Her på Blåvand's blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om livet og hændelser på fuglestationen.
Mange folk til få fugle
Vejr: Lidt let nedbør i nat stoppede kl 4. Resten af morgenen overskyet, derefter mere og mere sol over middag.
Fra kl 17 kom der igen skydække og lukkede for solen, men det holdt tørt.
Vinden ganske svag på 2m/s og den nåede næsten hele vejen rundt om kompasset. Temperaturen fra 11-15°C.
God sigt på >10km.
Jeg var ude som nedbøren stoppede kl 4 og åbnede alle net i den svage vind.
David kom ud til en time på Sydhukket, hvor han kedede sig så meget, at han ret hurtigt kom ned til et par runder sammen med mig ved nettene.
De øvrige gæster sov længe, men kom efterhånden op og fik selskab af både Bent, John Frikke og weekenens sidste gæst Kristian Birchwald Jensen.
Trods de mange folk, så var dagens bedste fugl en enkelt syngende Karmindompap i området fra Vesterled til op bag Fyret.
Eva og Finn tog en tur op til Værnengene for deres fotografering, mens David tjekkede Grønningen og Kristian prøvede en tur på Skallingen.
Anders Myrtue var også forbi Hukket og Fuglestationen, men der var altså generelt meget få fugle at se på.
Jeg lukkede ned for net i Fyrhaven kl 13 efter et par timer uden fangst af en eneste fugl og lidt træt af af skulle gå gennem alle turisterne på vejen op til Fyret.
Holdt net åbne i Stationshaven lige til det sidste, hvor David og Kristian bød på fælles Chilli con Carne til aftensmad.
Inden da havde Bo set en Brunlig Perlemorsommerfugl som den første i år herude.
Dagens ringmærkning med genfangster i ():
Sangdrossel 1, Solsort 0 (2), Gulbug 1, Kærsanger 1, Havesanger 1, Tornsanger 1, Gærdesanger 0 (1), Løvsanger 2 (1), Gransanger 4, Bogfinke 2, Grønirisk 1, Tornirisk 2, Lille Gråsisken 1 (1), Gulspurv 2
Ialt 19 mærket og 5 aflæst fordelt på 14 arter.
Den en af de 2 Gulspurve blev fanget i rusen.