Her på Blåvand's blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om livet og hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (231)2023 (249)2022 (265)2021 (276)2020 (279)2019 (247)2018 (211)2017 (276)2016 (118)0 (1)(se alle)

Blæst fra sydvest og besøg til aften

mandag 27. maj 2019
af Morten Jenrich Hansen

Vejr: Fra en overskyet nat med regnbyger startede morgenen med lidt fugt i luften, men ret hurtigt blev det helt tørt og solen kom frem.
Det meste af dagen med 1-2/8 skydække, inden der til aften igen kom skydække. Temperaturen fra 10-13°C.
Vinden kom fra sydvest og var med friske vindstød og 10m/s i middelvind.
Sigten startede under 5km, men nåede op på 10km.

Man siger, at en ulykke sjældent kommer alene og det følte jeg holde stik denne morgen. Den anden dag røg hjullejet på min bil lige som jeg skulle afsted til Hirthals. Hjullejet er nu lavet og bilen kommet retur, men under morgenmaden flækkede jeg en gammel fyldning i en kindtand på en rugbrødskerne, så jeg måtte senere på dagen kontakte min tandlæge i Århus og få aftalt en tid.
Heldigvis, så kunne jeg få en tid om morgenen d. 5. juni, så jeg kan kombinere tandlægebesøget med næste valgdag og kun miste en morgen i Blåvand i næste uge.
Tilbage til dagen i dag.

Vinden generede så meget i nettene, at jeg kun kunne åbne 148 netmeter af de 241 vi har til rådighed. Nok til at gennemfører standardmærkningen, men det var op ad bakke mht til antal af fugle.
Der virkede meget tomt og kun de lokale ynglefugle var på banen.
Det blev kun til 6 mærkede og 3 aflæsninger af egne fugle fra i år inden jeg lukkede net igen lidt over middag.

Dagens mærkninger med genfangster i ():
Solsort 1, Gulbug 1, Løvsanger 0 (1), Gransanger 3, Gærdesanger 0 (1), Tornirisk 1, Lille Gråsisken 0 (1)

Ialt 6 mærkede og 3 aflæste fordelt på 7 arter.

Ude i bølgerne rastede nogle tusinde Sortænder ud for Sydhukket og ned mod syd, men de var umulige at få et egentligt tal på ude i dis og bølgerne. 
Trods vinden var der ikke rigtig gang i andre havfugle og hverken Suler eller lommer kom forbi i nævneværdigt antal.
I stationshaven var en af Vendehalsene inde og sidde i løbet af morgenen. Den bar en ring på venstre ben, men jeg kunne ikke nå at aflæse noget på ringen, så det er uvist, om det er en fugl mærket i år eller en af gengangerne fra tidligere år.
Jeg prøvede en tur om bag Vesterled for at se til den lokale familie af Sortstubede Bynkefugle, men de holdt sig skult nede i buskene i blæsten, så heller ikke denne gang lykkedes det af få aflæst den ringmærkede han.

Jeg endte med at få et lift til Oksbøl og hente min bil fra værkstedet, da Bent tog hjemad over middag efter en formiddag med kontoropgaver herude.

Her til aften er der kommet godt selskab fra Århus Universitet, da Thomas Bregnballe og Kirstine Lund tager en overnatning.
De skal til Langli og lave ynglefugle arbejde, men må lige vente på lavvandet i morgen tidlig for at kunne gå over til øen.

Flere gæster er på vej til fuglestationen de kommende dage, men vejrudsigten lover desværre ikke mange fugle herude. 
En periode med vind fra vest til nord og moderate temperaturer tegner til, at der skal kæmpes hårdt for at finde noget på fuglefronten her på Hukket.

20190527 090112 2
Dagens Gulbug i Fyrhaven blev fanget så sent på morgenen, at solen havde afløst nattens skydække og nedbør.