Her på Blåvand's blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om livet og hændelser på fuglestationen.
Aktion i huset!
I dag skete der primært rigtig meget i huset. Det startede helt fra morgenstunden, hvor jeg egentligt ville gå ud på hukket, da en VVS-mand pludseligt bankede på døren. Kort efter, at han var gået igen, kom Svend Aage og Bent. Mens vi så sad og spiste de lækre rundstykker og tebirkes/københavnerbirkes, som Svend Aage havde taget med, ankom elektrikeren for at trække et kabel til køkkenet. Han havde ikke været der længe, inden gulv-manden også ankom for at lægge noget linoleum i køkkenet. Det var altså en meget travl dag her på stationen!
Imens der blev arbejdet i huset, fik jeg åbnet net i stationshaven. Hverken Bent eller jeg havde høje forventninger, men allerede på anden netrunde var der to fugle i nettene: en genfangst af en Jernspurv (Dunnock, Prunella modularis) og en ny Bogfinke (Chaffinch, Fringilla coelebs). Jeg har altid godt kunnet lide Jernspurvene, især her i Blåvand, da de her ret ofte virker til at være ved godt helbred, og denne var da også i en imponerende stand, med en fedtvurdering på 6/9! Det er ikke lige alle dage, at man har en så fed fugl, og jeg havde da bestemt ikke forventet det her i januar.
Dagens Jernspurv. Foto: Merit Lenk
Derudover blev der genfanget den Sortmejse (Coal Tit, Periparus ater), der nu allerede er røget i nettet flere gange i år, og denne havde også taget en lille smule på i vægt, hvilket man altid bliver glad for :)
Dagens ringmærkning:
1 Bogfinke (Chaffinch, Fringilla coelebs)
Dagens genfangster:
1 Sortmejse (Coal Tit, Periparus ater)
1 Jernspurv (Dunnock, Prunella modularis)
I alt: 1 mærkning, 2 genfangster
Natsværmerfælden fungerede desværre kun i det omfang, at lyset da lyste, som det skulle - der blev nemlig ikke fanget noget i nat. Men det skal da ikke stoppe mig fra at sætte fælden op igen i aften!
Derudover fandt vi trods alt et Kaprifoliefjermøl (Twenty-Plume Moth, Alucita hexadactyla) på en af stationens vægge, så helt natsværmerløst blev det ikke i dag :)
Vi ses i morgen, til en meget spændende dag, hvor køkkenet ankommer!
Folk på stationen: Bent, Svend Aage, Merit