En enlig svale gør ingen sommer, og så alligevel ...

Vejret rettede sig til punkt og prikke efter meteorologernes forudsigelser, og regnen trommede ildevarslende, men også hyggeligt på fuglestationens vinduer i buldermørket klokken 6. Skulle man gå den lange vej til Sabinebunkeren og se ingenting i tørvejr, eller skulle man bare acceptere at blive våd og stille sig op til de faste tre timers daglige træktælling og se ingenting på den sædvanlige plads meget tættere på stationen? Det blev det sidste, værre var regnen trods alt ikke.

Anderledes var virkeligheden for ringmærkningen. Her er det ikke hensynet til personalet, der tæller, men til fuglene. Vi kan ikke udsætte dem for risikoen ved at hænge i et net i regnvejr, indtil en ringmærker finder dem på sin runde. Det kan Lisa berette mere om.

"Et nul er også et resultat", siger stationsleder Bent Jakobsen gerne og ofte, og sådan er det. For os er det ligeså vigtigt at registrere, hvad der kommer på dage med få fugle i dårligt vejr som på gode dage med fugle i massevis.

Mandag morgen var det interessant at opleve, at der trods regnen var småflokke af Stære (Starlings) og Sjaggere (Fieldfares), som kom hver for sig, men alligevel var styret af deres indre trang til at komme videre sydover selv i noget, der lignede heldagsregn. Også en enkelt Landsvale (Barn Swallow) hastede mod syd. Var det den berømte 'rosin i pølseenden'? Det ved vi ikke endnu. Ofte kan det være lidt svært at finde ud af, om Svalerne (Barn Swallows) trækker eller bare suser rundt og fanger insekter i luften. Dagens enlige svale var der dog ingen tvivl om - den havde travlt med at komme mod syd lavt over stranden.

Det var sidste dag for mig i år som tæller for Blåvand Fuglestation, og egentlig var jeg bare vikar for Michael, der har været fast tæller på stationen i tre måneder og bliver til sidste officielle tælledag midt  i november. Han har været sløj hen over weekenden, men er forhåbentlig klar igen tirsdag morgen.

Godt for sjælen. Solopgang over Blåvand Fuglestation i november. Foto: Ole Friis Larsen/Blåvand Fuglestation

Det er helt vidunderligt at arbejde for vores fuglestationer, og det kan i den grad anbefales. Ud over fuglene er der landskaberne, de daglige solopgange, søde mennesker, nye madvaner (mindre kød, mere vegetarisk/vegansk af hensyn til det sociale sammenhold - og klimaet), nye erfaringer (Michael har eksperimenteret med natoptagelser af trækfugles kald, og det tager jeg med til Gedser Fuglestation, som jeg også er knyttet til) og meget mere.

Et par sygedage må i øvrigt være vel undt. At være 'ansat' på fuglestationen er frivilligt arbejde, som man ikke får løn for (bortset fra en diæt til dækning af ekstra udgifter til mad m.m.), men arbejdsdagene starter altid længe før solopgang, og man skal arbejde syv dage om ugen i uge- eller månedsvis. På den måde bliver livet på fuglestationen en hel tilværelse i sig selv i den tid, man er der. Det er også godt for sjælen.

Michael som træktæller. Han har været med så længe i år, at billedet er fra dengang i august, da det var varmt at sidde på stranden. Foto: Ole Friis Larsen/Blåvand Fuglestation

Lisa fordybet i arbejde på stationens kontor en dag i oktober. Hun har været med så længe, at hun ligefrem er begyndt at holde af vores kulde, regn og mørke dage. Foto: Ole Friis Larsen/Blåvand Fuglestation

At arbejde for fuglene sammen med dybt seriøse folk som Michael og Lisa (og mange andre) på tværs af alders-, lande- og alle mulige andre mærkelige grænser er virkelig et livsbekræftende privilegium.

Tak for denne runde.