Her på Blåvand's blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om livet og hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (243)2023 (249)2022 (265)2021 (276)2020 (279)2019 (247)2018 (211)2017 (276)2016 (118)0 (1)(se alle)

Under 1 fugl i timen

fredag 12. juni 2020
af Susanne Primdahl

Det blev endnu en radar-dag, men jeg var heldig, at regnområdet sneg sig lige syd om hukket. Det har været lunt med 15-17 grader, og vinden startede på 3 m/s fra nordøst og skiftede senere til øst, mens den tog til i styrke op til knap 9 m/s.

Der er ikke mange fugle at berette om - faktisk blev der kun ringmærket fem, men den ene var en Bysvale.
Bysvalerne yngler under udhænget på fyrmesterboligen, og jeg har da gået og håbet på, at en af dem ville gå i nettet. Det ønske fik jeg opfyldt i dag, og det er første gang, jeg har en Bysvale i hånden, så jeg var glad.

IMG 20200612 084327 red
Bysvalen er en smuk fugl, og så har den de mest nuttede lodne ben og fødder, som er så små og spinkle, at man ikke må holde fuglen i benene. Derfor er billedet lidt anderledes end andre fuglebilleder, der vises på bloggen.

Når der ikke sker noget på fuglefronten, er der altid andre oplevelser herude.
I dag måtte en hugorm hjælpes op af en af stationens lyskasser. Den var ikke helt tryg ved mig, men da der faldt ro på, fandt den lige så stille hen langs plankeværket og ud i friheden. Jeg håber, den tager sig i agt for trafikken, for der er ikke langt hen til vejen.

IMG 4884 red
Hugormen, som holder et skarpt øje med mig, efter jeg har hjulpet den op af lyskassen. Det er vist ikke helt gået op for den, at jeg kun vil den det bedste.

Jeg er også blevet forkælet i dag. Først kom Bent med rundstykker, og det var faktisk også ham, der fik øje på hugormen. Lidt senere kom Svend Aage med basser, og så blev der hyggesnakket i det gode vejr. Svend Aage havde regnet med, at han skulle sige farvel og på gensyn til Michael, men måtte i stedet tage de overskydende basser med hjem.

IMG 4885
Kaffe, basser og kikkerter - så er fuglefolk godt tilpas.

Dagens ringmærkning:

Bysvale 1, Gærdesmutte 1, Gærdesanger 1, Munk 1, Lille Gråsisken 1.

I alt 5 ringmærket og ingen genfangster aflæst.