Her på Blåvand's blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om livet og hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (54)2023 (249)2022 (265)2021 (276)2020 (279)2019 (247)2018 (211)2017 (276)2016 (118)0 (1)(se alle)

Sol til turisterne, men ingen fugle til ringmærkeren

mandag 15. april 2019
af Morten Jenrich Hansen

Vejr: Morgenstund til lige efter solopgang: nærmest vindstille, mens et skydækket havde sikret, at nattemperaturen ikke nåede længere ned end +3°C.
En time efter solopgang var skydækket ved at være drevet væk mod vest, så resten af dagen stod på klar himmel og fuld sol. Vinden tog samtidig til og kom op på 9m/s fra øst. I læside og sol føltes det noget varmere end de foregående dage, mens termometeret viste 10°C. God sigt og nul nedbør.

Syntes det så lovende ud for ringmærkningen, da jeg før solopgang åbnede net under skyerne og med nul vind. Med varmere nattemperatur brugte jeg i dag både Stations- og Fyrhaven med håb om at fange nogle af de Solsorte, der var kommet til i løbet af natten.
Der gik dog kun en time før resten af dagen stod på sol og østenvind og fuglene skuffede med kun 9 nye mærket og 6 kontroller. 
Rusen gav fangst af 2 Solsorte og 1 Rødhals, så jeg fik trænet lidt i den fangstmetode.
Ellers var bedste fangst igen en kontrol - denne dag en Skovspurv mærket 31. marts 2017.

James pakkede sammen og fyldte sin camper for at drage videre på sin europa-turné. Jeg fik lokket ham til at køre til Skagen, inden han tager færgen til Sverige. I Skagen burde han kunne se noget mere af forårstrækket i Danmark, end han har oplevet på en uge herude i sydvest.
Bent kom ud og tjekkede Mosen og Hukket, men bortset fra, at tallet af Splitterner er vokset til over 80 stk, er der ikke meget at berette om.
Fra det Nordjyske fik vi besøg af Dorthe Schmidt og hendes mor Ulla Paulsen, der kiggede ind og fik set dagens ringmærkede Grønirisk. Dorthe kender jeg fra Skagen Fuglestation, men familen har sommerhus hernede og gæster jævnligt Blåvand.

Midt på dagen var der i det gode vejr fyldt op med turister på p-pladsen, ved stranden og i klitterne, men fuglene syntes åbenbart ikke lige så godt om en forårsdag ved Blåvands Huk som turisterne.
Jeg spejdede ihvertfald forgæves på en blå himmel uden at finde en enste rovfugl eller andet med vinger.
Havde ellers håbet, at østenvinden ville presse en kærhøg, Fiskeørn e.lign. herud.
Må prøve igen imorgen - vejrudsigten lover mere af samme vejrtype de næste dage.

Dagens ringmærkningstal med genfangster i ():
Jernspurv 0 (1), Rødhals 1 (2), Solsort 3, Gransanger 1, Fuglekonge 0 (1), Skovspurv 1 (2), Grønirisk 1, Tornirisk 2

20190415 064051 2
Morgenen så lovende ud med skydække, men der var allerede lige efter solopgang skyfrit mod øst og efter de første solstrejf på Fyret, stod det på ren sol og blå himmel resten af dagen.