Her på Blåvand's blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om livet og hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (243)2023 (249)2022 (265)2021 (276)2020 (279)2019 (247)2018 (211)2017 (276)2016 (118)0 (1)(se alle)

Søndenvinden blæser, mens Coronaen hærger

tirsdag 24. marts 2020
af Morten Jenrich Hansen

Vejr: Sol hele dagen, men en del af tiden let sløret af tynde højtliggende skyer.
Vinden holdt sig frisk og kom fra stik syd. 11m/s i middelvind og op til 16m/s i stød, hvilket gjorde det koldt uden for læ steder, da temperaturen var 4-6°C.
God sigt, men let dis helt ude i en afstand som til vindmøllerne på Horns Rev.

Stod op til en dag, der vejrmæssigt gav mindelser om i går. Frisk til hård vind fra syd, gav mig kun få net at arbejde med, da de fleste var for vindpåvirkede til at kunne åbnes.
Fangstmæssigt var det også på niveau med i går med 8 fugle mærket og 2 af vores egne kontrolleret.
Artsmæssigt var der dog et par af favoritterne: forårets 6. Rødtoppede Fuglekonge og den 7. Stillits.

20200324 070547 2
20200324 073911 2

Undervejs fik jeg set en Spætmejse, der kom flyvende ind til et kort rast i Fyrhaven, hvorefter den returnerede ind i landet bag Vesterled. 
Så kunne jeg godt have tænkt mig, at det var på en dag med alle net åbne i haven, for Spætmejse er en fåtallig gæst helt herude.
Bent kom ud og fandt læ for vinden ved Nordhukket og havde nogle gode timer med træk ved havet.
Svømmeænder trak syd med 638 Krikænder, 569 Pibeand, 66 Spidsand og 4 Skeand.
Lidt vadefugle med bl.a. 68 Lille Kobbersnepper og et par hundrede Hættemåger trak også syd.
På vej ud til stranden var forårets 3. Stenpikker, mens klitheden ved Mosen senere på dagen havde en fouragerende Fjeldvåge - nok den samme, som jeg så i området i går.

Efter Bent var taget hjem kom så en ny besked fra Fuglenes Hus om en forlængelse af corona forholdsreglerne.
Som det fremgår af nedenstående brev, er de blevet forlænget frem til 1. maj og med statministerens opråb om, at begrænse bevægelser mellem landsdele (også i påsken), må vi desværre melde, at Blåvand Fuglestation er lukket for overnattende gæster hele april.

I skal igen ikke tænker på mig, men kun på den betydning, I alle kan have for andres liv ved at medvirke til at begrænse smittefaren.
Selv går jeg og nyder livet herude med fuglene - savner ikke selskab og er overbevist om, at jeg er meget mere sikker her, end hvis jeg havde været hjemme i Østjylland, hvor mit arbejde ville have været i et laboratorie på Skejby Sygehus.

Dagens ringmærkning:
Sortmejse 1, Blåmejse 0 + (1), Gransanger 1, Fuglekonge 1 + (1), Rødtoppet Fuglekonge 1, Jernspurv 2, Bogfinke 1 og Stillits 1

Ialt 8 mærket og 2 genfanget fordelt på 8 arter.

Folk: Bent og Morten

 

24. marts 2020

 

Generel beredskabsplan for hele DOF

 

Formålet er at reducere smitten med coronavirus, covid 19

  • Alle DOFs officielle ture og medlemsarrangementer aflyses – frem til 1. maj 2020. Dette gælder i alle DOFs lokalafdelinger, fuglestationer, seniorgrupper, udvalg mv. i hele landet.
  • Undgå at stå for tæt. Hold afstand, hvis du er på spontan fugletur og tager ophold i nærheden af andre.
  • Del ikke teleskop, kikkert eller kamera, da det kan øge smittefaren.
  • Hvis du er ældre eller kronisk syg – hold afstand og bed andre om at tage hensyn.
  • DOFs sekretariat, Fuglenes Hus har ikke bemandet receptionen og besvarer ikke opkald på hovedtelefonnummeret. Vi vil i videst muligt omfang besvare mails. Vi vil fortsat gøres vores bedste for at levere god service for medlemmerne og være tilgængelige for offentlighed og medier. DOFs medarbejdere vil, i det omfang det er muligt, arbejde hjemmefra i perioden.
  • Naturbutikkens fysiske butik er lukket i de kommende uger, men internetbutikken er fortsat åben og betjener kunderne via Naturbutikken.dk.

DOF følger myndighedernes anvisninger og vil løbende justere beredskabet op eller ned - afhængigt at hvordan situationen udvikler sig i samfundet.

Spørgsmål kan rettes til undertegnede.

Med venlig hilsen

Sigrid Andersen

Direktør