Her på Blåvand's blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om livet og hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (233)2023 (249)2022 (265)2021 (276)2020 (279)2019 (247)2018 (211)2017 (276)2016 (118)0 (1)(se alle)

Varme i luften og suppe i gryden

fredag 8. september 2023
af Morten Jenrich Hansen

Endnu en solrig dag i varmen ved Blåvandshuk med sydøstenvind og plus 25 grader..
Louis og David tog sig først af morgenobsen fra klitten ovenfor Pælerækken og senere blev der obset fra både Fyrbakken og fuglestationen i håb om eftermiddagstræk af rovfugle.

Fra morgenobsen meldtes der ikke om større antal af havfugle, så det var 321 Pibeænder og 75 Spidsænder der blev bedste træktal ved havet, mens trækket over land og langs klitten blev domineret af Landsvale med over 2000 noteret sydtrækkende fra solopgang til indtil middag.
Blandt rovfuglene blev det ingen store tal, men for Blåvand ganske god kvalitet frem for kvantitet, da Louis og Joseph kunne glæde sig over en Vandrefalk, der trak forbi over vandet med bytte i fangerne.
I løbet af dagen blev det bl.a. til fine arter som 2 Dværgfalke, 1 Fiskeørn og 1 Hvepsevåge, mens Spurvehøg blev talrigste art med 29 stk.

Lidt rovfugle fotos fra Louis:
received_844717760222989.jpeg
Dagens Hvepsevåge trak syd lavt mod øst bag Vesterled
received_1324775588458949.jpeg
Den ene af dagens Dværgfalke kom rigtig godt!

Bent kom forbi midt på morgenen og guidede frem til middag en skoleklasse med en tur til stranden.
Heldigt for dem, så fik de en bonus, da de kom tilbage fra stranden, da jeg kunne vise dem ringmærkningen af en Sortmejse.
En af blot 13 ringmærkede fugle i dag, hvor Rødhals med 4 stk blev dagens topscorer.
Dagens artsliste af ringmærkede fugle endte med at blive Gærdesmutte, Jernspurv, Rødhals, Rødstjert, Sangdrossel, Havesanger, Munk, Gransanger, Broget Fluesnapper og Sortmejse.

Min bedste fugl i hånden blev genfangsten af en Sangdrossel.
Dels fordi, at jeg selv har sat ring på den og ikke mindst, da det er ved at være en gammel drossel.
Jeg satte ring på den i starten af juni 2019, hvor jeg aldersbestemte den til en adult fugl, så den er minimum 6 år gammel nu.

20230908_1102180.jpg
Sortmejsen som skoleklassen fik at se

Dagens højdepunkt blev leveret af Morten fra NaturKulturVarde og Hr. Skov fra Blåvand, da de lavede et arrangement med gang i gryderne oppe ved fyret, hvor de kogte suppe på Strandkrappe.
Morten var så generøs, at tilbyde fuglestationens personale fri suppe og brød til aftensmaden.
Vi skulle blot troppe op med en gryde, når deres arrangement sluttede kl 17..

20230908_171740.jpg
Det er nemt at være glad, når aftensmaden leveres af gode kokke!

Folk på stationen: Louis, Joseph, Bent og Morten.