Her på Blåvand's blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om livet og hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (243)2023 (249)2022 (265)2021 (276)2020 (279)2019 (247)2018 (211)2017 (276)2016 (118)0 (1)(se alle)
Se indlæg fra måned: feb. (10)mar. (26)apr. (30)maj (31)juni (17)juli (29)aug. (31)sept. (30)okt. (29)nov. (14)

November i marts

onsdag 6. marts 2019
Fugletomt
af Bent Jakobsen

Vinden fra syd 13-14 sekundmeter og i løbet af formiddagen regn, som varede ved hele resten af dagen.
Ingen ringmærkning i dag pga vejret, som jo nærmest minder om november måned, selv om de kloge siger det er forår.
Vi gik i læ i hullet ude på Hukket, måske der var lidt mere held end i lotto med at se lidt træk. En flok på 6 sanglærker kæmpede sig ud over stranden og 4 grågæs trak mod nord.
I løbet af dagen kom Tims danske ringmærkningslicens, så nu kan vejret godt blive bedre, så vi kan komme ordentlig i gang.
Folk: Timothy MiCallef og Bent Jakobsen

Bent Jakobsen

Stadig kraftig blæst

tirsdag 5. marts 2019
Lidt trækobservationer
af Bent Jakobsen

Kraftig vestlig vind, hvilket gjorde ringmærkning umulig. I stedet fandt vi lidt læ på sydhukket tog vi et lille stykke tid med træk.
Det blev dog ikke til alverden. En enkelt adult sule trak mod nord, 4 pibeænder trak syd og en 2K ride kom lige i strandkanten. Efter obsen sås desuden en adult.
Senere gik turen ad stranden til sabinebunkeren og gennem mosen hjem.
Stranden var fuldstændig spulet ren af højvandet i nat, der var oppe på 2,5 m over normalen, og havde stået helt op til klitfoden.
Den kraftige stormende kuling i nat havde væltet flagstangen i fyrhaven.
Mosen var utrolig fugletom. Ikke en gang en sortstrubet bynkefugl kunne findes.
Folk: Timothy MiCallef og Bent Jakobsen

Vaeltet flag. 20190305 091409

Foto: Bent Jakobsen

Regn og storm

mandag 4. marts 2019
Ingen aktiviteter
af Bent Jakobsen

Regn, regn, regn og så lige lidt kraftig sydlig vind, så al aktivitet var indstillet.
Til aften var vindstyrken oppe på 28 m/s i stødene. Det er over storm.

Bent Jakobsen

Første hugorm

søndag 3. marts 2019
Timothys første dag
af Bent Jakobsen

En vestlig og sydvestlig vind gjorde at vi kunne have de fleste af nettene åbne morgen og formiddag, inden der kom regn ind. Der ellers meget fugletomt i øjeblikket.
Tim havde i dag sin første dag på fuglestationen. Til at hjælpe og lære ringmærkning kom Xenia ud til stationen i løbet af morgenen og gik sammen med Tim og jeg rundt til nettene og hjalp til med de overvældende tre fugle som vi fik ringmærket i dag.
Da vi sluttede gik Tim og jeg en tur i mosen og i klitterne, og her kunne vi så se årets første hugorm, som var krøbet frem, på en af de ret gode sikre pladser i klitterne. I mosen havde vi sortstrubet bynkefugl og 5 engpibere.
Ringmærkning: Jernspurv 1, solsort 1, fuglekonge 1. 3 fugle / 3 arter.
Folk: Timothy, Xenia og Bent.

Hugorm marts 2019. Foto Timothy MiCallef2

Fyret i morke2. Timothy MiCallef. IMG 0824

Fotos: Timothy MiCallef

Få fugle men første fuglekonge

lørdag 2. marts 2019
Køligt igen
af Bent Jakobsen

En jævn vind fra sydvest, der var kølig selv om den kom ude fra havet. De skyer som var på himlen lå højt og holdt ikke på nogen varme, hvilket en sigtbarhed på +30 km også indikerede. Temperaturen hele dagen 4-6 grader.
Med det klare kølige vejr gav nettene ikke det store antal fugle, idet kun seks blev ringmærket, men derimellem var årets første fuglekonge.
Tim Micallef ankom i morges, hvor Henrik Bøhmer hentede ham på banegården i Esbjerg og kørte ham til Blåvand, og medbragte rundstykker.
Efter en introduktion til fuglestationen og området, hvor vi bl.a. så vandrefalk, snespurv og sortstrubet bynkefugl, tog Henrik og Tim ud og kiggede på de nærmeste lokaliteter og fik bl.a. set amerikansk sortand ved Blåvand strand og sortrygget vipstjert på Grønningen.
En mindre flok snespurve gjorde indtryk på en Malteser, da det kun var 2. gang han så den.
I stationshaven huserede på et tidspunkt i spurvehøg. Pludselig hørtes en masse ballade i træerne, og en spurvehøg prøvede at snuppe en solsort. På skriget lød det som om den havde haft fat i den, men spurvehøgen kom lige efter ud uden fugl i kløerne.
Ringmærkning: solsort 1, fuglekonge 1, sortmejse 1, musvit 1, bogfinke 2. I alt 6/ 5 arter.

Hybenbladene pa spring 20190225 140407

Hos den invasive Rosa rogusa er bladene ved at springe ud.

Bent Jakobsen

Sæsonstart

fredag 1. marts 2019
De sidste klargøringer
af Bent Jakobsen

En nordlig kølig vind men svag vind huserede omkring fyrtårnet denne morgen, og først på morgenen let skydække, som tiltog om eftermiddagen.
Første officielle ringmærkningsdag, men efter en utrolig varm slutning på februar, hvor vi var oppe og tangere varmerekorden, var det ikke det bedste ringmærkningsvejr.
Alligevel lidt tiltræk og i alt 15 solsorte kom til i løbet af dagen. Og det er de fantastisk flotte adulte hanner som kommer fra Storbrittanien nu. Derovre havde de ikke mindre end 20 grader den anden dag. En hedelærke lod sin pragtfulde stemme lyde, da den trak ind over, og så skal 3 stære nok også lige med på listen.
I ringlaboratoriet gik en hvid tornado igennem rummet, så det nu skinner flottere end nogen sinde før.
Ringmærkning: solsort 3, skovspurv 1, bogfinke 2, grønirisk 1. I alt 7 fugle/ 4 arter

Solsort han ad. 20190227 085459

En adult solsort han. Knaldsort med gult næb og gul øjenring. Enkelt men utroligt flot.

Bent Jakobsen


FORRIGE     1  |  2  |   3