daniel, Luke, Michael.