Her på Blåvand's blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om livet og hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (234)2023 (249)2022 (265)2021 (276)2020 (279)2019 (247)2018 (211)2017 (276)2016 (118)0 (1)(se alle)

God Store Bededag i østenvind

fredag 17. maj 2019
af Morten Jenrich Hansen

Vejr: Overskyet men klar luft gennem første halvdel af dagen indtil kl 14, hvor en regnfront passerede i løbet af 2 timer. Den gav 2mm nedbør og så var det overstået. Hele døgnet en beskeden temperatur på 10-12°C. Vinden holdt sig i øst og startede med svag styrke, men tiltog hurtigt i løbet af morgenen og det meste af dagen lå middelvinden på 8m/s med kraftigere vindstød. Til aften er vinden løjet af igen, så der bliver måske dannet noget dis og tåge i løbet af natten.

Mine bønner for Store Bededag var blevet hørt, for vinden var ren øst og regnen kom først et par timer over middag.
Bortset fra nogle enkelte net, der var eksponeret for østenvinden, kunne jeg åbne net i begge haver og gennemføre standardringmærkningen. 
Allerede da jeg gik i stationshaven kl 04:30 og begyndte at åbne var der varsel om en ok dag - en Mudderklire fløj kaldende ind gennem stationshaven et par meter under trætoppene, så havde alle net været åbne, var der igen blevet fanget en vadefugl inde i haverne!
Jeg måtte nøjes med småfuglene, men efter en sløv start de første par timer kom der et jævnt flow af nye fugle. 
Rødstjerterne fra i går var helt væk, men til gengæld kom der fine nye årsarter på ringmærkningslisten.
En Bynkefugl var én af 4 fugle, der i dag blevet fanget i rusen og den art er virkelig fåtallig om foråret her på Blåvand Fuglestation. Sidst der blev ringmærket en forårsfugl er tilbage i 2013.
i den kølige luft fløj svaler og enkelte Mursejlere lavt rundt i yderste klitrække og en Landsvale tog turen i et net i Fyrhaven - også den var ny på årets ringmærkningsliste.
Dagens tredje nye årsart blev Skovsanger, der overraskede ved at dagen gav fangst af 3 individer.
Det er vist ikke sket før i fuglestationens historie, at 3 Skovsangere er fanget på samme forårsdag.
Jeg har været gennem ringdata tilbage til 1998 og siden da er de største Skovsanger dage 2 stk både 9. maj 2002 og 8. maj 2006.
Selv om efteråret er der kun én dag med 3stk - d. 6. august 2008.

Midt på morgenen kom Henrik Brandt ud for nogle timer, så han nåede både at se Bynkefuglen og en Skovsanger i hånden. Ellers gik han et par ture og fandt 2 Grå Fluesnappere uden ring, så det var nye fugle i forhold til de 2, som jeg havde fat i i går.
Der var ikke det helt store træk eller fald af fugle i området, så Henrik var så flink, at køre ind til byen og komme retur med rundstykker til os - tak for det!

Da klokken blev 13 kunne jeg se regnen nærmede sig og lukkede net i Fyrhaven. Faktisk godt timet, for da regnen kom  lidt i kl 14 havde jeg ingen stress, men kunne hurtigt lukke net i Stationshaven. Udnyttede så tiden med regnen til at nyde et tiltrængt bad og få købt ind til de næste par dages mad.
Alt i alt en helt tilfredsstillende dag med følgende liste over ringmærkningen:
Landsvale 1, Bynkefugl 1, Rødstjert 1, Havesanger 2, Munk 3, Gærdesanger 3 (3), Tornsanger 0 (1), Skovsanger 3, Løvsanger 13 (1), Gransanger 3, Broget Fluesnapper 5, Stær 1, Bogfinke 1, Grønirisk 1, Tornirisk 3, Lille Gråsisken 0 (1)

Ialt 44 mærket og 6 genfanget fordelt på 16 arter.

De bedste af dagens genfangster var Tornsangeren, der er mærket her d. 4. juni 2016 og første aflæsning er den i dag.
Blandt Gærdesangerne var et nyt individ, der er mærket i maj 2017. Efterhånden har vi fået fat i en del returnerende fugle af den art.

Weekend vejret lover mere vind fra øst. Ingen nedbør og varme med op til 18°C, så jeg venter spændt på, hvad dagene bringer. Forhåbentlig bliver der ved med at komme nye fugle til hele weekenden, for Xenia har først tid til at komme og få hendes næste træning i ringmærkning søndag morgen.

DSC 4482 3blog 2
Skovsangeren er en skønhed blandt phyller med sine klare farver og hvide uderside.
De kan være lidt svære at få set godt på deres ynglepladser, hvor de gerne holder sig højt oppe i løvet, så det er en ekstra fornøjelse, at få den tætte oplevelse med dem i hånden under ringmærkningen.

DSC 4508 2
Lokalt dagens sjældneste fangst - en hun Bynkefugl. 
Her er de senere år ringmærket langt flere Sortstrubede Bynkefugle end Bynkefugl.

DSC 4516 2
Dagens hale foto bliver den imponerende hale af en han Landsvale med de ekstra lange ydre halefjer.