Her på Blåvand's blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om livet og hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2020 (38)2019 (247)2018 (211)2017 (276)2016 (118)(se alle)

Frisk vind fra syd og blå himmel

mandag 23. marts 2020
af Morten Jenrich Hansen

Vejr: Efter en af de klareste stjernenætter, som jeg længe har set, stod solen op til en dag, hvor der først viste sig skyer hen på eftermiddagen.
Klar kølig luft med blå himmel. Temperatur på 2-5°C.
Det føltes noget køligere, da vinden var frisk med 10-11m/s i retning fra syd.
Super sigtbarhed >15km.

Efter en nat med stjernekigning, så var jeg helt klar til at åbne net til standardringmærkningen, som nu har starttid kl 05:45.
Desværre generede lidt for frisk sydlig vind mange af nettene. 
Jeg fandt dog nok net tilstrækkeligt i læ til, at være dækket ind med netmeter til at holde standarden.
Havde så håbet, at den sydlige vind ville blæse nogle fugle herud, men det klare højtryksvejr med kolde nætter ser ud til, at have stoppet en del tiltræk.
Det blev kun til 6 mærket og 2 genfangster.

20200323 121955
Dagens sjældneste syn i luften over fuglestationens have blev denne kondensstribe fra et fly!

Så der var tid til at åbne computeren og læse en mail fra ringmærkningscentralen, hvor der er kommet svar tilbage fra Polen om den Fuglekonge jeg genfangede den 19. marts.
Den er mærket sidste efterår d. 04. oktober ved Rakutowo, Kujawsko-Pomorskie.
Et stykke vestnordvest for Warsawa og 800km fra Blåvand Fuglestation.

Bent sendte mig også en mail, så jeg på stille fugledage kan nørde nogle tal.
Mailen indeholdt nemlig et Excel ark med ringmærkningstal for hver forårsmånede siden 1984.
Så må jeg se, om jeg kan få et top forår med antal ringmærkede fugle i år.
Rigtig meget vil afhænge af vejrforhold - de næste par dage ligner i dag, med kraftig vind fra syd, så det bliver nok nogle stille dage fuglemæssigt.

Dagens bedste div. obs blev en Fjeldvåge, der fouragerede et stykke tid over klitterne nord for Mosen.
Svend Aage kom ellers ud og prøvede, at finde læ til et kig over Hukket, men kunne ikke melde om meget andet end en kold vind.
Han var iøvrigt min helt i dag, for inden han kørte herud, så havde han kontaktet mig og fået min indkøbsliste, så der nu er fyldt lidt ekstra i køleskabet.
Reddede mig lige fra en cykeltur i modvind og sandfygning!
Svend Aage havde ellers en lækker ny cykelpumpe med til fuglestationen, så begge dæk er nu med fuldt tryk og klar til ture fremover.

Dagens ringmærkning:
Blåmejse 1, Fuglekonge 0 + (1), Gærdesmutte 0 + (1), Rødhals 1, Jernspurv 3 og Bogfinke 1

Ialt 6 mærket og 2 genfanget fordelt på 6 arter.

Folk: Svend Aage og Morten