Her på Blåvand's blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om livet og hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (243)2023 (249)2022 (265)2021 (276)2020 (279)2019 (247)2018 (211)2017 (276)2016 (118)0 (1)(se alle)

Vejrskifte

mandag 30. marts 2020
af Morten Jenrich Hansen

Vejr: Vekslende vejr, fra en nat og morgen med spredte regn og hagl byger, til en dag med sol og klar luft.
Indtil kl 10 lidt regnbyger, der kom ind fra nordvest med frisk vind på 10-11m/s.
Derefter kom der opklaring med masser af sol mellem spredte skyer og vinden løjede af til 5m/s fra nordvest.
Temperaturen steg fra 5°C til 8°C.
Sigten først nede under 5km i forbindelse med bygerne, men steg til >10km med opklaringen.

Morgenens kombination af frisk vind og byger gjorde, at jeg ikke kunne gennemføre standard ringmærkning i dag.
Vovede at åbne lidt net i stationshaven kl 7:30, hvor regnbygerne var så spredte, at jeg kunne styrer evt fangst og nå at lukke net igen, hvis det begyndte at regne.
Fra kl 10 blev det så rigtig fint vejr - ingen nedbør og vinden løjede af.
Frem til kl 15 havde jeg da alle net åbne i begge haver.
Fuglene manglede bare i haverne i dag, så den indsats gav kun 3 mærkninger til marts totalen.
Yderligere 3 fugle blev genfanget som faste indslag, der har været i nettene flere gange tidligere på måneden, mens dagens sidste fugl i nettene blev højdepunktet.
En 2k Rødhals bar en dansk ring, der ikke er brugt her på stedet.
Ringen var blevet mat og ikke skinnede ny, så den fugl er nok blevet ringmærket i løbet af sidste efterår.
Vi får senere at se, hvor og hvornår den er blevet ringmærket.

Bent kom ud til kl 10 og bragte det fine vejr med sig, så han kunne tage sin runde i tørvejr og efterhånden ganske behagelig temperatur.
Han var tilbage på Fuglestationen ved middagstid uden at have oplevet de store overraskelser og endnu engang uden at få årets første Spiltterne i bogen.
Han havde dog nydt nogle Havlit, der lå og svømmede helt inde ved strandkanten.
Han afleverede derfor dagens foto, da jeg ikke havde held med at fotografere fugle i dag.
Jeg fik kun taget billede af en stor Skrubtudse, der var kommet frem midt på dagen i solen.
Indenfor den gruppe af dyr, så har Bent iøvrigt hørt både Spidssnudet og Butsnudet Frø ved Mosen, hvor der stadig er en del vand, skønt vandstanden er faldet noget siden første halvdel af marts.

DSCN8243

Enkelte Havlit har rastet ved Hukket gennem hele marts måned, men sjældent så tæt på land som de lå i dag.
Foto: Bent Jacobsen

Undervejs på mine netrunder mellem haverne, fik jeg hilst på genboerne fra posthuset.
De fortalte, at de følger med her på hjemmesiden - altid hyggeligt, at der faktisk er nogen, der læser hvad jeg skriver og holder øje med, at jeg ikke bare går og dandere den her på fuglestationen.
En enkelt overraskelse til divers obs fik jeg, mens jeg midt på dagen sad og spiste en mad på bænken foran fuglestationen.
En Dobbeltbekkasin kom flyvende i lav højde midt inde over p-pladsen. 
Den havde dog retning mod Mosen, så mon ikke den hurtigt har fundet sit rette habitat.

Nu venter en frostkold klar nat, hvor vinden skulle blive helt svag.
Om det giver fugle i morgen tør jeg ikke spå om, men sikkert er, at jeg vil kunne få en sidste standard ringmærkning i hus for marts måned.

Dagens ringmærkning:
Blåmejse 1, Rødhals 1 + (2), Gærdesmutte 1 og Fuglekonge 0 + (2).

Ialt 3 mærket og 4 genfanget fordelt på 4 arter.

Folk: Bent og Morten