Her på Blåvand's blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om livet og hændelser på fuglestationen.
Arbejdsdag
Med vinden i ØNØ her til morgen var der klare forventninger til lidt flere vadere end vi havde set de foregående dage. Men den var nok ikke helt stærk nok til at skubbe vadere ud til vestkysten - der kom i hvert fald ikke ret mange. Sølle 20 alm. ryle og 19 strandskade plus få små kobbersnepper og småspover. Morgenens højdepunkter blev en sølvhejre der kom trækkende nord med 3 fiskehejrer, 3 alm. kjover, 2 gråstrubede lappedykkere og en hedelærke. Igen i dag var der pæn bevægelse i sortænderne med 4400 og skarverne med ca. 2400. Der var også væsentlig flere suler end de foregående dage med 268 fugle.
Midt på formiddagen stod det på praktisk arbejde. Der var mødt 8 personer op til arbejdet, som primært omhandlede at trimme og klippe haverne og fjerne ukrudt fra gårdspladsen. Og puha, det trængte til en kærlig hånd.
Tak til de fremmødte for god energi og humør!
I morgen er vinden fortsat NØ, men skal fortsat være 4-5 m/s, så det bliver nok en stille dag på kontoret.