Adios amigos

Regn og rusk er godt for forståelsen. En halv time før solopgang fredag morgen piskede regnen ned over stranden, og en stiv vind kastede bølger ind over stranden. Alligevel var der masser af fugle. Det er sådan et vejr, der giver respekt for småskabninger, som lever hele deres liv på barske vilkår. Nogle vadefugle og terner rejser hvert år tusindvis af kilometer for at yngle langt mod nord og finde mad i brændingen i et livslangt slagsmål mellem havets fugle, og vi bliver glade for arbejdet med at tælle dem.

 Vejret gjorde det usikkert, hvor det ville være bedst at se og tælle dagens fugle, men vi var flere til jobbet på fuglestationen, fordi der ikke blev sat net op til ringmærkning på grund af blæsten, og derfor kunne vi fordele os på flere steder. Det var de små vadefugle, der dominerede med mange Sandløbere (Sanderlings), som hvilede sig og søgte føde i strandsøer med mere roligt vand. Her kom også Almindelige Ryler (Dunlins), Stenvendere (Turnstones) og Store Præstekraver (Ringed Plovers), før de fortsatte sydover i hårdnakkede småflokke langs brændingen. De lidt større Islandske Ryler (Knots), Småspover (Whimbels) og Små Kobbersnepper (Bar-tailed Godwits) så vi til gengæld ikke mange af.

Tid til en lur efter flugten over bølgerne. Sandløbere (Sanderlings) på stranden fredag morgen. Foto: Ole Friis Larsen/BLF

Et af morgenholdene så en Sodfarvet Skråpe (Sooty Shearwater) - et direkte resultat af den stærke blæst. Skråper er udprægede havfugle, som ofte netop kun kommer tæt på land i hård vind. Sodfarvet Skråpe er en art, som yngler på den sydlige halvkugle ved New Zealand og Australien, men uden for yngletiden strejfer om helt til ... Vesterhavet.

 Og så blev det dagen, hvor trækket af Strandskader (Oystercatchers) for alvor kom op i antal. Det lover godt for arrangementet ’Strandskadens Dag’ på fuglestationen og stranden søndag formiddag.

Spansk ring. Ikke noget storslået foto, men den slags billeder er gode nok, når bare man kan læse nummeret på ringen og husker at sende det til ringmærkningscentralen på Zoologisk Museum i København. Denne Fjordterne (Common Tern) på stranden ved Blåvandshuk rejser tilsyneladende via Spanien mellem Danmark og Vestafrika. Foto: Ole Friis Larsen/BLF

Efter dagens tællinger går vi ofte på stranden for at nyde de mange fugle på tæt hold, men også for at tælle rastende terner og måger, finde særlige arter og for at aflæse farveringe. Det er anden halvdel af ideen med ringmærkning, at ringene bliver aflæst. En del måger og terner har farveringe, som er store nok til, at vi med lidt held kan se koderne i teleskoper, eller vi kan aflæse dem på forstørrelser af billeder.

 På den måde ved vi for eksempel, at en Fjordterne (Common Tern) på stranden forleden var i Spanien i slutningen af august sidste år, da den blev forsynet med en nummereret grøn ring på venstre ben i et floddelta ved Huelva. Fjordternerne følger kysten af Vesteuropa og overvintrer langs vestkysten af Afrika. For Fjordternen med den grønne ring – og de hundredvis af artsfæller ved Blåvandshuk lige nu – er det altså lige før ’adios amigos’ og afgang mod syd.

 Torsdag bød på aflæsning af en gul ring på en ung Splitterne (Sandwich Tern). Koden tyder på, at den er ringmærket på en rede et andet sted i Danmark og nu er taget med til ternetræf af forældrefuglene for at blive fedet op før den store vinterrejse.

 Farveringene viser os ikke kun, hvor fuglene flyver hen, men fortæller også en masse om deres livsvilkår. På stranden aflæser vi mange farveringe på måger. Nogle har fået deres ringe sat på af den tyske ringmærker Sönke Martens. Han fortalte forleden til lokalafdelingen i Schleswig-Holstein af den tyske naturorganisation NABU, at 10 års ringmærkning af måger i den tyske del af Vadehavet har vist, at dødeligheden blandt unge Sølvmåger (Herring Gulls) på den halve snes år er blevet fordoblet. Det gør gennemsnitsalderen i bestanden højere, og det er til at forudse et markant fald, når de gamle måger dør, og der er færre unge til at føre den videre.

Fremtiden ser lysere ud for denne yngre Sildemåge (Lesser Black-backed Gull) på stranden fredag morgen ved Blåvandshuk end for de jævnaldrende Sølvmåger (Herring Gulls) på samme lokalitet. Foto: Ole Friis Larsen/BLF

Årsagen er, at Sølvmågerne har specialiseret sig i at leve af fiskeaffald, som bliver kastet ud fra fiskerbåde. Aflæsninger af farveringe viser, at de gerne flyver 70-80 kilometer fra rederne for at finde en kutter at følge, men der er blevet stadig færre af den slags skibe i Nordsøen. Derfor er Sølvmågerne søgt ind over land til lossepladser, minkfarme og andre steder med let adgang til mad. Den slags steder er bare også ved at forsvinde nu. Den fejlslagne overlevelsesstrategi fremgår af de steder, hvor ringene bliver aflæst og af alderen på de Sølvmåger, der bliver set med farveringe, men også af, at et hold studerende har observeret en ynglekoloni af Sølvmåger for at finde en forklaring og har set  ungerne blive fodret med deres søskende, fordi forældrefuglene ikke kan skaffe mad andre steder.

 Til gengæld har de mørkere og næsten sorte Sildemåger (Lesser Black-backed Gulls) succes i den tyske del af Vadehavet. De er mere fokuserede end Sølvmågerne på selv at fange frisk fisk. Sildemågerne kom først til det tyske Vadehav og begyndte at yngle der i slutningen af 1960’erne, men deres fremgang, og Sølvmågernes tilbagegang betyder nu ifølge Sönke Martens, at der er ’klart flere’ Sildemåger end Sølvmåger.

 Sådan ser det ikke ud ved Blåvandshuk endnu, hvor vi stadig kan tælle betydeligt flere Sølv- end Sildemåger, men det kommer måske til at ændre sig i de kommende år.

 Hvis nogen har lyst til selv at læse NABU’s interview med Sönke Martens, er her et link til den originale tekst på tysk

Se dagens observationer fra Blåvandshuk i DOFbasen her:

Folk på stationen: Samuel Perfect, Taïma Lorentzen, Jonas Pedersen, Ole Friis Larsen, Isabel Hunter, Bent Jakobsen, Andreas Pedersen.