Her på Blåvand's blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om livet og hændelser på fuglestationen.
Kernebider, træløber - og på gensyn
Morgenobs:
Endnu en dejlig dag på obsen. Vi (Anna Beluga, Thomas og jeg) startede ud med hele syv grader varme og fire meter i sekundet fra ØNØ. Samme vejr som i går men væsentlig færre småfugle. Thomas var til stede på efterårsspottet i den første time inden han skulle på arbejde. Lige som han skal til at gå konstaterer jeg at der er to kærhøge ikke så langt fra os, han retter skopet og kalder hurtigt ud at det da vist er blå kærhøge. Årets første, og så endda to styk. Jeg skifter hurtigt fra håndkikkert til teleskop og ser nu også den stribede underside og hvide overgump. En lækker fugl at blive beriget med på en ellers halvstille morgen. Kort efter at Thomas er smutte kigger jeg på ny over stranden og havet og ser endnu en kærhøg... denne gang er det så en kærhøg med ustribet orange-rød underside, hvid overgump og relativ bred arm. Jeg konstaterer at der enten er tale om en steppehøg eller en hedehøg og snupper et hurtigt billede til dokumentation. Det højst sandsynligt en steppehøg og derfor min anden obs af den semisjældne art inden for tre dage. Op ad dagen skriver Bent til mig at han muligvis også har haft to steppehøge ved Nyeng lidt syd for os.
- Halvdårligt dokumentationsbillede af en potentiel steppehøg
Så det må da siges at der er kommet gang i kærhøgene nu! Ellers har der primært været lidt småfugle overtrækkende og lidt grågås, men ikke voldsomt meget andet. Imorgen bliver stort set samme vejr, så jeg er spændt på hvad det kan bringe af rovfugle forbi min plads i klitterne. Som altid en skøn morgenobs her i Blåvand:)
- SDP
Ringmærkning:
Netop i dag var særlig for mig - det var nemlig min sidste dag her på stationen i Blåvand inden jeg skal videre til Gedser. Vejret lovede godt for ringmærkning og det holdt heldigvis stik. Vi åbnede alle net i begge haver og inden længe havde vi både fuglekonge, sangdrossel, rødhals, sortmejse, gærdesmutte og mange flere. Mine forældre ankom i går aftes, så jeg var rigtig glad for at de fik set en masse forskellige fugle. Og jeg er slet ikke i tvivl om at glæden var gengældt - især da Lua begejstret kunne tage en kernebider ud af et net i fyrhaven! Eftersom vi var godt bemandet på ringmærkningsfronten, var der god tid til den. Lua tog sig af selve håndteringen, og det gik heldigvis godt og uden skader fra dens ellers intimiderende næb.
Med højt humør i solskinnet fortsatte vi og inden længe var der endnu en glædelig overraskelse i nettet - en træløber nede i krattet! Ligesom kernebideren er dette en art, vi ikke har haft i den tid jeg har været på stationen, så det var en kæmpe oplevelse at se begge i hånden. I modsætning til kernebideren var træløberen den fineste lille fugl med sit lange spinkle næb.
Efter endnu en omhyggelig ringmærkning og fugle-paparazzi var det desværre tid til at jeg måtte pakke mine ting. Jeg nåede heldigvis akkurat en sidste runde i stationshaven, hvor jeg fik lov at ringmærke en rødhals. Selvom det langt fra er en ny art i hånden, var jeg rigtig glad for at have den, for det er absolut en af mine personlige favoritter. Med det har jeg kun at sige tak for nu og på gensyn. Jeg har virkelig nydt den sidste måneds tid her og er meget taknemmelig og glad for alle de oplevelser og ikke mindst fantastiske, søde og rare mennesker (og fugle) jeg har lært at kende. Jeg håber resten af holdet får en rigtig god efterårssæson og glæder mig til at følge med! Vi ses!
- LM
Folk på stationen: Lua Koplin, Lise Mastrup, Mathilde Lundt Larsen, Sverre Dahl Porsgaard, Anna Beluga Gade-Jørgensen