Her på Blåvand's blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om livet og hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (243)2023 (249)2022 (265)2021 (276)2020 (279)2019 (247)2018 (211)2017 (276)2016 (118)0 (1)(se alle)

Igen en dag med mange fugle

torsdag 7. oktober 2021
I dag var der mange fugle både på obsen, men specielt også i nettene!
af Sebastian Thorup Hansen

Endnu en dag i fuglenes tegn blev for mit vedkomne brugt ude på obsen, hvor jeg faktisk ikke havde de største forventinger til trækket. Jeg skulle dog blive positivt overrasket, da der kom et stort rykind af fugle hen ad morgenen. 

Det startede stille ud med lidt bjergvipstjerer (grey wagtail), kernebider (hawfinch) og lidt blandede småfugle. Generelt ikke det store, men stadig et ganske pænt træk som kunne underholde observatørene derude i klitten. 

En behagelig overraskelse var de første kortnæbbede gæs (pink-footed goose) dette efterår, som jo er en god efterårsindikator. Det var en flok på 26 som kom i rigtig flot modlys det meste af tiden. 

Et træk af hættemåger (black-headed gull) gjorde jeg hele tiden skulle holde et halvt øje med på vandet, da de mindre flokke nemt kan slippe uset forbi mens man tæller en flok på 300 finker. 

Dagens overraskelse kom da jeg opdagede 2 bjerglærker (horned lark/shorelark) trækkende. Og de valgte simpelthen at lave et pitstop på stranden lige nede foran os, så vi havde rig mulighed for at nyde denne fede fugl. Det skulle dog ikke blive det eneste vi så til denne fugl, da dagstotalen endte op på hele 15 fugle, hvoraf der kom en flok på hele 10 fugle. Disse valgte på samme vis også at raste kort på stranden, hvilket jo bare var ren luksus. Hvis bare alle de sjældne og halvsjældne fugle lige ville lande på stranden for en stund ville jeg være en lykkelig mand. Det er dog ikke altid tilfældet (langt fra faktisk), så det er med at nyde det når de en gang imellem gør:)

04A6C53E-158D-41AF-BC7F-88A92C79002E_1_105_c.jpeg

D15471A0-2106-4F45-AE82-04DFE99A0A44_1_105_c.jpeg

Bjerglærke (horned lark). Kunne ikke helt beslutte hvilket af billederne der var dårligst, så begge kom sgu med. 

Morgenens andet højdepunkt var en fin ringdrossel (ring ouzel) som egentlig havde drillet hele morgenen, idet den sagde nogle små lyde som lød som ringdrossel. Den ville ikke give helt tryk på kaldet, og det var derfor først sidst på morgenen at jeg blev helt sikker. 

1D061C0C-A0BA-4FD4-B25F-2BB9F6BFC6D1_1_201_a.jpeg

Ringdrossel (ring ouzel)

Dagens observationer kan ses her

I nettene var det også en stor dag, hvor de endte på over 250 fugle! De ringmærkede så også fra solopgang til solnedgang, så det er nu ganske fortjent. Der havde vist været godt drøn på hele dagen, men specielt morgentimerne havde været gode. Dette varede dog til godt opad eftermiddagen, hvilket forårsagede den vilde beslutning at holde nettene åbne til solnedgang for anden dag i træk. Maniacs!

Af fugle var det hovedsageligt rødhalse (robin) og finker (finches) der udgjorde majoriteten. De blev så også belønnet med en fin ringdrossel på sidste netrunde.

Specielt rødhalse var der mange af i nettene, og disse kom i en lind strøm hele dagen. Dette var også min opfattelse i krattene, hvor jeg fik tjekket både tipmosen, skallinglab, mosen, det hemmelige krat og tremaster. En lang og hård dag som desværre ikke gav den sjældne fugl, men til gengæld virkelig mange finker og drosler. Man kunne ikke gå forbi en busk uden at sparke en god sjat drosler og finker op. Mine highlights blev blot en rødstjert, 4 sølvhejrer og en broget fluesnapper. Men der var sgu for mange fugle til at få tjekket alt igennem. 

FFFEFED5-FBDB-4B70-B45D-487BFE178F8B_1_105_c.jpeg

Rødhals (robin)

Da blogindlægget først skrives dagen efter, ved jeg jo hvad der kommer til at ske i morgen, men jeg vil alligevel lade som jeg ikke gør... 

I morgen lover de sydøstenvind, hvilket jo er en super giftig vejrudsigt! Vi håber derfor at nettene giver en sjælden fugl. Specielt den første netrunde burde give en god fugl. Vi skal i hvert fald tjekke morgendagens fugles haler for eventuel blå farve. 

Det var vist alles für Heute

au revoir

STH

Folk på stationen: Sebastian Thorup Hansen, Jens Kirkeby, Luke Nelson, Bent Jakobsen, Jonas Pedersen og Hanelie Sidhu