Her på Blåvand's blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om livet og hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (243)2023 (249)2022 (265)2021 (276)2020 (279)2019 (247)2018 (211)2017 (276)2016 (118)0 (1)(se alle)

Endnu mere regn...

mandag 4. oktober 2021
En stille dag i dag, grundet regn fra morgenstunden
af Sebastian Thorup Hansen

På trods af en vejrudsigt der ikke have gode hensigter, trodsede Hanelie og jeg den og kæmpede os ud på hukket for at sidde i læ i sabinebunkeren. Det var derfor lidt en mavepuster da vi så, at den røde kugle var blevet hejst, hvilket betød, at militæret lavede øvelser i dag. 

Vi nægtede dog at gå tilbage på stationen allerede, og satte os derfor ud i hullet, hvor man kan sidde i læ for vinden, men desværre ikke for regnen. Og regn skulle der komme...

Efter blot 20 minutter med skiftende tørvejr og regn, ramte vi en byge så stor, at vi besluttede at aflyse morgenobsen i dag. Vi nåede derfor kun op på 20 minutters obs og sølle 3 arter, bestående af splitterne, sortand og en enkelt fløjlsand. Ikke imponerende:(

Senere på morgenen kom Bent forbi og obsede en times tid mellem bygerne, hvilket gav næsten 500 spidsænder! Det lader dog til at det var et relativt kort vindue som disse trak i, da Jens Kirkeby, som bor på stationen i nogle dage, også tog en tjørn på halvanden time på hukket kun så 2. 

Da klokken nærmede sig 13 så det endelig ud til at vejret var blevet betragteligt bedre, og jeg vovede mig derfor ud på en cykeltur til grønningen. Et tjek ved kapellet afslørede at krattene var som støvsugede for fugle, og jeg tog derfor en rask beslutning om at trampe nogle marker igennem for storpiber og hvad der ellers måtte gemme sig. Resultatet heraf blev blot en masse engpibere, lidt dobbeltbekkasiner og en sjat almindelige ryler. Nævnes skal også en dejlig fotogen vibe som i kan nyde herunder: 

25E1DB55-AEF5-4F5B-A583-690C277353E2_1_105_c.jpeg

Vibe

Efter grønningen slog jeg et smut forbi TDC, som gav en enkelt broget fluesnapper. Det begynder at blive halvsent for broget fluesnapper, så det var egentlig en udemærket obs, selvom det selvfølgelig ikke var den sjældne fugl jeg havde håbet på;)

 

Den opmærksomme læser vil måske huske, at vi for noget tid siden nævnte en liste over de targets, vi havde for Blåvand her i efteråret, og jeg synes det er passende med en lille opdatering. Vi har nået de magiske 20% af listen, hvilket måske ikke lyder af meget, men da listen også indeholder arter som dværgspove, sorthvid sanger og østlig kronsanger er 20% et ganske udemærket resultat (for nu). Vi stræber efter 35-40%, så der er stadig lidt vej endnu. Vi mangler endnu en del almindelige arter som stor tornskade og ringdrossel, så det kan nok godt lade sig gøre. Der skal dog gerne komme lidt gang i de østlige specialiteter de næste par uger, for at vi skal komme i mål. 

De bedste arter so far som har været på listen har været nordsanger og balearskråpe, men det er dog ikke dem som jeg er mest tilfreds med. For mig personligt har det været den store stormsvale som vi havde for nogle dage siden, da den bare var umannerligt fed. For Jonas var hans yndlings enten nordsanger eller en skråpe. 

Vi har dog også haft nogle gode arter som ikke var på listen, da de simpelthen er så uventede og uforudsigelige. Her topper hærfuglen nok, eftersom den kan dukke op de mest spøjse steder i landet. Det kan ses trække ude på blåvandshuk, men kan også sidde i en tilfældig have på Lolland. Så ja, uforudsigelig:)

Ellers er pungmejsen nok den art som vi er gladest for, men som heller ikke var på listen, da det er 8 år siden den sidst er set i Blåvand. 

 

Ift. i morgen lover de i starten noget halvkraftig vind fra syd, som senere skulle dreje over i sydøst, som jo er en vindretning vi alle elsker<3 Jeg er derfor spændt på hvad morgendagen skulle bringe. Der skal i hvert fald obses og senere hen luskes igennem!

Her til eftermiddag ankom Luke, som skal hjælpe til med ringmærkningen de næste 3 uger. Endnu en ringmærker ja. Hvornår kommer den ekstra observatør der skal underholde lille mig på de kedelige nordvestenvindsdage? Guess we'll never know

Peace out

STH

Folk på stationen: Sebastian Thorup Hansen, Jens Kirkeby, Luke Nelson, Bent Jakobsen og Hanelie Sidhu