Her på Blåvand's blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om livet og hændelser på fuglestationen.
Knortegæssene rører på sig
Vi havde atter en dag med god nordvestenvind, men trækket var dog noget bedre end i går. Således kom der flere rødstrubede lommer, op til 28 pr. halve time, og totalen landede på 67; de kom enten et godt stykke ude eller højt tæt på land i flokke på op til 9. Der var også flere strandskader i dag med 43 individer, og der kom fortsat større flokke af sandløbere der langsomt trak mod syd, i alt omkring 90; herudover kom der et par storspover. Få småfugle trak, omkring 10 engpibere, 1 skærpiber, 3 rørspurve, men det er forventeligt.
Af andefugle havde vi pibe-, krik- og spidsænder. Der kom en større flok toppede skalleslugere på 14. De første egentlige (endnu små) flokke af knortegæs dukkede op i dag med 23 i alt, overvejende lysbugede. Disse, og andre gæs, kommer snart til at fylde billedet betydeligt mere, og det bliver interessant at følge.
Omkring middag tog Bent, Lisa og jeg på en lille tur rundt i området, dels Filsøegnen, dels Vrøgum Klitplantage hvor vi kiggede på svampe og fik samlet nogle (brunstokket rørhat). Det var fint at komme ud og se noget nyt, så nu er vi klar til nogle lovende dage. Mens vi gik rundt dér, var David - som igen er i Blåvand - og Mathias gået hen til TDC-masterne; her fandt de ret hurtigt 1 rødtoppet fuglekonge som er efterårets første hér. Snart kommer de andre småfugle, såsom hvidbrynet løvsanger, så kratluskeriet skal snart for alvor i gang.
Vi har været noget præget af kraftige vinde samt nordvestenvind på det seneste, så der har ikke været mange lyspunkter. Nu ser det dog ud til at vi får en morgendag med betydeligt svagere vinde (7-8 m/s), så der bliver igen ringmærket efter nogle dages pause! Vinden er fortsat nordvestlig, så vi forventer ikke det helt store træk, men det begynder at gå den rigtige vej.