Her på Blåvand's blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om livet og hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (54)2023 (249)2022 (265)2021 (276)2020 (279)2019 (247)2018 (211)2017 (276)2016 (118)0 (1)(se alle)

Off day i kuling!

søndag 8. marts 2020
af Morten Jenrich Hansen

Vejr: Vinden var taget til fra sydvest i løbet af natten og var frem til kl 16 af kuling styrke med 13-16m/s. Gråt og diset med skyer, samt hyppige regnbyger fra kl 10-15 og temperatur på 5-6°C.
Sidst på eftermiddagen klarede det noget op, samtidig med, at vinden løjede lidt af.
Fik set solen i dagens sidste time og natten tegner til at blive klar med masser af fuldmåne lys.

Da jeg gik ud i morgentimen og tjekkede området, stod det hurtigt klart, at det ville blive en dag uden ringmærkning. Med kuling over Hukket var vinden for streng til at åbne net.
Prøvede en tur rundt ved Mosen og lidt sandblæsning på stranden, men det var så tyndt med fugle, at jeg valgte, at bruge dagen på huslige pligter.
Forsøgte igen på stranden sidst på eftermiddagen, da solen begyndte at vise sig og vinden var taget lidt af.
Der kom ikke nogle specielle fugle ud af den tur, men 4 Havlit lå da og stak ind imellem hovederne op af bølgerne.
Blandt mågerne fandt jeg ingen Kaspiske eller Grå, men det er allligevel skønt at se Sildemågerne komme retur fra deres vinterkvarter. Altid lækre fugle at se på og upåvirkede af lidt blæst.
DSC 7757 2

DSC 7745 2

Havde cyklen igang midt på dagen og provianterede i Blåvand, så jeg har mad klar til den kommende uge.
Ud over en svingom med støvsugeren, så fik jeg til aften bagt nogle boller, så der smaskes med friskbagt brød under dagbogsskrivningen.
Godt jeg er alene på stationen og ikke skal tænke på pli overfor andre.
Blot synd for Blåvandsgruppen, at de ikke holder søndagsmøde, men først kommer i morgen aften og da er bollerne ikke så lækre, som når de lige er kommet ud af ovnen.

20200308 180912 2

Folk: Morten