Her på Blåvand's blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om livet og hændelser på fuglestationen.
PC dag
Vejr: Overskyet og regnbyger indtil middag. Derefter mere og mere sol indtil aften. Dog hurtig veksling gennem eftermiddagen mellem solstrejf og små regnbyger. Den hurtige vekslen skyldes en hård vind på 12m/s fra NV og med vindstød over 17m/s.
Temperaturen fra 7-10°C og trods regnbygerne rimelig klar luft med 10km sigt.
Samlet 2mm nedbør.
Vågende tidligt med lyden af rusk i tag og vindue. Kunne da også konstatere, at det blæste endnu mere end i går og igen fra den fugletomme retning - nordvest!
Prøvede af et godt hjerte at åbne net til normal tid, men da jeg kun kunne finde et par net i hver have, der var tilstrækkeligt i læ til at kunne åbnes, måtte jeg hurtig sande, at det ikke blev til en standard ringmærkning i dag.
Lukkede de få net igen kl 8 uden at have fanget en fugl og hvad jeg så i haverne var kun fugle, der allerede havde ring på. Altså intet nyt tiltræk i løbet af natten.
Et kik på Sydhukket ved morgenens lavvande gav ikke mere håb, da der var ret tomt på revlerne med kun ganske få måger, terner og sandløbere.
Kunne derfor med god samvittighed skifte kikkerten ud med bilen og køre en tur til Oksbøl. Endnu en sending af prøver for West Nile Vira skulle afsted og det skal være inden kl 10 for at prøverne er fremme næste dag.
Med bygevejr og blæst droppede jeg at køre en tur omkring Skallingen, så dagen blev brugt på fuglestationen ved pc´en.
Der er stadig en masse indtastninger af forårets ringmærkningsdata der venter.
Et par eftermiddagsture i pauser fra computeren gav ikke nye obs, men efterhånden som solen vandt over bygerne, var der da de skønne lyde af stære sang og vendehals omkring stationen.
Et skærmbillede jeg de næste par dage kommer til at se mere af end fugle!
Jeg har endnu ikke helt vænnet mig til denne ringmærkningsdatabase, som jeg syntes er meget langsommere at arbejde med, end det indtastningsmodul fra Ringmærkningscentralen, som jeg normalt har brugt både til egne ringmærkninger og på Skagen Fuglestation.
Men øvelse gør vel mester og med blæst og byger de næste døgn, vil det være min arbejdsplads et par dage.