Her på Blåvand's blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om livet og hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (232)2023 (249)2022 (265)2021 (276)2020 (279)2019 (247)2018 (211)2017 (276)2016 (118)0 (1)(se alle)

En sej Solsort

tirsdag 7. maj 2019
af Morten Jenrich Hansen

Vejr: Stadigt blæsende fra nordvest, men drejende til vestnordvest i løbet af dagen og med en smule lavere styrke end de foregående dage. I dag var der mange perioder, hvor middelvinden holdt sig lige under og ikke over 10m/s. Der var meget sol, men også en lang række af ganske kortvarige regnbyger fra en himmel med 3-5/8 skydække. Bygerne var dog alle så korte, at det kun blev til 1mm nedbør.
Sigten god - >10km - i kold klar luft.

De var hurtige og effektive i Fuglenes Hus med hjemmesiden, for allerede inden jeg gik i seng i går aftes var blog delen tilbage i fuld vigør.
Jeg prøvede også at være i vigør fra morgenstunden inden solopgang, men fandt stadig kun få net i Stationshaven, der stod tilstrækkeligt i læ til at kunne åbnes.
Tog runderne indtil kl 14, men lukkede så, da der altså stadig var meget tomt med fugle. I løbet af de 7 timer blev det kun til 3 mærkede og 3 aflæste. Artslisten hørte til marts og start af april, men kalenderen påstår altså, at vi er en uge inde i maj!
Dagens Solsort var en sej en af slagsen for det var en adult hun, der klarer sig med kun halvandet ben.
Det må være en udfordring at leve med, men den var i fin form og fin i fjerdragten uden tegn på sygdom.

Ellers blev det dagen, hvor jeg begynder at se enden på de mange indtastninger af alle forårets ringmærkningsdata.
Så mangler bare at gå det hele igennem igen og kontrollere for evt tastefejl undervejs i de lange dage ved pc´en.
Dernæst er bare at håbe, at der snart kommer nye fugle til, så jeg dagligt kan få noget nyt at taste ind.

Dagens ringmærkning med genfangster i ():
Rødhals 1 (1), Solsort 1, Fuglekonge 0 (2), Lille Gråsisken 1

DSC 4358 3
Dagens hun Solsort, hvor nederste del af højre ben manglede.
Det er ikke til at vide, om det er et medfødt handicap eller en skade der er sket undervejs i dens liv.
Den så ud til at klare sig fint på et ben og alle fjer i vingen var adulte, så den har minimum overlevet 2 vintre.