Her på Blåvand's blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om livet og hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (243)2023 (249)2022 (265)2021 (276)2020 (279)2019 (247)2018 (211)2017 (276)2016 (118)0 (1)(se alle)

Mens vi venter på sibes og yanks

tirsdag 28. september 2021
af Sebastian Thorup Hansen

Hola Amigos

I dag skiftede vinden fra at have været i sydøst i nogle dage, til at gå over i sydvest. Dette kan være en ganske god opskrift på et hit, men vi måtte desværre erkende, at i dag ikke var dagen. 

Jeg startede dog dagen ude på obsen, ganske uvidende om hvor meget jeg ville kede mig derude. Den første time forløb sig dog ganske hurtigt, men derefter gik det langsomt, da der var langt mellem fuglene. 

Jeg kunne dog i begyndelsen af dagen berette om en gøg som jeg så flyve sydpå bag fyrbakken, men som ikke blev set igen. Det er ved at være halvsent til gøg, så det var egentlig en ganske fin start på morgenen. Det stilnede dog hurtigt af, og de eneste nævneværdige arter fra morgenobsen var en fin 1k lærkfalk og en hedelærke. 

Lærkefalken kom trækkende langs stranden, og jeg må da indrømme at jeg for en kort stund bryggede på lidt eleonorafalk, men jeg kunne ikke vride mere end en lærkefalk ud af den, da der ikke var nogen kontrast i undervingen. Desværre;) Det må blive i morgen så!

Dagens observationer kan ses her

Ringmærkning: 
Skaermbillede_2021-09-29_171811.jpg

C4E096B8-8B78-443F-B7EC-E117B37B2109_1_201_a.jpeg

Lærkefalk

Efter morgenobsen tog vi alle en slapper, hvorefter Jonas og jeg sidst på eftermiddagen tog en tur i mosen og på stranden for at se om der ikke skulle sidde en yank (amerikansk fugl) i krattene, men ak nej. Det blev ikke i dag. 

Der har ellers været rigtig mange yanks i omløb med flere fund i Storbritannien, Island og i Tyskland. Vi har derfor store forhåbninger om at der skulle dukke en op her de næste par dage. Hvis ikke her, så måske på Mandø, Rømø eller Hanstholm? Uanset hvor, ville det være en kæmpe oplevelse at få lov at se en amerikansk fugl. Og allerhelst en småfugl, da disse er super sjældne. 

Nå, men for at vende tilbage til det virkelige liv, kunne Jonas og jeg producere hele 3 kaspiske måger på stranden. En enkelt 2k og to 3k+'ere. Ganske udemærket faktisk. 

13AE13DF-AE8E-43E9-99D7-E5915E6A0679_1_105_c.jpeg

Kaspisk måge 3k+

A2EBABB4-ABA1-4F3A-8459-1ADA633DDDF2_1_105_c.jpeg

Kaspisk måge 2k

Ellers tog vi i dag endelig initiativ til at få ryddet lidt op i køkkenet, og vi fik ryddet fint ud i skabene, så der nu er pænt og rent. Det er altid så dejligt at få gjort. Når det er overstået i hvert fald. 

I morgen lover de kraftig vind fra sydøst, så vi håber selvfølgelig på en mega sjælden fugl eller nogle sindssyge tal. Vi bliver nok skuffede, men man ved jo aldrig. Uanset hvad er vi klar på hvad morgendagen måtte bringe. 

Peace out

STH

Folk på stationen: Jonas Pedersen, Sebastian Thorup Hansen, Bent Jakobsen og Hanelie Sidhu