Her på Blåvand's blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om livet og hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (243)2023 (249)2022 (265)2021 (276)2020 (279)2019 (247)2018 (211)2017 (276)2016 (118)0 (1)(se alle)

Flot morgen ved nettene

torsdag 26. marts 2020
Ørneshow ved Grærup Langsø
af Morten Jenrich Hansen

Vejr: Ingen skyer og sol fra blå himmel hele dagen.
Kølig nat med ned til 1°C og let rimfrost i jordhøjde ved solopgangstid.
I løbet af dagen kunne solen rigtig mærkes med op til 8°C og helt lunt, da vinden fra syd var nede i svag styrke på 2-4m/s.
Sigten god med kun lidt dis ude på afstand med Horns Rev vindmøllerne.

Dejlig morgen uden vind, så alle net kom i brug og jeg fik 3 timer med fint flow af fugle i haverne. Kl 9 havde jeg sat ring på 42 fugle, men desværre døde det så ud.
Da de 5 timers standard var overstået, var jeg nået op på 49 mærket.
Det lykkedes dog, at nå min ønskede +50 dag, da jeg endte på 53 mærkede og 4 genfangster ved dagens slutning.
Lille Gråsisken var den art, der trak antallet op i morgentimerne, men ellers var der en pæn diversitet af typiske marts arter. 
Rødtoppet Fuglekonge nr. 7 i år kan lige nævnes.

20200326 113143 2
Midt på dagen forsøgte jeg at blive gode venner med denne Sølvmåge. 
Tilbød den en fin ny stålring til dens ene ben, men den var skeptisk over for den lokken og holdt sig lige uden for gribe afstand.

Bent nåede ud i formiddagstimerne og gik rundt i området til over middag. 
Der var ikke meget træk over havet i dag, men 180 Pibeænder og 190 Krikænder rastede lidt usædvanligt i dønningerne ved brændingen ude på Hukket.
I Mosen kaldte en Vandrikse, mens vi havde 3 Musvåger over klitheden og en Tårnfalk over Fuglestationen.
Bent tog dog virkelig for sig af rovfugle, da han kørte herfra og brugte eftermiddagen ved Grærup Langsø.
Den beretning må han hellere selv komme med, for den tur blev stor!

Ørnemekka ved Grærup Langsø en uforglemmelig oplevelse når alt flasker sig. Kongeørn og 5 havørne.

Fra udkigsbakken ved Grærup Langsø sås der ud over et par musvåger en større rovfugl skrue sig op til himmels. Derefter svævede fuglen lidt, da den fra stor højde klappede vingerne sammen og styrtdykkede mod jorden. Det så ud til at den slog et bytte i noget høj vegetation. Jeg havde på dette tidspunkt set lyst inderst på halen,og nu hvor den stod på jorden sås gylden nakke og ørnenæb. Næsten overbevist om at det var en kongeørn forsvandt den ned i det høje græs, og sås ikke i lang tid. Den har uden tvivl fortæret sit bytte. Ventetiden til den kom frem igen var 1 time og et kvarter. I ventetiden skete også ting og sager. Pludselig landede 3 yngre havørne bag nogle pilebuske hvor de forsvandt. Lidt senere kom dog 2 cyklister og op fløj ikke mindre end 5 yngre havørne på en gang. En grævling passerede ind over en af klitterne mens de ynglende traner gjaldede deres trompeteren ud i æteren.
Endelig kom ørnen frem igen og nu kunne bestemmelsen verificeres. Satte sig på en forhøjning, hvor en bette krage lige skulle forbi og vise størrelsesforskellen.
Da kongeørnen igen lettede og begyndte at kredse, dukkede lige pludselig 3 havørne op, hvoraf de 2 småmobbede kongeørnen. Efterhånden de tog højde tilsluttede en vandrefalk sig selskabet. Fuglene kredsede højere og højere op og forsvandt langsomt mod nord. En fantastisk naturoplevelse var slut men glemmes aldrig. Det er kun min tredje kongeørn her i kommunen i de 40 år jeg har boet her. Så glæden var enorm.

DSCN8233

Dagens ringmærkning:
Blåmejse 1, Gransanger 2, Rødtoppet Fuglekonge 1, Gærdesmutte 2 + (1), Rødhals 5 + (1), Sangdrossel 2, Vindrossel 2, Solsort 3, Jernspurv 13 + (1), Skovspurv 1, Bogfinke 2 + (1), Lille Gråsisken 18 og Gulspurv 1

Ialt mærket 53 og genfanget 4 fordelt på 13 arter.

Folk: Bent og Morten