Her på Blåvand's blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om livet og hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (233)2023 (249)2022 (265)2021 (276)2020 (279)2019 (247)2018 (211)2017 (276)2016 (118)0 (1)(se alle)

Østenvind og rovfugle i mangel på småfugle i nettene

mandag 13. maj 2024
af Morten Jenrich Hansen

Vinden fra øst var taget til i styrke gennem natten, så enkelte net i begge have kunne ikke åbnes pga blæsten, der allerede fra morgenstunden var omkring 9m/s.
Vi fik som ventet ikke meget ud af netrunderne med blot 13 mærket på 6 timer inden vi gav op.
Rødstjert blev dagens ringmærkningsart med 5 stk ud af de 13 og ellers kan nævnes Ringdue nr 9 i dette forår.

Henrik tog obsen fra klitten på Sydhukket og de 3 timer gav 2 Sortterner og en Dværgfalk som bedste arter, men også nogle sydtrækkende vadefugle.

Mere held var der ved at sidde ved p-pladsen efter morgenobsen, da den Sorte Glente fra i går kom forbi igen til stor glæde for Henrik, der fik den som ny art på hans Blåvandshuk liste.
At en Lærkefalk også drønede forbi gjorde det til en godkendt rovfugledag for Blåvand.
Den blev endda yderligere udbygget på en aftentur til stranden for tjek af terner, da der både kom en Hvepsevåge og 3 indtrækkende Tårnfalke.

34406533_20240513014815_983783241.jpg
Sort Glente over fuglestationen - detaljer i vinge og hale afslørede, at det er samme individ, der rundede Fyret i går.
DSC_6340.JPG
Som med glenten kom forårets anden obs af Lærkefalk også lige over fuglestationen

Michael tog om eftermiddagen Maxim med til et tjek af en rede af et par Sortstrubet Bynkefugle, men de kom hurtigt tilbage til fuglestationen med en fortælling om, at de havde set en Hugorm kravle op i reden og æde ungerne.

Maxim gik derefter i gang i varmen med at rydde opvækst ved netbanerne i begge haver, så de står flot klar til de kommende ugers ringmærkning.
20240513_134711.jpg

Med konstant og blæsende østenvind og sol de næste døgn, regner vi dog ikke med større antal småfugle at arbejde med, men må håbe på flere gode arter af rovfugle i luften over Hukket.

Folk på stationen: Henrik, Michael, Maxim og Morten