Her på Blåvand's blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om livet og hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (232)2023 (249)2022 (265)2021 (276)2020 (279)2019 (247)2018 (211)2017 (276)2016 (118)0 (1)(se alle)
Se indlæg fra måned: jan. (1)feb. (2)mar. (29)apr. (30)maj (28)juni (8)juli (25)aug. (23)sept. (30)okt. (24)nov. (11)

Snart flyvefærdige dværgterner

tirsdag 31. juli 2018
Middelmådigt træk
af Bent Jakobsen

Den svage vind startede i sydøst, men i løbet af morgenobsen drejede den til en vestlig retning. En rigtig lun morgen med omkring 20 gr., nok fordi skydækket lå på omkring 5/8. Sigten +10 km.

Det var undertegnede og Svend Aage Clausen, som tog morgenobsen i dag. I den første time var der fint gang i trækket, hvorefter det ebbede hurtigt ud, og det hjalp da heller ikke, da vinden drejede om i en vestlig retning.
Der nåede dog at passere jævnt med vadefugle som almindelig ryle 284, islandsk ryle 187, krumnæbbet ryle 8 og strandskade 148.
Derimod var der igen i dag virkelig mange rastende fugle. Som i går kom der rigtig mange skarver østfra og det blev til 700, som begyndte at fiske og rastede på revlerne. Herude stod ikke mindre end 1070 fjordterner.

Dværgterneindhegningen blev tjekket og her var to næsten flyvefærdige unger. Gad vide om der også er nogle unger uden for afpærringen, da et par var meget agressive lige øst for og der var i alt 5 adulte fugle. Dejligt var det også at se 4 dunbolde i for af unger af stor præstekrave, som selvfølgelig var meget nervøse. Håber de over lever alle i de løse hunde som er på stranden.

Militærtårnet blev i dag omdøbt til fugletårnet pga de mange arter af fugle som sås hoppe rundt på stilladset eller sidde ovenpå. Mest interessant var to vendehalse, som hoppede rundt på bjælkerne, især skråbjælkerne. Af andre arter i tårnet var hvid vipstjert, sortstrubet bynkefugl, skovpiber, solsort, stær og gulspurv.

Efter morgenobsen blev der ringmærket i stationshaven i 2 timer hvilket gav 15 fugle.
Jernspurv 1, tornsanger 2, løvsanger 1, broget fluesnapper 1, musvit 1, skovspurv 3, bogfinke 2, grønirisk 1, tornirisk 2, gulspurv 1. I alt 15 af 10 arter.

Blev ringet op af en tysk familie, som i går havde fundet en syg lunde ved Henne strand. Den døde desværre og den blev indleveret til os.

 

Dvaergterneunge DSCN7246

Ung lunde fra Henne strand 20180731 113618

Mindre vadertræk, men tæt på! God ringmærkningsdag

mandag 30. juli 2018
Trækket dalede i intensitet i dag, men knap 1000 vadere blev noteret.
af David Manstrup, Bent Jakobsen

Vinden startede i syd og drejede senere til sydvest (5ms). Den havde været i sydøst i løbet af natten. Der lå for første dag lidt mørke skyer henover hukket, men vi fik intet regn: 5:8. Temperaturen lå på 21 grd kl 05.00, hvilket var ganske behageligt. Sigten var igen god på cirka 15 km sigt.

Jeg havde i dag fået selskab af Svend Aage Clausen. Derudover kom Bent tidligt ud til stationen for at sætte net op. Ole Zoltan gik på stranden, for at fotografere, og fik set en ny Sorthovedet Måge 1k. Herligt! 
Trækket var godt fra første minut. Den første time af morgenobsen var rigtig god, desværre døde det lidt ud derefter.. Der kom især mange Almindelige Ryler og Islandske Ryler den første time. Vi havde igen glæden af Krumnæbbet Ryle iblandt de Almindelige Ryler, dog kun 8 i dag.
Det gode ved skydækket og den lidt trykket vejrsituation, var at vaderne kom lavt, og tæt på land. De fleste vadere kom i vandkanten. De sidste par dage har vejret været bedre, og vaderne er dermed også kommet over en større vidde, og en større procentdel højt oppe.  
En enkelt Almindelig Kjove kom tidligt på morgenen, og fik lige jagtede lidt rundt med ternerne hvorefter den forduftede igen. 

Jeg tog til Esbjerg umiddelbart efter morgenobsen, da jeg skal arbejde igen i dag og i morgen. Jeg regner med at være tilbage på obsposten igen onsdag. Hvis ikke jeg er for træt, kan jeg måske nå derud i morgen...
De lover sydøstenvind i morgen, så der kunne godt komme en del fugle i bogen, da det er den bedste vind til vadefuglene!

David Manstrup (DMA) 

Efteråret er efterhånden ved at indfinde sig med bl.a. løvsangere og broget fluesnappere. Og det blev da også en rigtig god riingmærkningsdag med

hvid vipstjert 2, gærdesmutte 1, bynkefugl 1, sortstrubet bynkefugl 2, rødhals 2, sangdrossel 1, gulbug 3, gærdesanger 3, tornsanger 16, løvsanger 4, broget fluesnapper 2, blåmejse 1, musvit 6, skovspurv 10, grønirisk 10, tornirisk 1, lille gråsisken 1, gulspurv 3. I alt 69 af 18 arter.

Bent Jakobsen

bynkefugl 20180730 074125

Almindelig bynkefugl

sortstrubet bynkefugl 20180730 074827

Sortstrubet bynkefugl

 

  

Sjældent besøg af juli-skråpe!

søndag 29. juli 2018
Vadefuglene trækker fortsat i tusindevis og den første Sodfarvet Skråpe sås!
af David Manstrup

Vinden var drejet i sydvest og lå på cirka 7 ms. Temperaturen lå behageligt på 19 grd, hvilket næsten var rart ovenpå alt den varme! Der var ikke mange skyer igen i dag, så 1:8. Senere begyndte skyerne at dukke op. Sigten var igen på 20 km.

I dag havde jeg selskab af Henrik Böhmer på morgenobsen! Dejligt at få lidt assistance ovenpå den ret travle dag i går. Der gik ikke mere end 6 minutter fra vi ankom, så havde han allerede spottet en Sodfarvet Skråpe, der lå og fløj lidt rundt bag revet. Den landede et par gange på vandet, men endte til sidst med at flyve sydpå. En rigtig sjælden gæst i juli ved Blåvands Huk. Vi skal helt tilbage til 2009 for at finde det sidste julifund, og det er dermed hele 9 år siden! Der er 15 julifund herude nogensinde. Og ifølge DOFbasen er arten slet ikke set i DK i år. Kanon start på obsen! Vi blev helt glade i låget!

Til vores store begejstring fortsatte det gode vadertræk igen i dag. Vi talte 2856 vadere i alt, og da trækket blev ved op af formiddagen, sad vi derude helt indtil kl 12.00. Igen havde Alm ryle en god dag med cirka 1200 stks. Iblandt dem gemte der sig Krumnæbbet Ryler, som vi holdte godt øje med. Vi nåede 27 denne morgen, hvilket ligesom i går er ganske pænt! 
Der var selvfølgelig også gang i Standskade og Islandske ryler med hhv 760 og 400 stks. Lidt overraskende kom der også en del Småspover. De plejer ellers altid kun at komme enkelt eller parvis, men i dag sås 55 fugle! Derudover kan 117 Små Kobbersnepper nævnes, hvilket også er i den høje ende! 

Vi havde igen besøg af den Sorthovedet Måge fra forleden. Den kom pludseligt flyvende op fra nordhukket, og landet på sandbanken ude på hukket. Vi går stærkt ud fra at det er den samme, da det er en fåtallig art herude, samt at der er tale om en 1k fugl ligesom forleden. 

Eva og Bo hyggede sig vældigt med fotografere alle vaderne, og fik nogle fantastiske billeder af især Krumnæbbet ryle og Lille Kobbersneppe. De var meget venlige at tilbyde undertegnet at spise med, da de lavet kyllingerester, kartofter og frikadeller. Det kunne jeg ikke sige nej til! Så hermed tak for mad..
I morgen vil Bent komme ud, og hejse nettene. Det kribler vist i fingrene for at få ringmærket lidt igen :) 

David Manstrup (DMA)

 

Vaderne kommer i tusindvis!

lørdag 28. juli 2018
Vaderne havde årets bedste trækdag indtil nu, og vi fulgte deres rejse på tæt hånd.
af David Manstrup

Vinden var i øst (7ms). Vindstødene kom op på cirka 10 ms, og tiltog i styrke i løbet af dagen. Temperaturen var på 22 grd fra morgenstunden, og dermed en dejlig lun morgen. Der var kun meget få skyer 1:8, og sigten var igen rigtig god på 20 km.

Jeg var alene på obsposten denne morgen, og det skulle vise sig at jeg fik rigtig travlt! Lige fra start var der gang i især de Almindelige Ryler og Strandskader, som blev dagens mest talrige arter med henholdsvis 1500 og 900 eksemplarer. Langt de fleste var voksne fugle, men dog med unge fugle indimellem. De Islandske Ryler havde også luft under vingerne, og 371 blev talt. Efter min mening er de Islandske rylers træk noget af det smukkeste, man kan opleve! Deres rødlige farver i store flokke, i kontrast til det knaldblå hav, er altid den rene fryd for øjet!

Af mere specielle arter kan 19 Krumnæbbet Ryler nævnes, hvilket er et pænt antal herude fra! Jeg var også heldig at se en ung Sortterne, som blot er nr 2 i år. Vi skal helt tilbage i slutningen af maj, for at finde Blåvands sidste observation af denne art. Moseternene bliver mere og mere fåtallige herude fornemmer jeg! Hvorfor mon?
Ellers kan arter som Brushane, Svaleklire, Sortklire og 82 Store Præstekraver nævnes! Absolut årets bedste vaderdag i år, og det sker selvfølgelig i forlængelse af at vinden er drejet i øst-sydøst.. Den helt rigtige vindretning, til vadefuglene!

Et af de andre helt store lyspunkter på dagen, var at der ramte en tordenfront med massere af regn! Nu har det ikke regnet i månedsvis og alle har sultet efter et vejrskifte! 
Vi er derfor stolte af at kunne præsentere en helt ægte tordenfront, som skabte glæde og jubel på stationen:
IMG 4710 

I morgen lover de sydvestenvind og tørvejr! Jeg er spændt på at se, hvad det kan give! Det plejer at være et giftigt vindskifte, som før har bragt gode ting med sig! 

David Manstrup (DMA)

Den bedste morgen i lang tid.

fredag 27. juli 2018
Denne morgen var det dejligt, med en masse fugle.
af Leander Falbe Cleyton.

Denne morgen var der en god østenvind som lå på de 5-7 m/s. Der var i dag dejligt klart, så man kunne se helt ud til de vindmølleparker som ligger længst væk. Denne morgen var der flere vadefugle end nogle andre dage mens jeg har været på stationen. Dog stadig ikke frygteligt mange. Der var, stenvendere, små kobbersnepper, islandske ryler, Brushane, storspover og andet. Rørhøg var der også. Jeg mødte også en mand ved navn Svend Åge som sad og var en stor hjælp med at tælle fuglene gennem hele morgenen. Tak til ham. 

Dette er sidste gang jeg skriver for denne gang da jeg skal hjem i morgen. Jeg har nydt meget at være her oppe og håber at kommer i.

Sorthovedet måge kommer med østenvinden!

torsdag 26. juli 2018
Rastende 1k Sorthovedet Måge bliver fundet på stranden, og trækket af vadefugle er bedre i gang.
af David Manstrup

Vinden var i nordøst for morgenstunden, og drejede først over i øst sent på formiddagen (6ms). Temperaturen var på 14 grader omkring kl 05.00, og kommer nok op på cika 30 grader i eftermiddag. Der var ingen skyer på himlen, så 0:8... God sigt - 20 km.

Vinden var kommet i en mere østlig retning, og vaderne kom også i moderate flokke. Desværre gør højtryksvejret nok, at vaderne flyver i svimlende højder.. Vi savner trækket af Almindelige Ryle, som burde kulminere nu, men blot 8 fugle sås i dag... De må simpelthen flyve højt!
De Islandske Ryler gjorde det fint med over 100 fugle trækkende, men igen en lidt sløv omgang hvor trækket dør hurtigt ud, og vaderne er meget spredte. Vi fik igen et par Alm Kjover, som fløj sydover nærmest med det samme.

Tårnfalkene røre også på sig, med 9 trækkende fugle blot på selve morgenobsen. Jeg er sikker på at der kunne laves en ganske god dag ud af det, hvis man talte trækket over land igennem hele dagen. Det virkede som om de fløj ud over havet i stor højde, hvorefter vi så dem fortryde og flyve mod land igen, men nærmest i hovedhøjde på vej ind igen. Flot syn! 

Tarnfalk
Danmarks vestligste Tårnfalk får sig et hvil, inden trækket går syd. Foto: DMA

Dagens bedste fugl blev en rastende 1k Sorthovedet Måge som rastede på stranden igennem flere timer. Typisk gæst når vinden slår over i øst. Men dog en fåtallig gæst, som der kun ses få af årligt: 
sorthovedet mage
Sorthovedet Måge 1k rastende på stranden. Foto: DMA

David Manstrup (DMA)

Fuldt hus

onsdag 25. juli 2018
Der er ikke mangel på selskab i fuglestationen
af Leander Falbe Cleyton.

Denne morgen lå der en tyk tåge over havet så man kunne ikke se længere end fra klinterne og ud til hornsrev. Der var også lavvandet hele morgenen og en svag nordvestenvind på 6 m/s. Så derfor var der ikke mange vadefugle og se(igen). Dog var luften dejlig lun gennem hele morgenen så man frøs ikke. Her på selve stationen er vi nu hele 10 mennesker som er lig med fuldt hus. Der er mig og min lillebror: theodor ellers er der Kim og Maria som er natsværmeintereseret og deres søn og han kæreste Magnus og Camilla. Nu kom der så også fire mere, som skal ud for at tage billeder af fuglende.

Det er dejligt med noget selskab.

Uhyggelige lyde i natten.

tirsdag 24. juli 2018
En morgen med islandske ryler og sandløbere.
af Leander Falbe Cleyton.

Denne morgen var der meget lavvandet med en svag sydvestenvind på 3-5 m/s.

I dag var der for første gang, mens jeg har været her, islandskeryler. Det var dejligt med noget nyt i felten. Denne morgen mødte jeg også David. Det var også dejligt med noget selskab. senere på dagen fandt jeg en en stor larve som jeg stadig ikke har fået identifiseret. På sammen tur fandt jeg et kæmpe eksemplar af en kratløber. Ellers har mig og naboen (peter) talt en del om en lyd og nogle dyr han havde set natten til mandag. vi er blevet eninge om at det nok var et par af grævlinge som var kommet op og slåse og som derfor udstødte nogle lidt uhyggelige lyde.

En kedelig vejrudsigt

mandag 23. juli 2018
Storkjover storkjover storkjover.
af Leander Falbe Cleyton.

Denne morgen var den første morgen tilbage på observetørposten efter en super uge i barcelona. Jeg havde håbet på nogle lidt mere spændene morgner denne uge, men det sker vidst ikke. Denne morgen var der en dræbene nordvestenvind (igen) på de 6 m/s. I denne vind kunne man dog finde en masse storkjover. 

Mindre og mindre træk!

torsdag 19. juli 2018
Endnu en stille morgen på hukket, hvor at de rastende fugle måtte stå for underholdningen.
af David Manstrup

Vinden startede i vest (3ms) og endte i nordvest hen af morgenen. En anelse køligere i dag, da temperaturen startede på 15,5 grd. Der var lidt mørke faretruende skyer, men jeg slap for regn i denne omgang. Sigten var god, cirka 15 km. 

Ikke ligefrem en morgenobs der går over historien. Vadertrækket er så godt som gået i stå. En anelse flere Strandskader i dag, med 75 fugle. Men det er vist også det eneste der er værd at nævne på vaderfronten. Selvom trækket nærmest ikke er eksisterende, så er det meget behageligt bare at sidde derude. Jeg er også godt beskæftiget med alle de måger og terner, der flyver frem og tilbage for at fiske. En enkelt Alm Kjove prøvede dog at gøre livet surt for dem, der havde held med fangsten.
Jeg fik også tjekket lidt rastende terner igennem og som sædvanlig, så er det Fjordternen der er den totalt dominerende herude om sommeren. Det lykkedes mig faktisk ikke at finde en eneste sikker havterne, selvom der nok har været et par stykker. De kræ skal ses godt, før jeg hakker til dem...
IMG 4579
Måger og Terner fisker konstant, især dage med mange fiskestimer! Foto: DMA

Arbejdet kalder desværre igen, så jeg er nok ikke på pletten de kommende dage. Så snart jeg har mulighed, vil jeg observere igen. Så I høre bestemt mere fra mig! :)

David Manstrup (DMA)   


1   |  2  |  3     NÆSTE