Her på Blåvand's blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om livet og hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (233)2023 (249)2022 (265)2021 (276)2020 (279)2019 (247)2018 (211)2017 (276)2016 (118)0 (1)(se alle)

Lang dag i solen

fredag 2. juni 2023
af Morten Jenrich Hansen

Det blev en lang dag på fuglestationen, hvor jeg for en gang skyld kunne åbne alle net i de 2 haver, da vinden var løjet af.
Tilmed med et skift i vindretningen til nordøst og østlig retning, så mine forhåbninger til ringmærkningen var langt større end de foregående dage.
Det endte dog beskedent med 10 mærkede og 5 genfangster på en masse timer med netrunder.
Ikke meget at prale af, men forsøget blev da gjort.

Vi kunne nu alligevel godt prale af fuglestationens arbejde gennem de mange år overfor Karina, der fik interviewet Bent om fuglestationen, sommerens vadefugletræk m.m..
Karina fik også en snak med Amelie og jeg om at være frivillig på fuglestationen og da David dukkede op, efter at han havde fået fri fra arbejde, fik han også fortalt om det at være observatør herude.
Tror, at der kom masser af godt stof til den artikel i det næste nummer af Fugle og Natur.

Vi fik også nydt det danske sommervejr og lavet dansk hygge hele aftenen med gang i bålfadet på gårspladsen, hvor det nærmest blev til en form for afskedsfest for Amelie og Sonja, der jo forlader os og drager hjemad søndag.
Amelie holder nogle velfortjente feriedage efter hendes store indsats her igennem maj måned, så hun har fået fri fra fugleopgaver for at kunne vise Sonja rundt i området, prøve strandlivet med dukkert i Vesterhavet o.s.v.
20230602_203211_03.jpg
Det er ved at nærme sig sidste dag på fuglestationen for Amelie, der har ydet en god indsats gennem maj måned.

20230602_205212.jpg
Plads til hygge og masser af god snak hele aftenen, mens snogbrød, pølser, skumfiduser m.m. blev varmet over bålfadet.
Karina, Amelie, Sonja og David var godt selskab..


Anders Zuschlag dukkede også op og vil komme forbi et par gange de næste døgn for at opdatere ringmærknings databasen, så aktivitets niveauet på fuglestationen er højt, skønt der er lidt langt mellem fuglene i området

Dagens ringmærkning:
                                      Mærket           Kontrol
Jernspurv                            1
Gulbug                                1                    1
Gærdesanger                      0                   3
Gransanger                         1
Løvsanger                           1
Grå Fluesnapper                 1
Topmejse                            1
Blåmejse                            1
Musvit                                 0                    1        
Skovspurv                          1
Tornirisk                              2

Ialt  10 mærket og 5 kontrol

Folk på stationen: Karina, Bent, David, Amelie, Sonja og Morten