Her på Blåvand's blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om livet og hændelser på fuglestationen.
Se indlæg fra måned: feb. (10)mar. (26)apr. (30)maj (31)juni (17)juli (29)aug. (31)sept. (30)okt. (29)nov. (14)
Strandskadens Dag i dag
I dag var det Strandskadens Dag, men desværre var vejret, og dermed også trækfuglene, ikke helt med os. Det var overskyet fra morgenstunden, og det blæste lidt fra nordvest; efterhånden kom der endda noget finregn og byger ind fra vest som ikke var forudset af prognoserne. Morgenobsen var altså igen ikke god med kun i alt 97 trækkende vadere, heraf 71 strandskader, 20 almindelige ryler samt enkelte islandske ryler, sandløbere og rødben.
Da obsen var slut, gik Ole og jeg ud på revet for at tjekke mågerne igennem (vi ville bl.a. igen se om vi kunne aflæse nogle ringe). Vi havde udset nogle fugle under obsen og gik ud på revet for at komme tættere på, men det er lidt af et kapløb eftersom turisterne også var på vej derud og nærmest med garanti ville få skræmt mågerne væk, hvilket også skete til dels. Det lykkedes os dog at aflæse ringen på en gammel sildemåge, men det drejer sig nok om en lokal fugl fra Langli. Vi genfandt desuden den gamle kaspiske måge fra i går og fandt en ny fugl, en 2K.
Ud på formiddagen begyndte der at komme større strandskadeflokke, så de få besøgende der var på stranden (anført af Svend Rønnest), fik alligevel lidt underholdning; strandskadetotalen fra morgenobsen blev således suppleret af yderligere mindst 266 individer. Den gamle kaspiske måge blev også fremvist for gæsterne, og der kom tillige nogle flotte almindelige kjover der en overgang fouragerede i revet.
Hjemme på stationen, hvor gæsterne bl.a. kunne opleve hvordan fuglene fanges og ringmærkes, kom der virkelig ikke mange fugle i nettene, kun sølle 4, så Manon var lidt skuffet. I løbet af hele dagen har vi nok haft 30-40 besøgende.
Vinden skulle i morgen komme fra det sydvestlige hjørne og i løbet af dagen dreje om i syd eller måske syd-sydøst, så vi håber på at der kommer nogle flere fugle end i de seneste par dage som jo har været lidt kedelige.
En af dagens flokke af Strandskader. Foto: Ole Friis Larsen
Dårlig morgenobs, god ringmærkningsdag
Vinden var i dag i nord fra morgenstunden, så fugletrækket var desværre en meget tynd kop te. Mellem 6.30 og 7.00 trak der fx kun 2 strandhjejler og 6 strandskader forbi. Under hele morgenobsen trak der 96 strandskader, 6 storspover, 4 islandske ryler, en småspove, en hjejle og en smuk gammel han af lille kobbersneppe, i alt 112 vadere. Højt kom en flok hættemåger på 29 trækkende i V-formation, en rødstrubet lom trak mod nord, og nogle knarænder og edderfugle trak mod syd. Der var også en fin 1K ride der en overgang fouragerede i revet. Tinksmeden stod fortsat samme sted og fouragerede.
Under morgenobsen havde vi bemærket at flere af mågerne var ringmærkede, så da de tre timer var gået, gik Ole og jeg ned på stranden for at se om de kunne aflæses. De fleste stod desværre lidt afsides da vi kom derned, men pludselig stod der en meget kaspisk måge-lignende fugl med en grøn ring hvilken det lykkedes os at aflæse. Jeg fandt frem til at fuglen formentligt var ringmærket i Oberspreewald-Lausitz i Tyskland i 2013, så den er ca. 7 år gammel. Den er bl.a. set og fotograferet i Holland i 2014. Oberspreewald-Lausitz er kendt for at huse både sølvmåge, middelhavssølvmåge og kaspisk måge samt blandede par af disse, så man skal passe på med hybridmåger herfra. gull-research.org, som tilfældigvis havde data på denne måge, skriver at den umiddelbart er en fin kaspisk måge, muligvis en han. Ole fik billeder af den og indrapporteret den. Der stod også to yderligere kaspiske måger på stranden, endnu en adult samt en 4K; der kom også to strandskadeflokke, så vi fik lige rundet 100 strandskader med en dagstotal på 135.
Da vi kom hjem fra stranden, havde Manon bagt nogle gode pandekager. Hun havde, modsat os på morgenobsen, haft en god dag med hele 25 fugle fordelt på 16 arter; dette var bl.a. 5 løvsangere, 4 gulspurve, 3 tornsangere, en gulbug, dompap, fuglekonge, broget fluesnapper og tornirisk.
Her til aften fik vi svar på mågens herkomst. Det var som ventet de samme data fra foroven, dog har man registreret den som sølvmåge sp.; dette skyldes nok at man under ringmærkningen ikke kan se hvilke arter der ligger på rederne når alle mågerne flyver op og når de ligner hinanden til forveksling.
I morgen er det Strandskadens Dag, så vi håber på at mange mennesker (og strandskader) har lyst til at deltage til arrangementet der kommer til at foregå på fuglestationen og på stranden fra 8.00 til 12. Vinden skulle blive i nordvest, så der kommer sikkert nogle gode strandskadeflokke forbi, men nok ikke helt nede i strandkanten.
Stille og rolig dag
Trækobsen bød i dag ikke på mange fugle, men det var vel ventet med det ret uforanderlige vejr. Således rundede vi ikke mere end 500 vadere om morgenen. Det var desuden temmelig lavvandet, så flere af vaderne trak ind til en midlertidig rast, og der stod også masser af måger og terne på revet. Tinksmeden fra i går stod stadig på stranden, eller nærmere bestemt i en sø neden for klitrækkerne; det er lidt usædvanligt at den raster dér hvis der er tale om en saltvandssø. Flere vadere er tilsyneladende tiltrukket af søen, så der har også stået bl.a. mudderklirer, en svaleklire samt en dværgryle dernede.
Strandskaderne var langt de dominerende i dag med 332 trækkende fugle (245 under morgenobsen), og mange gjorde som nævnt et midlertidigt ophold på stranden. Næstflest af vaderne var sandløber med kun 14 fugle forfulgt af rødben med 12 fugle; blot 5 almindelige ryler trak forbi. Indtrækkende kom en brushane med et par dobbeltbekkasiner, og en gøg trak i løbet af morgenen også forbi. En tårnfalk forsøgte at trække mod nordvest, men kom lidt efter tilbage. Desuden trak en almindelig kjove i mørk fase trak mod nord, og mindst 100 landsvaler trak mod syd. Alle de forbitrækkende vadere har hidtil været adulte og mere eller mindre i sommerdragt og således ret lette at bestemme, men det varer ikke alt for længe før de bliver mere udfordrende når ungfuglene ankommer, og når de adulte for alvor får vinterdragten på.
Manon havde en god morgen med ringmærkningen hvor første runde bød på 8 fugle, heraf en træløber samt en højlydt stor flagspætte, så hun er tilfreds. Vi venter spændt på at bl.a. efterårets første høgesanger går i nettet.
Til eftermiddag var jeg igen en tur på stranden en times tid. Vinden var taget noget til og var drejet om i nordvest. Der kom nogle strandskadeflokke, og tinksmeden stod stadigvæk ved søbredden trods de mange turister.
I går ankom Michael Stabell og Peter Lyager og skal blive et par dage, og i dag ankom Ole Friis Larsen som skal blive og hjælpe med trækobserne i de næste tre uger. Bo og Eva er ligeledes ankommet, så der er efterhånden ved at være mangel på sengeplads. David tog dog til Esbjerg, men vender tilbage igen på søndag til Strandskadens Dag.
I morgen ser det ud til at vinden bliver svag og fra nord til nordvest, så vi regner heller ikke med noget særligt træk i morgen.
Ikke så god en trækdag alligevel
Vi havde forventet vind fra sydøst, men desværre var vinden fra morgenstunden snarere fra syd, og det lover ofte ikke godt. Således har vi i dag kun haft lidt under 500 trækkende vadere, igen domineret af strandskade (268), islandsk ryle (74) og almindelig ryle (67); herudover trak 158 landsvaler forbi, og der var en trækforsøgende stor flagspætte i klitterne. En fin tinksmed stod desuden på stranden og lod sig fotografere.
Obsen blev lidt over otte afbrudt af en kraftig regnbyge der varede obs.-perioderen ud. Da regnen holdt op, tog Andreas hjem, og David og jeg tog på stranden for at tælle mågerne. Af det mere bemærkelsesværdige stod der mange sildemåger, mindst 240, samt en adult ride.
Lidt over middag havde Andreas en trækkende sortterne (1K), men ellers ikke noget spændende. Jeg tog også ud lidt senere i en times tid for at se om der skulle komme noget trækkende, men det blev heller ikke det helt store: 62 strandskader, 8 islandske ryler, 1 almindelig ryle og 1 udtrækkende tårnfalk med madpakke.
Her til aften kiggede David og jeg mågerne igennem én gang til, men pga. lavvande stod de meget langt ude, så vi var kun i stand til at finde én sikker kaspisk måge (3K).
Manon havde en OK dag ude i haven med bl.a. 8 løvsangere og 2 sortstrubede bynkefugle i nettene.
I morgen ser det ud til at vinden skal komme fra det øst- til nordøstlige hjørne, og det burde -- i hvert fald først på dagen -- holde tørt, så det bliver spændende at se hvad det bringer med sig.
Rastende Tinksmed på stranden. Flere vadere raster under trækket sydpå, men normalt ser vi ikke mange Tinksmede herude, da den mest holder til i ferskvand. Foto: David Manstrup
Fin trækdag efter sløv gårsdag
Dagen begyndte med halvkraftig regn, så obsen startede først 7:30 da regnen endelig ophørte. Ellers blev det som ventet en god trækdag, og vi kom op og rundede 1800 vadere; de var domineret af strandskader (750), almindelige ryler (572), små kobbersnepper (194) og islandske ryler (169). Der kom desuden et bemærkelsesværdigt højt antal strandhjejler (58).
Sidst på formiddagen ringede Troels og sagde at han havde en mulig sibirisk/amerikansk fløjlsand, dog meget langt ude; desuden var der to brilleænder, sikkert gengangere fra i går. Vi overvejede at tage derud, inkl. Manon som også kom på stranden, men vi ombestemte os igen da vi hørte om de dårlige forhold, så vi gik en tur på stranden i stedet og så på måger – hvor vi fandt 3 kaspiske – og vadere der rastede og trak forbi. Fløjlsanden blev vi aldrig klogere på.
Manon havde bagt en lækker kage, så efter strandturen gik vi hjem og spiste den; hun fik i øvrigt ikke ringmærket nogen fugle i dag grundet regnen. Troels og Bo forlod begge stationen i løbet af eftermiddagen.
Om aftenen tog jeg en lille tur på stranden for at se om der stod noget interessant blandt mågerne, men det gjorde der ikke; kun et par småflokke af strandskader trak forbi.
I morgen skulle vejret blive omtrent som i dag med sydøstenvind og nogle byger (forhåbentligt uden en lang byge fra morgenstunden), så vi ser frem til endnu en god trækdag.
Islandske Ryler raster på stranden, inden trækket fortsættes sydpå. Foto: David Manstrup
Trækfattig dag
I dag var en noget stille dag hvad angik trækfuglene, men dette var helt forventet med nordvestenvinden. Dagens fugle var således en storkjove trækkende mod nord først på dagen og en 1K ride der trak mod syd sidst i observationsperioden. Der kom kun 76 strandskader, en lille kobbersneppe samt enkelte hjejler, krikænder og en rødstrubet lom.
Sidst på formiddagen skete der dog noget da Troels Eske Ortvad fandt en brilleand. Andreas og jeg tog hurtigt afsted for at se den. Da vi kom frem, lå den et stykke ude blandt sortænder og var ikke let at finde bl.a. pga. bølgegangen. Det var en han, men vi var i begyndelsen i tvivl om alderen, men kom, efter et par opkald, frem til at det måtte dreje sig om en adult i eklipsedragt. Her kom der også ca. 70 strandskader trækkende syd samt 3 almindelige kjover; desuden lå der en tejst på vandet. Vi forlod efter noget tid Troels igen, og først her til aften kom han tilbage efter en lang tur langs stranden; han kunne melde om yderligere to rastende brilleænder ud for kysten mod Vejers!
Manon havde en fin dag hvor hun fik ringmærket i alt 14 fugle, heriblandt 1 korttået træløber, 1 sortstrubet bynkefugl og 1 broget fluesnapper.
I morgen skulle vinden være i SØ, og der skulle komme noget regn, så vi forventer en god og lang dag med mange trækkende fugle.
Observatøren ankomst
Igen i dag var vinden i det østlige hjørne, så igen håbede vi på vadertræk. Vejret var godt, humøret var høj men fuglene manglede, så det var en lidt tung morgenobs at komme igennem, men efter så mange dage med østenvind er det forventelig. Vi havde dog lidt strandhjejler bl.a. en flok på 10 strandhjejler, hvilket altid er et dejlig syn.
Efter morgenobsen tog jeg hjem til stationen for at gå på runde med Manon, hun kunne berette om 19 fugle, men på de to sidste runder kom totalen op på 26, heriblandt havde vi sortstrubet bynkefugl og en rigtig fin korttået træløber som billedet nedenunder viser.
Op ad dagen kom Michael Brunhøj Hansen, som skal være observatør her hele efteråret. Om aftenen tog ham og jeg en tur rundt i området, for at se de forskellige steder man kan sidde som observatør, og hvilke fugle der var faldet ned med det vejrskifte vi har haft i dag. Vi havde en del stenpikker og Troels og David havde lidt Kaspiske måger.
I morgen er det præcis 8 år siden Henrik Knudsen fangede den første Hvidvinget Korsnæb her i blåvand. Der var det norden vind og i morgen er det næsten det samme, så presset på Manon er meget høj efter den gode dag hun havde i dag (ironi kan forekomme).
Overskyet vejr
I dag startede på samme måde som de sidste par dage, varmt og med østenvind. DMA og jeg havde tjansen ude på obsen i dag og der var lidt mere gang i vadefuglene i dag end i går, så det var rart. Vaderne kom rigtig højt i dag, så man skulle være hurtig ude af starthullerne her til morgen. Det var især Strandskaderne, Islandsk ryle og Lille kobbersneppe, der var mange af i dag. Efter obsen var slut tog vi ekstra to timer derude, men uden det store resultat. På vej hjem stødte vi på Troels som skulle ud og tjekke måger, Han var heldig at finde 4 kaspiske måger heriblandt nogle der var ringmærket.
Manon havde en rigtig god dag med sit garn. Hun fangede 24 fugle, bl.a. efterårets første Havesanger, 2 Broget fluensnapper, Rødstjert og en masse Gærdesangere! Så hun var meget tilfreds, da hun kom hjem, med dagens fangster, selvom det var lidt hektisk i starten af dagen hvor hun fangede størstedelen af fuglene.
Allerede ved eftermiddags tid begyndte det at sky til, og temperaturen begyndte at falde lige så stille og rolig. Derfor tog David, Troels og jeg på tur rundt i området. Vi besøgte Skallingen, Grønningen og nyeng. Skallingen og Gørnningen var fuldstændig tørret ud, men nyeng var der lidt vadere og 2 unge havørne, hvor den ene af dem var i gang med at fortærre en sæl.
I morgen lover de stadig østenvind men noget mere overskyet. Manon får høj sandsynligt en god dag og ude på obsen fortsætter det i samme rille.
Mågetjek ved solnedgang. Foto: David Manstrup
Stille trods østenvind
Dagen startede ud som de sidste par dage, og vaderne tog igen lidt tid om at komme i gang. Det var ikke så hektisk som i går, men vejret var dejlig på obsen og jeg havde selskab af David og Bjørn Frikke så alt var godt. Man kunne godt mærke, at det har været østenvind i de sidste par dage, så antallet af vadere var knap så spektakulær i dag. Derfor stoppede jeg obsen efter de obligatoriske 3 timer, så jeg kunne gå netrunde med Manon. Hun kunne berette om en del fugle bl.a. havde hun en Stor flagsspætte, som er forholdsvis sjælden at ringmærke her i blåvand, så hun var glad. Udover denne var der mange Løvsanger, som på nuværende tidspunkt er trækfugle.
Efter at Manon havde lukket nettene tog Bjørn og jeg på tur rundt i Blåvand området. ALT var knastørt på grønningen og skallingen, men på nyeng havde vi en del vadefugle især Rødben, Hvidklire og Lille kobbersneppe, så selvom trækket var subpar i dag fik jeg nogle vadefugle i bogen. Det var dog ikke vadefuglene som løb med overskriften ude på nyeng, men derimod 2 Hvepsevåger, der kredsede sammen med en Rød Glente. Så jeg går ikke skuffet i seng i nat.
Udover dette var Troels ude og tjekke måger igen. Han kunne berette om en Middelhavssølvmåge, som må være dagens hit og Bo sad ude på vaden og tog billeder af vadefuglene, som han har gjort de sidste par dage.
I morgen lover de nærmest identisk vejr som i dag. Den eneste forskel er, at det skal være lidt køligere i morgen, hvilket vi allesammen er meget glade for, det er ulideligt at lave noget som helst i denne varme.
God morgenobs
Dagen startede ud med østenvind og varme, som det har gjort de sidste par dage. Manon og Astrid var ude som de første og åbne net og havde igen en stille og rolig dag men nu med 24 fugle. Igen fangede de sortstrubet bynkefugl, men nu med 3 stk. De var allesammen ungfugle, så det er nok fugle der har været her hele sommeren. Udover dette fandt en Sangdrossel vejen til netmaskerne, som er den første de har ringmærket hernede, så de var tilfredse.
Ude ved mig var jeg alene på obsen, men jeg kedede mig ikke. Vadefuglene havde valgt i dag ikke at gå i noget som helst spor, så man skulle være vaks ved havelågen, for at få alle flokkene med, som der var mange af! I løbet af den obligatoriske del af morgenobsen nåede vi op på over 1600 vadefugle, hvilket er den klart bedste morgenobs jeg har haft hernede. Det var især Islandsk og Almindelig ryle, som dominerede billedet, men der kom også lidt Strandskader, og indimellem var der kvalitet ifa. Sortklire og Krumnæbbet ryle. Trækket døde dog stille og rolig ud, så klokken lidt over 11 tog jeg hjem, hvor Astrid var ved at tage østover. Hun skal have en tak for hendes hjælp med ringmærkningen og den daglige gang her på stationen og vi håber, at hun vender tilbage på et tidspunkt.
Troels tog sig en lang cykletur ud til Skallingen, men han kunne heller ikke berette om noget spændende.
Resten af dagen blev brugt på afslapning. David kom tilbage til stationen her til aften. Han er ude på en lille aftentur i skrivende stund. Han beretter om Bjergvipstjert.
I morgen bliver vejret det samme som idag så endnu en gang står den på vadertræk fra DMA og min side og Manon vil nok også fange en del fugle.