Her på Blåvand's blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om livet og hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2019 (247)2018 (211)2017 (276)2016 (118)(se alle)

Blæsten fortsatte i dag

mandag 12. august 2019
I morgen skulle det stilne af.
af Michael Brunhøj Hansen

Det blæste fortsat noget fra sydvest, men ikke nær så meget som i går. Vi sad således i "hullet", men udsynet var for mit vedkommende ikke det bedste (græsset er ret højt), så jeg fik ikke set alt der trak forbi. Det var ellers en forholdsvis rolig morgenobs med bl.a. præcis 200 strandskader, 157 islandske ryler, 72 almindelige ryler og 42 store præstekraver der langsomt sivede igennem. Der kom også spover samt stenvendere og nogle sandløbere. Dagens fugl var igen en sortterne, en gammel fugl i overgangsdragt; det er en flot fugl osv., men den næste terneart måtte dog gerne være en rovterne. Der kom ingen havfugle, pånær suler, i dag, så det var lidt skuffende. Svend Aage, som besøgte stationen om formiddagen, kunne dog meddele at han havde set en trækkende skråpe langt ude ved Vejers omkring kl. 9, men på det tidspunkt var vi så småt på vej hjem.

Vi tog et hurtigt smut på stranden efter morgenobsen da vi havde bemærket at nogle af sildemågerne var mere lysryggede, så det kunne måske dreje sig om fugle af racen graellsii (britisk sildemåge) der kommer fra Vesteuropa. Det ville ikke være utænkeligt at flere af disse var blevet blæst herop de sidste par dage. Dog, efter at have set billeder graellsii-måger igennem, var ryggen på vores fugle lige en tand for mørk, så det drejer sig nok om de såkaldte "Dutch intermediates", dvs. mellemformer af vores hjemlige sildemåger (nordsøsildemåge) og dem fra Vesteuropa. Der var en del færre måger og terner på stranden i dag; nede i strandkanten pjaskede en sælunge rundt.

Silde graelsii 00001En af dagens 'hollandske' Sildemåger. Foto: Ole Friis Larsen

Bent er nu tilbage i det jyske efter sin ferie på Sjælland, så jeg fik endelig mødt ham for første gang efter mine nu to uger på stationen; han skulle også komme med på morgenobsen i morgen.

Ole og jeg gik om eftermiddagen en tur i Mosen, men der er ikke meget at berette om. Vi så ikke rigtigt nogen småfugle, nok fordi vinden endnu var ret kraftig, men vi fik set et par trækkende småspover samt en flok hjejler. Et par rødryggede tornskader rastede i området samt et par stenpikkere og en dobbeltbekkasin; vi så sjovt nok ingen sortstrubede bynkefugle.

Nettene blev åbnet i dag, men kun tre fugle (heraf én genfangst) blev fanget, formentligt også pga. blæsevejret. Det var en dompap plus en gransanger der fløj i nettet to gange. Begge fugle var dog i forvejen ringmærkede, så der blev heller ikke ringmærket fugle i dag.

grim dompapÉn af dagens fangne fugle: en ikke specielt køn dompap. Foto: Manon Ghislain.

Vinden i morgen skulle blive noget svagere, så vi regner med at kunne sidde det sædvanlige sted; dog skal vinden komme fra det nordvestlige hjørne, så vi får nok ikke meget at se. Forhåbentligt får Manon til gengæld fanget og ringmærket en del flere fugle; vi venter alle spændt på den første høgesanger.