Her på Blåvand's blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om livet og hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (243)2023 (249)2022 (265)2021 (276)2020 (279)2019 (247)2018 (211)2017 (276)2016 (118)0 (1)(se alle)

Tur til Sneum Sluse

onsdag 28. oktober 2020
af Michael Brunhøj Hansen

Vejr: vekslende skydække med kraftige byger (inkl. hagl og torden) ind i mellem. Hård vind fra omkring vest og sydvest, og temp. omkring 12 grader. God sigt.

Endelig kunne der morgenobses uden al for megen regn (vi blev kun ramt af én byge som var rimelig kortvarig); der var imidlertid ikke meget der trak som det oftest er tilfældet her i slutningen af oktober. En bjergvipstjert kom trækkende tidligt samt en større flok stære. Havet var også stille når det kommer til fuglene. 

Omkring 20 lommer røg sydpå samt en toppet lappedykker og en havlit. Ellers sås der kun sort- og fløjlsænder samt enkelte alkefugle; der var ingen søkonger i dag, måske fordi Daniel var med!

Ikke længe efter at vi var kommet hjem, kom der en melding om en stor gulben fra Sneum Engsø. Det er rimelig tæt på og en ny art for landet, så den var vi flere der gerne ville se. Daniel prikkede lidt til Rose som skulle køre os, og i samme ombæring kunne vi jo se sort sol nær Ribe sidst på eftermiddagen som vi før havde snakke om.

Efter at have lavet en turplayliste forlod vi stationen i en hæsblæsende fart; det regnede meget en stor del af turen, til tider kraftigt og med hagl, og det samme var tilfældet da vi nåede frem hvor det fortsat stod ned i stænger; fuglen var heller ikke blevet fundet siden kl. lidt i et. Da det omsider blev opholdsvejr, gik vi ud og tjekkede området. Der var bl.a., vel lidt usædvanligt, en havlit i søen der fouragerede med nogle enkelte hvinænder; en del ryler, viber og stære blev det også til. Den store gulben blev dog aldrig fundet, men det blev en thorshane til gengæld i den vestlige del af søen, og det var da et lille plaster på såret; Luke og Daniel fik dermed begge en ny art.

IMG 20201028 WA0000
De fanatiske fire på tur efter en stor gulben. Foto: Luke Nelson

Det løjer lidt af til i morgen hvor lidt ringmærkning burde være muligt selvom der nok kommer byger. Vind skulle også gå mere om i nordvest.

Folk: Bent, Bjarne, Rose, Daniel, Luke, Michael.