Her på Blåvand's blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om livet og hændelser på fuglestationen.
Rødstjert og regnvejr
Observation
Vinden havde fuldstændigt vendt i dag! Da jeg gik i seng i går lovede både DMI og YR sydøstenvind, men den kom i stedet med fem sekundmeter fra NNV. Meget spøjst. Derfor bød dagen ikke på særlig mange rovfugle, vadere eller overflyvende småfugle. Sammen med nogle byger der gjorde det svært at se igennem teleskoperne nåede vi derfor kun op på 28 arter. Hvoriblandt Gustav spottede en fin alk der lå og rastede lidt ude i vandet. Den var utrolig svær at finde, da den ligesom de andre alkefugle dykkede jævnligt. Ænderne skuffede dog ikke i dag, da vi havde 71 krikænder, 169 pibeænder, 200+ sortænder og hele 187 spidsænder trækkende mod syd. Bestemt ikke en dårlig dag for andetræk!
Spidsænderne (og mange af de ændre ænder) trækker faktisk hele vejen til ækvator hvor nogle overvintrer i landene omkring saharaørkenen i Afrika. Nogle få hundrede individer overvintrer endda på Hawaii, der kan man da snakke om en trope-ferie:)
Spidsænder lever ligesom mange andre ænder af plantematerialer som den stikker hovedet under vandoverfladen og fisker op. Men da den har en væsentlig længere hals en for eksempel knaranden og gråanden kan den nå længere ned i vandet og derfor fange mere føde, op til tredive centimeter nede i vandet. Den lange hals (og generelt slanke fugl), giver den et langstrukkent udseende som er et fantastisk kendetegn når de kommer højt og hurtigt forbi morgenobsen. En lækker fugl at have i et ganske fint antal, og som altid en skøn dag ved morgenobsen. I dag både i selskab med Gustav og David
- SDP
Ringmærkning
Første fugl, der fik ring på i dag, var en af de sædvanlige munke, som snart blev efterfulgt af dens artsfæller, rødhalse, gransangere og rødstjerter. Heriblandt en ung rødstjert han, som allerede næsten var fuldvoksen med dens sorte maske og orange bryst.
Efter et par runder begyndte det at småregne, så da vi havde fået en enkelt rødstjert mere i tørvejr, lukkede vi nettene i håb om at det ville stoppe igen inden alt for længe. Regnen fortsatte dog i form af småbyger med pauser indimellem. Vi sluttede dagen af med samme fugleart, som vi startede den med - en ung munk - men da alle net efterhånden var gennemblødte uden udsigt til at blive ordentligt tørre besluttede vi at lukke helt for i dag.
Det ser ud til vi får mere regn i løbet af i nat, men vi håber at vågne op til nok tørvejr til at få en lidt længere dag i morgen. Indtil da bruger vi resten af dagen på kortspil, rengøring og hvad vi ellers kan komme på af hygge og praktiske gøremål:)
- Lise