Her på Blåvand's blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om livet og hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (243)2023 (249)2022 (265)2021 (276)2020 (279)2019 (247)2018 (211)2017 (276)2016 (118)0 (1)(se alle)

Ny dag med sol og østenvind

onsdag 22. april 2020
af Morten Jenrich Hansen

Vejr: Næsten en gentagelse af i går. Ikke en sky at se og solen skinnede fra en blå himmel.
Vindretningen hele døgnet fra øst. Igen svag vind ved solopgang og derefter tiltagende til 8m/s midt på dagen. Løjede lidt af igen he  mod aften.
Temperatur fra nattens 3°C til eftermiddagens 18°C.
God sigt.

Vejret gentog sig og det var lige ved, at ringmærkningen også var en gentagelse af i går.
Det blev samme antal mærkede fugle og genfangster, men dog lidt variation i artsfordelingen, da der i dag ikke var en eneste Sangdrossel blandt de ringmærkede fugl.
Til gengæld var der 2 Husrødstjert. En art, der ser ud til at få et fint forår herude med nu 7 ringmærkede.
Den ene af dagens Husrødstjert blev fanget på en af morgenrunderne, samtidig med dagens hun Rødstjert.
Det giver mig lige mulighed for at vise de to arter, hvor en hun Rødstjert da godt kan minde om en hun eller ung han Husrødstjert.  

DSC 6891 2
DSC 6856 2
Øverst hun Rødstjert og nederst Husrødstjert.
Vingeformlen er forskellige på de to arter, så i hånden er der sikre kendetegn til bestemmelsen ud over de små forskellige i deres dragter.
Herunder er de to fugles vinger - igen Rødstjert øverst og Husrødstjert nederst.

DSC 6878 paint2
DSC 6842 paint2
Indskæring på 6. håndsvingfjers ydrefane har Husrødstjert, mens Rødstjert har en helt jævn ydrefane på P6, som den fjer kaldes blandt ringmærkere.
En anden forskel på de 2 arters vingeformel er længden af 2. håndsvingfjer (P2) i forhold til de længste håndsvingfjer (vingespids).
Her er P2 længere hos Rødstjert, hvor Husrødstjert har en relativt kortere P2. 

Dagens genfangster var et par Tornirisk.
Han og hun, der blev genfanget i samme net lige ved siden af hinanden.
Begge altså med ring på i forvejen, men ringmærkningen af dem meget forskudt, da hunnen var en, som jeg satte ring på 12. juni sidste år, mens hannen først fik ringen d. 9. april i år.

Jeg passede nettene og gjorde klar til, at der skal komme flere fugle fra overvintringen i afrika. Vi deltager i overvågningen af West Nile Virus udbredelsen i trækfugle, så jeg skal til at tage en lille blodprøve på nogle af trækfuglene og sende prøven til analyse på Statens Serum Institut.
Sygdommen kan blive bragt med til Europa fra Afrika af trækfuglene, så derfor ønskes det på Europæisk plan, at der foregår en overvågning af forekomsten af antistoffer eller vira i de fugle, der er langdistancetrækkende.

Jeg var alene på skansen i dag og fik ikke meget i notes bogen væk fra nettene, men prøvede da, at holde øje med den blå himmel, hvis der skulle komme noget flyvende.
Høgeørnen, som jeg omtalte i går, var fløjet til overnatning uden for Ribe, så den nåede desværre ikke ud og så Kallemærsk hede an, inden den er på vej videre mod sin sydlige hjemegn.

Dagens ringmærkning:
Løvsanger 4, Gransanger 8, Munk 8, Rødhals 5, Husrødstjert 2, Rødstjert 1, Grønirisk 2, Bogfinke 2, Tornirisk 0 + (2) og Lille Gråsisken 1.

Ialt 33 mærket og 2 genfanget fordelt på 10 arter.

Fpolk: Morten