Her på Blåvand's blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om livet og hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (243)2023 (249)2022 (265)2021 (276)2020 (279)2019 (247)2018 (211)2017 (276)2016 (118)0 (1)(se alle)

Der er forår i luften

onsdag 15. februar 2017
Og liv i haven
af Bent Jakobsen

Vejrmæssigt en fantastisk dag med strålende solskin fra en skyfri himmel, hvilket betød at de maksimale 2,5 gr føltes varme. Om morgenen havde den dog været ned på -3. En svag vind fra sydøst på 3-5 m/s kunne ikke køle solens stråler, som bagte i ansigtet. Sigtbarheden fulgte dog ikke trop, da den kun var 2 km. Og på grund af østenvinden var der totalt lavvande med sandbanker næsten til England.

Så nu kan det ikke skjules længere. Foråret banker for alvor på, så skal vi ikke lukke det ind. I alt 17 trækkende sanglærker tager vel ikke fejl og to flokke grågæs på henholdsvis 11 indtrækkende mod nordøst og 6 direkte mod nord mente også at det nu var tiden. Dette blev akkompagneret med lyden af tusindvis af sortænder. Der lå simpelthen en musik af gyvende sortænder over hele området.
I haven fløj amorinerne også rundt. Skovspurvene havde indtaget kassen på væggen ved naturskolen og musvithannen prøvede at gøre sig lækker for en hun. Derudover fremviste haven og et par grønirisker, 2 topmejser og årets første kurrende ringdue.

Alt var dog ikke lutter idyl. Desværre var tre sortænder søgt op på land, og måden de lå på tyder desværre alt for meget på at det er olie. ØV