Her på Blåvand's blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om livet og hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (32)2023 (249)2022 (265)2021 (276)2020 (279)2019 (247)2018 (211)2017 (276)2016 (118)0 (1)(se alle)
Se indlæg fra måned: jan. (1)feb. (4)mar. (31)apr. (30)maj (30)juni (19)juli (31)aug. (31)sept. (30)okt. (31)nov. (27)dec. (14)

Solrig dag, men blæst og alt for få fugle giver plads til surt opstød på dagbogen..

onsdag 11. marts 2020
af Morten Jenrich Hansen

Vejr: Opklaring i løbet af natten, så dagen blev meget solrig med kun 1-3/8 skydække.
Tørt og ingen nedbør i dagtimerne, hvor temperaturen steg fra nattens 3°C til lune 8°C.
Det krævede dog læ, at mærke den lune luft, for vinden fra vest var oppe i hård styrke med 10-11m/s.
Sigten moderat i morgentimerne, men det klarede pænt op i horisonten midt på dagen.

Det holdt tørt hele dagen, så kun vinden var en begrænsende faktor for ringmærkningen. Den hårde vind fra vest gjorde, at jeg kun kunne åbne 137 af de 241 netmeter, som vi har til rådighed i de 2 haver. Resten af nettene var alt for vindpåvirke til at kunne åbnes.
Jeg holdt mig igang til kl 15:30 med en mængde meter at gå til at tjekke hovedsagligt tomme net. Det blev kun til 5 mærkede og 2 genfangster - og begge genfangster var i dag af fugle mærket de seneste dage.
Jeg valgte mellem netrunderne i mogentimerne, at sidde ved Fyrhavens ringmærkningslaboratorie med mit teleskop og tjekke et oprørt Horns Rev.
Håbet var jo, at blæsten ville give nogle fugle over havet - men det skete ikke.

Forsøgte også at finde nogle rastende småfugle i området, men begrænset af, at militæret har skydning alle hverdage i disse uger.
Bedste fugle blev et par Sortstrubede Bynkefugle lige nord for Fyrvej.
Bent ankom midt på formiddagen og gik igang med kontoropgaver på fuglestationen, mens jeg fandt mit kamera frem og ville forsøge at få et par fotos af de Sortstrubede. 
Det lykkedes ikke, for da jeg gik ad stien mod Vesterled, dukkede et par jagthunde op i klitterne og de Sortstrubede var som sunket i jorden - hermed starter så dagens sure opstød..
Bent havde allerede varslet mig i weekenden, at et par på ferie i Blåvand havde medbragt 3 hunde og 2 af disse om lørdagen var rendt bort, da hundene blev luftet uden snor.
Jeg ringede straks til Bent og fortalte, at de nu rendte rundt herude, så han via Facebook gruppen med Blåvand Opslag kunne kontakte ejerne og fortælle dem, at deres hunde nu var i området bag Vesterled.
Der er flere kommentarer på opslaget fra i lørdags med efterlysning af hundene.
Hundene er bl.a. set jage Dådyr ved sommerhusområdet nær plantagen, mens andre syntes det er så synd, at de hunde er ude og må sulte.
Min oplevelse af hundene fra i dag var altså, at de overhovedet ikke er presset af sult.
De var helt friske og da de opdage mig strøg de væk gennem klitterne. 
De reagerede ikke på, at jeg prøvede at fløjte dem til mig - og havde slet ikke tendens til at opsøge mennesker for at få mad.
Så kan man spekulere på, hvor mange dyr i klitten og plantagen de har haft fat i de sidste 4 døgn.
Ejeren nåede frem til fuglestation 20 minutter efter jeg havde set hundene, men hun fik ikke fat på dem - på 20 minutter kan et par jagthunde altså også nå et par kilometer væk.

DSC 7824paint
De 2 hunde, der ser ud til at nyde friheden uden mennesker til bestemme over dem..

Inden jeg slutter af - så kan jeg ligeså godt komme af med endnu et tvært opstød om nogle hundeejere - det fåtal, der ikke burde have hund!
Med de få fugle at håndtere den første uge, så har jeg haft rigelig tid, mellem netrunder, til at gå og samle noget af alt det plast affald, folk bare smider herude.
Det er en ting, men det er da totalt håbløst, når en hundeejer går tur med hunden i klitten - hunden skider, ejeren bruger tid på at samle lorten op og komme den i en plastpose, hvorefter plastposen smides på stedet!
Ikke noget med, at tage den med de måske 800m til skraldespandene ved p-pladsen..
Altså tåber - hvis man ikke vil tage lorten med til en affaldsspand, så lad da lorten ligge som den er og lad vær med at pakke den ind i plastic!!

20200306 074654
Sørgeligt og dybt åndsvagt!

Dagens ringmærkning:
Topmejse 0 + (1), Fuglekonge 1, Rødtoppet Fuglekonge 0 + (1), Rødhals 1, Solsort 2 og Jernspurv 1

Ialt 5 mærket og 2 genfanget fordelt på 6 arter.

Folk: Bent og Morten

 

Lidt godter, men også udfordringer..

tirsdag 10. marts 2020
af Morten Jenrich Hansen

Vejr: Natten gav kuling fra sydvest og regnbyger, der varede ved til kl 10.
Derefter ca. 3 timer med opholdsvejr og vind, der gik ned i styrke til 8m/s og drejede til vest.
Fra kl 13:30 igen hyppige regnbyger, der varer ved resten af dagen.
Temperaturen i det overskydede vejr holdt sig hele døgnet på 6-7°C.
Sigten moderat på 4-5km og samlede nedbør i døgnet ca. 6mm.

Jeg havde jo set vejrudsigten og forventede en svær dag vejrmæssigt.
Det var derfor ikke vejret, der gav mig grå hår på hovedet denne dag, men den historie kommer jeg med til sidst i dagens dagbog.
Jeg vågnede til normal tid, men kunne konstatere, at vejrudsigten havde ramt rigtigt, så der ville ikke blive noget standard ringmærkning denne dag.
Vendte mig derfor om på den anden side og fik en time ekstra under dynen.

Jeg var altså frisk og udhvilet, da jeg for en gang skyld tog mig god tid med morgenmaden og fulgte med i de seneste corona nyheder.
Godt jeg holder mig isoleret herude i det yderste sydvestlige hjørne :-)
Kl 10 holdt regnen op og vinden havde lagt sig tilstrækkeligt til, at jeg åbnede nettene i stationshaven.
Det gav dagens bonus, da jeg i løbet af den første time fangede 2 Rødtoppede Fuglekonger. 
Altid en af de arter, der virkelig kan glæde en og disse to var de første i år ved fuglestationen.

DSC 5653 2

DSC 5655 2
Dagens 2 skønheder ved Blåvand Fuglestation

Inden jeg igen måtte lukke net kl 13:30 pga regn, så fik jeg lige 2 Solsorte med i dagens fangster.
Her er det så, at jeg fik grå hår i hovedet.
Jeg ringmærker de to drosler, men undres noget, da jeg noterer data ned i ringmærkningsprotokollen. 
Fra ringnummeret, på den sidste ringmærkede Solsort i går, til dagens ringnummer var der et spring på 2 numre..
Godt nok er jeg ikke den yngste person, men helt dement mener jeg nu ikke, at jeg er.
Jeg havde derfor svært ved at kapere, at jeg skulle have sluppet 2 ringmærkede Solsorte uden at notere noget som helst om dem i protokolen.
Dagens ringmærkede solsorte fik deres frihed og så gik Sherlock Holmes igang.

Ringene til de solsorte, som jeg mærkede i går endte på nummrene: 812, 813, 814, 815 og 816. Dagens 2 brugte ringe endte på 819 og 820. 
Altså manglede ringene 817 og 818.
Alle ringmærkninger i år er foretaget inde i ringmærkningslaboratoriet, så strengen med ringene har ikke været ude og dermed kunne jeg udelukke, at de 2 ringe skulle være gledet af strengen og forsvundet undervejs. 
Et tjek på gulv og bord sikrede også, at de ikke lå løst i lokalet.
Dernæst tjekkede jeg de resterende ringe på strengen - skulle der evt ved en fejl være byttet rundt på rækkefølgen?
Byttet rundt var der ikke, men fejl var der!
Noget jeg aldrig har oplevet før, så var der dubletter af ringe!!
DSC 5663

Altså 2 eksemplarer af hver af ringen med numrene 813, 814, 815, 816, 819, 820, 821 og 822.
Bid mærke i, at på foto er de nederste ringnumre 821 og 822 og de optræder også øverst efter en helt numerisk rækkefølge af ringnumre fra 813 og frem - og altså på et tidspunkt, hvor der allerede flyver solsorte rundt mærket med ringe fra 813 til og med 816!

Sikke noget rod - og kritisk for vores data, hvis der pludselig optræder 2 individer med samme ringnummer.
Nå - jeg er glad for, at jeg opdagede det, inden jeg får brugt det samme ringnummer på 2 forskellige fugle. 
Nu har jeg taget denne ringserie ud af brug og startet på en ny, hvor jeg har tjekket hele striben på 100 ringe, at de er i korrekt numerisk orden og ikke optræder mere end én gang pr. nummer.

Dagens ringmærkning:
Solsort 2 og Rødtoppet Fuglekonge 2

Ialt 4 mærket fordelt på 2 arter.

Folk: Morten

Fugle i nettene, mænd på taget og møde i Blåvandsgruppen

mandag 9. marts 2020
af Morten Jenrich Hansen

Vejr: Sidst på natten kom der regnbyger med samlet 2mm regn. Efter solopgang var det dog tørt resten af døgnet, med svag vind på 4-5m/s. Først fra sydsydvest, men fra eftermiddagen drejende til vest. Vekslende skydække fra helt overskyet i morgentimerne til 1/8 skydække før solnedgang og igen overskyet i løbet af aftenen.
Temperaturen ret stabil hele døgnet med 5-7°C.
Sigten fra let dis og 5km om morgenen og op over 15km i de klare eftermiddagstimer.

Heldigvis holdt regnbygerne i morgentimerne sig væk fra Hukket, så jeg kunne udnytte den stille morgen til at have alle net åbne.
Det blev da også til den bedste ringmærkningsdag hidtil i år.
20 fugle fik ring på og 3 blev aflæst. 
Nye Solsorte ankom til haverne helt frem til kl 14, men derefter var der igen fugletomt og jeg lukkede de sidste net kl 17.
Ud over Solsortene, så var jeg glad for årets anden Gransanger og det, at Fuglekongerne kan have haft en stor overlevelse denne milde vinter.
Tegnene er på det, da jeg satte ring på 3 nye og genfangede 2 Fuglekonger i dag.
Genfangsterne var begge 1k fugle sidste år - den ene mærket 12. juni  og den anden 15. november 2019.
Dagens sidste genfangst var også fin, da en hun Musvit var mærket af Jonas tilbage den 16. oktober 2017.

Under en af netrunderne i Fyrhaven fik jeg oplevelsen af en Storkjove, der langsomt fløj mod nord helt inde ved strandkanten. Opdaget, da alle Sølvmågerne på Hukket reagerede ved at blive tossede og skrigende flyve op og cirkle ind over klitrækken.
En Storkjove giver respekt, selv når den kommer i dovent tempo!

Hele morgenen havde jeg selvskab af to tagdækkere, der reparerede utæthederne i taget og omkring det ene loftvindue.
Nu skulle overnattende gæster på fuglestationen gerne kunne sove i et rum uden baljer og gulvspande sat frem på gulvet.

20200309 081318 2

Hvad er det man siger "En fugl i hånden er bedre end en mand på taget" eller noget i den retning.
Men faktisk ret godt at få ordnet et utæt tag!!

Bent og Svend Åge kom ud og brugte en del tid på stationen i det fine vejr.
Svend Åge fik lavet nogle praktiske opgaver med opmærkninger inde på fuglestationen og tjek af ringmærkningslaboratoriet i Fyrhaven, hvor der er lidt fugtproblemer i det ene hjørne af gulvet.
Sidst på eftermiddagen var det så tid til, at John dukkede og sluttede sig til Bent og Svend Åge.
Det var et officielt Blåvandsgruppe møde, hvor der givet er lagt en masse planer.
Første kommer allerede i sving lørdag, hvor der er indkaldt til arbejdsdag på stationen.

Dagens ringmærkning:
Blåmejse 3, Musvit 0 + (1), Gransanger 1, Fuglekonge 3 + (2), Rødhals 1, Jernspurv 3, Grønirisk 1 og Gulspurv 1.

Ialt 20 mærket og 3 genfanget fordelt på 8 arter.

Folk: Bent, Svend Åge, John og Morten

Off day i kuling!

søndag 8. marts 2020
af Morten Jenrich Hansen

Vejr: Vinden var taget til fra sydvest i løbet af natten og var frem til kl 16 af kuling styrke med 13-16m/s. Gråt og diset med skyer, samt hyppige regnbyger fra kl 10-15 og temperatur på 5-6°C.
Sidst på eftermiddagen klarede det noget op, samtidig med, at vinden løjede lidt af.
Fik set solen i dagens sidste time og natten tegner til at blive klar med masser af fuldmåne lys.

Da jeg gik ud i morgentimen og tjekkede området, stod det hurtigt klart, at det ville blive en dag uden ringmærkning. Med kuling over Hukket var vinden for streng til at åbne net.
Prøvede en tur rundt ved Mosen og lidt sandblæsning på stranden, men det var så tyndt med fugle, at jeg valgte, at bruge dagen på huslige pligter.
Forsøgte igen på stranden sidst på eftermiddagen, da solen begyndte at vise sig og vinden var taget lidt af.
Der kom ikke nogle specielle fugle ud af den tur, men 4 Havlit lå da og stak ind imellem hovederne op af bølgerne.
Blandt mågerne fandt jeg ingen Kaspiske eller Grå, men det er allligevel skønt at se Sildemågerne komme retur fra deres vinterkvarter. Altid lækre fugle at se på og upåvirkede af lidt blæst.
DSC 7757 2

DSC 7745 2

Havde cyklen igang midt på dagen og provianterede i Blåvand, så jeg har mad klar til den kommende uge.
Ud over en svingom med støvsugeren, så fik jeg til aften bagt nogle boller, så der smaskes med friskbagt brød under dagbogsskrivningen.
Godt jeg er alene på stationen og ikke skal tænke på pli overfor andre.
Blot synd for Blåvandsgruppen, at de ikke holder søndagsmøde, men først kommer i morgen aften og da er bollerne ikke så lækre, som når de lige er kommet ud af ovnen.

20200308 180912 2

Folk: Morten

Sneppe i Blåvands rusen

lørdag 7. marts 2020
af Morten Jenrich Hansen

Vejr: Det blev kun til smådryp i går aftes inden en klar nat, hvor vinden lagde sig og blev svag fra syd. Den klare nat gav en morgen med rimfrost i jordhøjde og den svage vind gav lavtliggende tågebanker i klitlavningerne ude på heden.
Både rimmen og tågebankerne forsvandt hurtigt i løbet af morgenen efterhånden som solen skinnede fra en blå himmel.
Lidt tynde skyer dukkede op i løbet af dagen, men stadig sol lige til allersidst på eftermiddagen. Her til aften tager vinden til fra sydvest og lette regnbyger nærmer sig Hukket.
Temperatur fra 2-6°C. 
Sigten steg fra morgenens lette dis til helt klart, hvor både vindmøllerne ude på Horns rev og Vestkraft i Esbjerg stod skarpt i horisonten.

Jeg kunne i den svage vind åbne alle net før solopgang og Xenia ankom til den første runde. Vi gik lidt hyppigere netrunder de første 2 timer pga den lave temperatur, men hurtigt føltes det noget mildere end i går, hvor vinden gav en mærkbar chill faktor.
Det blev endnu en dag, hvor småfuglene kun optrådte i haverne de første timer.
Fra kl 10 og til jeg lukkede net kl 15:30 blev der kun fanget én Solsort!
Samlet fik vi mærket 10 fugle og genfanget 3 stk.
Det blev en af de mærkede, der løb afsted med prisen som dagens fugl.
På den første runde i Fyrhaven trådte vi en Skovsneppe op.
Heldigvis for os, så fløj den ind i bunden af Blåvands rusen og satte sig, så den var lige til at gå til og få fanget.
En glad Xenia kunne derfor prøve kræfter med en lidt større fugl i hånden, end hun er vandt til.

20200301 114853

Xenia klar til at tage vingemål på Skovsneppen, inden den blev sluppet fri og fløj over i ly i krattet ved Vesterled.

Dagens 3 genfangster var dels Rødhalsen fra i går og så 2 fine Jernspurve.
Den ene mærket i oktober sidste år, den anden en rigtig overlever - mærket som 1k af Henrik Knudsen tilbage i juni 2015 og nu altså en 6k fugl.
Den er åbenbart vild med de varme hænder og flinke mennesker på Blåvand Fuglestation.
Listen over genfangster af den siden mærkningen er:
5 gange i peridoen 27/2 - 6/5 2016; 8/6 2017; 23/4 2018 og 4 gange i perioden 15/3 - 11/10 2019.
Det kan man da kalde en fast ven af fuglestationen!

David tog morgenobsen fra Hukket og en tur ved Mosen, men meldte om lige så få fugle, som haverne havde at byde på.
En trækkende Tornirisk fulgte op på årets første i går og Mosen bød helt normalt på 2 Sortstrubede Bynkefugle.
Med en vejrudsigt, der søndag lover kuling fra sydvest og regnbyger, drog David hjemad til Esbjerg, hvor arbejdet venter i starten af ugen.
Jeg fik derfor fuglestationen for mig selv og kunne i det flotte vejr hygge mig med tøjvask, samt smøring og pumpning af stationens cykel, så jeg i løbet af ugen kan tage på indkøbstur til Blåvand i rent tøj.

Dagens ringmærkning:
Skovsneppe 1, Sortmejse 1, Blåmejse 1, Fuglekonge 1, Rødhals 1 + (1), Solsort 2 og Jernspurv 3 + (2).

Ialt 10 mærket og 3 genfanget fordelt på 7 arter.

Folk: David, Xenia og Morten

Belgier reddede ringmærkerens dag

fredag 6. marts 2020
af Morten Jenrich Hansen

Vejr: Vejrforandring til en frisk kold vind fra nordøst, der holdt sig i det vindhjørne hele dagen og først til aften løjede lidt af fra de 8m/s, som den var på i morgentimerne.
Temperature fra 3-6°C og overskyet. Dog så tyndt skydække om eftermiddagen, at en sløret sol kunne ses.
Lidt dis fra morgenen med sigt på 5km. Senere klarere luft med op til 15km sigt.
Lidt let regn trak op fra syd efter solnedgang.

Den friske vind fra nordøst påvirkede et par net i begge haver så meget, at jeg ikke åbnede dem. Langt de fleste net var tilstrækkkeligt i læ til at kunne bruges, så jeg holdt Fyrhaven åben til kl 13 og Stationshaven til kl 16:30. 
Igen i dag var der ingen fugle at fange efter kl 12, men selv morgentimerne var meget tamme.
Kun 2 stk fik ring på i dag, så jeg måtte endnu engang begejstres over genfangster.
3 stk af dem - først en Gærdesmutte, som Lisa satte ring på i oktober sidste år.
Dernæst en Jernspurv - knap så interessant, da det var én fra i går.
Til sidst dagens fugl for ringmærkeren - en Jernspurv ringmærket i Belgien.
Langt fra første gang den kombination dukker op i nettene i Blåvand, men altid en oplevelse, at få den slags med i årets data.

DSC 5633 paint
Dagens "Belgier" - nu kan vi så vente på svaret fra Belgien om, hvor og hvornår den er ringmærket.

David var ude på Nordhukket i den kolde vind uden at have mange fugle på træk. 
Han startede dog med, at få mig op på klitten, da en Havørn kom forbi og rastede på Sydhukkets sandrevle. Lang tid nok til, at jeg kunne nå at rende op og se den mellem mine netrunder.
Inden David kom retur fra stranden fik vi besøg på fuglestationen af John og Bjørn Frikke. Lidt senere kom Erik Mølgaard og sluttede sig til selskabet.
Med få fugle i området var der god tid til at nyde en kop kaffe og den kage John og Bjørn havde med - tak for det!
David kom tilbage fra stranden med meldinger om en Kaspisk Måge og 6 rastende Snespurv som de bedste fugle fra den morgenobs.
Militæret holdt fri i dag, så klitheden og Mosen var åbnet for gåturen.
Det udnyttede hele banden til at tjekke Mosen for fugle. 
Det bedste de kom hjem med var 2 Sortstrubede Bynkefugle - et af de faste indslag dernede.
Lige før de tog videre, og havde et negativt tjek for sjældne havdykænder ved Hvidbjerg Strand, hørte John en overflyvende Tornirisk - ankomst af den art i år.
Bent kom forbi uden at kunne trylle yderligere fugle frem i området, så eftermiddagens bedste obs på Hukket blev 3 Hvide Vipstjerter.
David fik tjekket Hvidbjerg Strand og Grønningen i løbet af eftermiddagen.
Negativ for de sjældne ænder, men positiv for de Sortryggede Hvide Vipstjerter, der snart har været i det område en uge.

Dagens ringmærkning:
Gærdesmutte 0 + (1), Rødhals 1, Solsort 1 og Jernspurv 0 + (2). 

Ialt 2 mærket og 3 genfanget fordelt på 4 arter.

Folk: Erik Mølgaard, John og Bjørn Frikke, Bent, David og Morten

Forårsdag med gamle kendinge

torsdag 5. marts 2020
af Morten Jenrich Hansen

Vejr: En del skyer i nattens løb gav en lidt lunere morgen end i går. Ret hurtigt efter solopgang svandt skydækket ind til 2/8 og solen var på banen det meste af dagen. Først sidst på eftermiddagen kom der mere udbredt skydække igen. 
Dagens eneste små byger holdt sig lige ude over havet og gav ikke regn på Hukket.
Vinden var svag fra syd - til aften drejende mod sydøst.
Temperaturen 3-7°C og flot sigt på >15km.

Jeg havde lige åbnet alle net i begge haver, da Xenia ankom og kom med på hendes første ringmærkningsrunder i år. 
Den gamle strenge læremester var dog ganske tilfreds med eleven, skønt det var første træningssession i år.
Trods vinterpausen havde Xenia stadig teknikken i orden og kunne med det samme lave de helt korrekte vingemål - den slags giver plus i bogen :-)

Ikke fordi vi havde specielt travlt, så der var også tid til snak og hygge uden kun at holde sig til fuglekendetegn.
Det blev til 7 mærkede og 4 genfangster inden jeg og David lukkede de sidste net kl 16. Igen kom alle dagens fugle inden middag, så Xenia mistede ikke noget ved at tage hjem kl 13.
Jeg er stadig vild med genfangster, så dagens 4 stk kommer her:
Solsort hun mærket den 8. oktober 2019
Rødhals mærket den 8. juni 2019
Sortmejse mærket den 25. juli 2019
Korttået Træløber mærket den 9. august 2019

DSC 5610 2paint
Korttået Træløber - jeg er gammel i gårde og syntes bedre om det navn, end om nymodens pjat som Parktræløber..
Lige meget navnet, så er det da spændende, at den kommer igen her 7 måneder efter den blev ringmærket. Blåvandshuk er jo ikke lige type habitatet for den art!

David tog som vanen tro en omgang morgenobs fra Nordhukket. Ikke helt så meget at berette om derfra i dag. Det bedste for ham var 2 Blå Kærhøg, der sammen gjorde trækforsøg.
Bent kom ud til fuglestationen efter at have brugt morgenen med at tjekke Sortænder og Fløjlsænder fra Hvidbjerg strand. 
Op mod 1500 Fløjlsænder lå forholdvis tæt på land og det er et af de højere antal for den art herude.
Blandt dem lå en af de flotte gamle hanner af Brilleand.
Den nåede David at se igen om eftermiddagen og lavede et lille videoklip, der kan ses på Facebook siden for Esbjerg Birders.
Ellers prøvede vi ihærdigt at få noget ud af eftermiddagens flotte vejr, men fuglene var helt væk fra stationens nærområde, bortset fra de mange dykænder ude i modlyset mod vest.
3 timer ved stationen og Vesterled gav kun en enkelt overflyvende Hvid Vipstjet og 2 Musvåger, der kredsede langt oppe mod nord over klitheden og det lukkede millitærområde.
Så var der mere held med en anden form for flyvende væsner - jeg fik set min første Takvinge i år, der sad og solede sig på fuglestationens gavl.
DSC 7742 2

Vi må se, om morgendagen med vejrskifte til skyet vejr med køligere vind fra nordøst bringer flere fugle til at tilbringe tiden omkring Hukket.
20200305 143805 2
David kommer ikke til at sidde ude og lave kontorarbejde i morgen - men i dag var eftermiddagen skøn til den aktivitet.

Dagens ringmærkning:
Sortmejse 0 + (1), Korttået Træløber 0 + (1), Gærdesmutte 2, Rødhals 0 + (1), Solsort 1 + (1) og Jernspurv 3

Ialt 7 mærkede og 4 genfanget fordelt på 7 arter.

Folk: Xenia, Bent, David og Morten

 

 

Grønsiskener tager teten!

onsdag 4. marts 2020
af Morten Jenrich Hansen

Vejr: Efter en forholdsvis klar nat var der en smule rim ved jordoverfladen en time før solopgang, men det forsvandt hurtigt, da temperaturen efter solopgang steg fra 3° til 7°C midt på dagen.
Solen var fremme det meste af tiden, men der var dog en periode omkring kl 8, hvor en lille front med regn kom ind fra vest. 
Hele dagen jævn vind fra vest med 5-7m/s. Sigten igen god bortset fra den korte tid med regnbygerne.

I den kølige morgenluft og med en regnfront på vej ude fra Nordsøen, var jeg igen forsigtig med at åbne alle net, da jeg gik igang før solopgang.
Holdt mig i første omgang til Stationshaven, da jeg ville være sikker på, at ingen fugle led overlast i forbindelse med fangsten.
Kl 8 drev den lille regnfront videre, så jeg kunne køre med fuld skrue og åbne alle net også i Fyrhaven.
Fantastisk at have disse dage, hvor vinden ikke er kraftigere, end at alle net står flot og kan være i brug.
Jeg må dog nok vente en 14 dage før jeg kan regne med, at større antal fugle vil ankomme og give pæne ringmærkningstal.
Trods åbne net indtil kl 16:45, så endte dagens total på 10 mærkede og 2 genfangster.
Jeg syntes igen, at genfangsterne er de mest interessante, så de bliver lige nævnt her.
En gammel han Bogfinke var mærket den 7. august 2018 af Jacob Coleman Nielsen. Allerede dengang var Bogfinken en adult fugl.
Dagens anden genfangst var en 2k han Gulspurv, der blev mærket som 1k han den 19. september 2019 af Lisa Flam. 

20200304 075005 paint
Dagens 2k han Gulspurv, som Lisa satte ring på sidste efterår.
Slår man her på siden op i dagbogsarkivet på datoen 19. september 2019, så kan man se et foto af den unge herre i selvskab med en ung hun!

Blandt dagens diverse obs er der også noget at berette.
David ankom tidligt og satte sig ud på Nordhukket med kliktælleren.
Han oplevede på et tidspunkt panik blandt mågerne på Hukket og det var der god grund til, da en 2k Havørn og en adult Vandrefalk på samme tid fløj mod syd over Hukket.
Ellers meldte han om årets første Hvid Vipstjert herude - en tidlig forekomst for Hukket, men de har allerede været flere dage ved Grønningen.
Over havet talte David 72 Rødstrubede Lommer, men dagens bedste tal i Blåvand regi kom fra arten i overskriften - Grønsisken.
Jeg havde en flok på 95, der trak nord inde over land og ikke blev set af David, mens han samlet noteret 77 nordtrækkende, som jeg ikke fik med på mine netrunder.
Ialt 172 trækkende Grønsiskner og det er faktisk en forårsrekord for Blåvand Fuglestation!
I Bent´s rapport fra årene 1963-1992 er største forårsdag 53 stk den 20. marts 1986.
Siden 1992 er der i DOF basen kun et forårstal >100: 160 trækkende nord den 25. marts 2012.

Som igår var der ikke meget i luften efter morgentrækket, så David gik med på et par netrunder midt på formiddagen, mens Bent kom ud og fik lavet lidt kontorarbejde og en indkøbsliste.
Militæret har øvelse disse dage, så der er ingen adgang til Mosen og der var på det tidspunkt sol og modlys på alle Melanitta ænderne syd for Hukket, så Bent venter til i morgen med at tjekke dem.

Dagens ringmærkning:
Musvit 4, Solsort 4, Jernspurv 2, Bogfinke 0 + (1) og Gulspurv 0 + (1).

Ialt 10 mærket og 2 genfanget fordelt på 5 arter.

Folk: Bent, David og Morten

Solrig marts dag med svag vind!

tirsdag 3. marts 2020
af Morten Jenrich Hansen

Vejr: Nattens regnbyger lå stadig i de tidlige morgentimer som en skarp front, der strakte sig over Skallingen og lige ramte Hukket og fortsatte op ad vestkysten.
Den bevægede sig dog mod nordøst, så fra kl 8 klarede det op over Hukket og resten af dagen blev det flot med masser af sol. Eftermiddag og aften således kun 1/8 skydække. Vinden holdt sig i vest og var svag 5m/s.
Temperaturen 5-7°C og klar luft efter fronten havde passeret. Sigten steg da til >15km.

Holdt et vågent øje med nedbørsradaen, da jeg skulle ud og åbne net. Der var lidt småregn i luften og det kom drivende op fra Skallingen og ramte lige akkurat Hukket.
Det var ikke voldsomme mængder, men nok til, at jeg ikke vovede at åbne net i Fyrhaven.
Passede derfor Stationshaven, hvor jeg kunne gå og holde øje med, at ingen fugle blev våde, hvis de fløj i et net. 
Fra kl 8 kunne jeg så åbne i Fyrhaven, da der ikke kom mere nedbør.
Holdt net åbne til kl 16, men fangede kun fugle frem til kl 12. De sidste 4 timer var der ikke en eneste fugl i nærheden af nettene og der var heller ingen småfugle i luften efter middag.
Det blev trods alt en dag med 2 cifret antal, da jeg mærkede 11 fugle og havde 2 genfangster fra sidste år.
Altid spændende at se, hvor mange af de tidligere års ringmærkede fugl, der har overlevet vinteren og kommer retur.
I dag var det en Bogfinke, som Lisa havde mærket i oktober, samt en Fuglekonge, som Bent mærkede midt i november sidste år.

20200303 114856 2
Fuglekongen, der har overlevet dens første vinter.

I morgentimerne var der lidt træk og trækforsøgende fugle uden at der kom det helt store antal. Blandt dem var 4 Grønsisken og 5 Dompap, men ellers var morgenen krydret af sang fra de tidlige lokale ynglefugle, der er ved at finde på plads i deres territorier.
Både Stær, Solsort, Rødhals og Gulspurv sang omkring Fyrhaven og Stationen.

Troels tog en sidste gåtur på stranden ned til Hvidbjerg og brillierede endnun engang med - gæt hvad - genfund af de 2 hanner af Brilleand, som han også havde i går.
Det blev så hans sidste obs herude i denne omgang, da han midt på eftermiddagen tog hjem.
Efter de første dage med masser af hyggeligt liv på stationen får jeg lige en nat alene.
Det udnytter jeg til at nyde den klare aftenhimmel, hvor halvmånen og Venus skinner om kap med fyret.
I morgen vil David komme retur og senere på ugen bliver det tid til, at Xenia kan komme videre med sin oplæring i ringmærkningens kunst.
Der sker altså en del på stationen, selvom vi stadig kun lige er i starten af træksæsonen og det endnu ikke er større antal af småfugle, der passerer forbi.

Dagens ringmærkning:
Topmejse 1, Fuglekonge 0+(1), Rødhals 1, Solsort 5, Jernspurv 1, Skovspurv 1, Bogfinke 0+1 og Grønirisk 2

Ialt 11 mærket og 2 genfanget fordelt på 8 arter.

DSC 5586 2
Venus over Blåvand Fyr - det er ikke kun fugle der gør, at jeg syntes det er skønt at være her! 

Forårsfornemmelser og start på ringmærknings sæsonen

mandag 2. marts 2020
af Morten Jenrich Hansen

Vejr: Indtil middag jævn vind fra sydvest, der over middag løjede af til svag vind og drejede til syd. Natten bød på flere regnbyger, men fra solopgang og indtil kl 16 sneg de få regnbyger sig lige udenom Hukket. Derefter blev det udbredt småregn hele aftenen. I dagtimerne en hel del soltimer med 3-5/8 skydække. Temperaturen hele døgnet 5-6°C. God sigt i timerne uden nedbør.

Da regnen stoppede en time før solopgang kunne jeg åbne net til standardtid. Forårets ringmærkning startede med en fugl jeg kendte - en gammel hun Solsort blev genfanget og viste sig at være en, som jeg satte ring på d. 8. april 2019.
Altid herligt med gensyn med gamle venner :-)
Jeg holdt net åbne i Fyrhaven indtil kl 12 og i Stationshaven til regnbygerne pressede på igen kl 16.  Undervejs fik jeg gjort de sidste 3 net klar i Fyrhaverne, så vi nu helt klar til fuglene dukker op i større antal.
De 9 timer ved nettene blev til 5 mærkede fugle - bedste blev min første Gransanger i år.
Så er foråret kommet!

Det kunne også mærkes på diverse observationer gennem dagen.
En han Stær sad hele morgenen og sang fra gavlen af fuglestationen og var også inde og tjekke redekassen over indgangen.
David og Troels startede morgenen ved Nordhukket og havde en del sydtrækkende fugle. Både lidt blandede svømmeænder og vadefugle, der fløj mod syd.
Blandt småfuglene fløj de fleste også mod syd med et par Hulduer, flere Sanglærker, Engpibere og 17 Snespurve blandt repræsentanterne.
David skulle efter morgenobsen hjem til arbejde, men flere andre var i felten i løbet af dagen.
Bent kom ud og hentede sin bil, men nåede også en tur rundt på stranden og i mosen. Der var bl.a. 2 Sortstrubede Bynkefugle i Mosen og på vej hjemad havde Bent 5 Sortrygget Hvid Vipstjert og 4 almindelige Hvid Vipstjert ved Grønningen.
Henrik Brandt og Svend Åge Clausen kom forbi midt på morgenen og fik også set nogle af forårsbebuderne ved Hukket, inden de bød på rundstykker og kaffe til fuglestationen.
Seje Troels gav den hele armen og gik efter morgenobsen ved Nordhukket hele vejen langs stranden ned til Grønningen og retur, så han først kom tilbage til stationen kl 18.
Den grundige indsats blev belønnet!
Ud for Hvidbjerg Strand lå først 2 gamle hanner af Brilleand blandt alle Sortænderne og på høfterne var der en pæn flok på minimum 20 Sortgrå Ryler.
Senere blev det til 2 hanner af Amerikansk Sortand ud for Strandvejen og generelt var der pænt med "Melanitta ænder".
Troels vurderede lavt sat 15.000 Sortænder og 500 Fløjlsænder, men absolut minimuns antal, da en del forsvandt i bølgegangen. 
Et af de bedre år for Fløjsænder herude.
Endelig havde han i samme område en rastende 2k Gråmåge - måske den fugl, som jeg i går så flyve lavt mod syd forbi Hukket.

Dagens ringmærkning:
Gærdesmutte 1, Solsort 0 (1), Vindrossel 1, Gransanger 1, Topmejse 1 og Sortmejse 1.

Ialt 5 mærket og 1 genfangst fordelt på 6 arter.

DSCN8175

DSCN8170

 


FORRIGE     1  |  2  |   3   |  4     NÆSTE