Her på Blåvand's blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om livet og hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (243)2023 (249)2022 (265)2021 (276)2020 (279)2019 (247)2018 (211)2017 (276)2016 (118)0 (1)(se alle)

Plettet Rørvagtel og Am. Sortand... ikke helt dumt

fredag 21. oktober 2022
Folk blev i den grad samlet på den sidste dag af feltræffet 2022, til fugle, fodbold og fadøl!
af Jonathan Hemmer-Hansen

Så blev det fredag i uge 42 og felttræffet 2022 er nu officielt slut. En god og hyggelig uge som fik en god fuglemæssig afslutning.

Morgenobsen startede kl 8 og der skete desværre ikke det store for STH og de andre på Hukket. De mætte nøjes med en Dværgfalk, Vandrefalk og en sjat trækkende ænder. Undertegnede tog en lusketur langs nordhukket med Böhmer og Mandstrup som trods alt gav 2 Rødtoppede Fuglekonger, lidt Gransangere og en Ringdrossel,

Da morgenobsen og kratlusken var overstået kom den første melding på en spændende fugl denne fredag - en Amerikansk Sortand rastende ud for Ishuset ved Blåvandshuk. Meldingen lød på at anden lå tæt på kysten, og derfor måtte den naturligvis tjekkes ud. Vi blev en fin håndfuld fra fuglestationen der gik ned og beskuede anden på kort afstand, fed obs! Tilbage på stationen skulle der lige indtages lidt næring inden det igen stod på en tur langs sydhukket - de sjældne fugle finder jo ikke sig selv. Det er klart at der er store forventninger til den berømte uge 42, og vi kæmpede til sidste slutfløjt.

Tilbage på stationen igen kom dagens næste spændende melding - Plettet Rørvagtel fouragerende i en kanal på Grønningen, what?! Vi smuttede afsted mod fuglen og kunne ved ankomst konstatere, at dette absolut måtte blive felttræffets "publikumsfugl". Omkring 50 birdere var samlet på broen over den lille kanal hvor den plettet rørvagtel fuldstændigt ugeneret vadede rundt på andemaden kun 5-10 meter fra folk, sindsyg obs!!
Efter den fede obs kørte vi til Blåvandsgård, hvor Dofung holder til i denne uge. Vi havde nemlig arrangeret en fodboldkamp på banen foran Blåvandsgård, hvor alle der havde lyst kunne spille med. Det blev en hæsblæsende kamp mellem Dofung og fuglestationen/felttræffet, som (beklageligvis) endte 6-4 til Dofung. Kampens spille må indiskutabelt gå til Henrik Hald Nørgaard, som stod for hele to kasser samt en håndfuld fantastiske tacklinger. Stærk indsats Henrik!

Dagen blev afsluttet kl 18 på Ho Kro, hvor felttræffet blev rundet af med en hyggelig fællesspisning for alle der havde lyst. Menuen stod på langtidstegt kalv med kartofler, grøntsager og... BRUN SOVS! Vildt lækkert, og en rigtig god afslutning på et super hyggeligt felttræf! Vi ses igen næste år til en mega ;)

Vi ses derude