Her på Blåvand's blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om livet og hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2021 (61)2020 (279)2019 (247)2018 (211)2017 (276)2016 (118)(se alle)
Se indlæg fra måned: jan. (10)feb. (13)mar. (24)apr. (14)

Årets første Gråmåge

søndag 4. april 2021
Koldt og blæsende
af Bent Jakobsen

Det var en kold og kølig nordvestenvind, som fejede hen over stranden, og det gjorde det ikke bedre, at der af og til var lidt regn i.
En gåtur via mosen og tilbage ad stranden med vinden i ryggen sammen med Ole, Maria og Helle. En del opskyl gav nogle små stykker rav. En gråmåge kom flyvende til sammen med 5 sølvmåger, og de landede på stranden mellem alle de andre måger. Mågerne havde travlt med at smide trugmuslinger ned fra luften for at åbne dem. Så der var lidt af et ædegilde på levende trugmuslinger. Men det er jo også kun et par dage siden, at der lå 2 rejekuttere lige ud for hukket og rodede gevaldigt op i bunden med deres rejetrawl. Så mad til mågerne.

Pga. vejret var ringmærkningen stille og rolig med kun 3 fugle og det bliver nok ikke bedre i morgen med meget kraftig vind. Jeg fik sat Samuel ind i databasen, så han kunne indtaste ringmærkningen.

Ole og Maria havde sørget for en rigtig god kage til kaffen.

Ringmærkning: husrødstjert 1, Grønirisk 1.

Folk: Samuel, Bent, Helle, Ole Goldschmidtog Maria Pedersen

20210404 133343

20210404 145407

20210404 125913

Så kom svalen

lørdag 3. april 2021
Flot vejr men få fugle
af Bent Jakobsen

Vinden var rimelig svag fra en nordøstlig retning og drejede lidt rundt i det østlige hele dagen. Selv om solen skinnede fra en skyfri himmel, var det ikke tid til at smide overtøjet, da det var ret køligt.

Simon tog morgenobsen inden han drog østover til fødselsdag. Og der var absolut intet som siger og skriver intet at berette om selv om havoverfladen var ret stille.
På vej tilbage til stationen blev han på P-pladsen dog bremset af den første stenpikker i år, og her rastede også 2 husrødstjerter.
Se dagens træktællingstotal her. 

Xenia stod for ringmærkningen i dag og datteren Beatrix var med på en kigger, så det kan jo være, at der ligger en ny spire til en kommende ringmærker der.

Bent tjekkede stranden og mosen. Stranden fremviste ud over mågerne 120 sandløbere, stadig primært i vinterdragt selv om enkelte små brune fjer er ved at titte frem. I alt 4 Sortstrubede bynkefugle sang, og to af dem havde haft held med at tiltrække hunner. Det er altid godt at nyde en kop kaffe på bænken, og det resulterede da også i stationens første landsvale i år, og lidt senere kom endnu en forbi. Himlen blev tjekket for rovfugle uden held men pludselig dukkede en trane op flyvende nordøst. Måske den havde været ude og vende for 15 minutter senere kom den retur og trak resolut ud over havet mod sydvest.

Nettene var også rimelig stille i dag, og det blev til 14 fugle og 8 aflæsninger, så der er ikke den store udskiftning i øjeblikket.

Rngmærkning: Jernspurv 6, husrødstjert 1, solsort 1, gransanger 3, blåmejse 1, bogfinke 1, grønirisk 1.

Bent var i Brugsen og handle stort ind, inden han hentede Samuel, som skal være her resten af foråret, i Billund kl. 18. Han skal jo være i isolation i 4 dage, så der skal jo mad til.

Folk: Xenia, Beatrix, Simon, Bent og sidst på dagen Samuel

Koldt, blæsende men med tidlig bonus

fredag 2. april 2021
Kølig nordvestenvind bremser foråret
af Simon Græsbøll

Morgenobs foregik fra Sydhukket, så jeg kunne sidde i forholdsvis læ for den kolde nord-nordvestvind. Ude over havet dominerede sulerne igen i dag, mens alt træk er gået i stå. Ikke engang sortænderne kunne noget i dag. Til gengæld fik jeg fornøjelsen af en meget tidlig mudderklire, som kom kaldende forbi obs-posten - skønt at høre den igen! 
Se dagens total her.

Xenia og datter Beatrix kom tidligt i morges for at stå for ringmærkningen. Blæsten og vindretningen gjorde dog ikke noget godt, og det blev kun til et par genmeldinger af rødhals. 

Johanne og Jacob tog af sted i morges. Jacob tager et par dage i familiens skød i Nordjylland, mens Johanne skulle hjem til Randers. 

Natoptagelser gentoptaget

Nocmig (nocturnal migration) er begyndt at få medvind i Danmark. De danske fuglestationer er begyndt at lave systematiserede optagelser om natten. Michael Brunhøj startede det op her i Blåvand, og nu prøver jeg at føre det videre.

Jeg har optaget 2 nætter, en i sidste uge og en i denne uge. I dag har jeg så gennemlyttet de to nætters optagelser fra stationshaven, oprettet en xeno-canto-profil til stationen og uploadet nogle af de første optagelser. Kvaliteten af optagelserne er ok, men ikke fantastiske. De skal mest ses som dokumentation - husk at skrue op for lyden :)
Du kan se Blåvand Fuglestations profil og lytte til optagelserne på xeno-canto her.

bucephala_clangula.png
Hvinands vingeslag fanget på lyd over stationshaven natten til 25. marts 2021.

Jeg er også i gang med at få oprettet en officiel profil til stationen på Trektellen, så vi kan registrere vores nocmig-optagelser der. I skal nok få mere at læse og høre om vores natoptagelser i den snarlige fremtid.

Sidst på dagen og et træt hoved senere af at lytte så meget, havde jeg brug for at bruge mine hænder. Så jeg satte vaskemaskinen i gang, og så vaskede jeg vinduer indvendigt. Det var pivkoldt og blæste, så udvendigt må lige vente til en anden dag.

vindue.jpeg
Vinduerne på stationen fik en tur indvendigt.

Folk: Xenia, Beatrix, Simon 

Besøg af ung birder fra Bornholm

torsdag 1. april 2021
Otto på 10 år på besøg og gulspurve-par i nettene
af Simon Græsbøll

I dag var endnu engang med flot, klart vejr med vind fra nord, hvor Jacob passede nettene og jeg tog morgenobs på Sydhukket.

Det var en stille dag på Sydhukket med lidt småfugle, hvor det bedste blev 2 nordtrækkende snespurve - de første aprilfugle ( April Fool's :) ) meldt siden 2013. 
Dog ikke så meget gang i den ude over havet, men der var en del flere suler forbi i dag end ellers, også flere tæt på kysten, så det kunne jeg varme mig lidt på. 
Se dagens total fra Sydhukket her. 

Efter aftale fik vi ud på formiddagen besøg af familien Sorgenfri, hvor Otto på 10 år fik lov at observere lidt ringmærkning ved Jacob, og jeg viste obsposten på Sydhukket frem og fortalte lidt om dagens observationer, og de tilbud DOF har til unge.
Vidste du, DOF UNG er i rivende udvikling for tiden?
Tjek Facebook-siden for at blive klogere her.

Ottos store ønske var at se en sandløber, men på denne tid af dagen med alle de mennesker på stranden, så var det et svært ønske at efterkomme. Dog foreslog jeg, at de kunne prøve lykken på Skallingen, og her fra meldte de stor præstekrave og mulig sandløber. Det var skønt at mærke Ottos entusiasme for birding, og vi ser frem til, at han besøger stationen igen. 

IMG_0197.jpg

Ringmærkningen foregik planmæssigt, og dagens sjove indslag var et par gulspurve, som gik i nettet sammen. Det var en genmelding af et par af de lokale fugle, hvor den ene er fra 2018 og den anden fra 2019.

ringed_01-04-2021.JPGDagens nymærkede fugle. 

Jacob spurgte mig lidt henkastet, om jeg kunne lide sushi. "Øh, ja, det kan jeg", havde jeg svaret. Jeg havde dog ikke ventet, at vores gæst Johanne har en doktorgrad i sushi. Det var mit bedste måltid i 2021. Punktum.

sushi_blf.jpeg

Folk: Jacob, Johanne, Simon 

To nye årsarter

onsdag 31. marts 2021
Hvid vipstjert og munk blev tilføjet
af Jacob Coleman

Der er begyndt at komme gang i ringmærkningen, og i dag blev der ringmærket 29 fugle samt tre genmeldinger (se tabel nederst). Vi kunne desuden tilføje to nye årsarter til ringmærkningslisten - årest første munk og årets første hvid vipstjert.

Simon er tilbage på stationen, og her til morgen bemandede han morgen-obs'en på Hukket i selskab med Bent (se dagens total her). Herfra kan nævnes en ny almindelig kjove og en masse småfugle i luften. 

Jacob ringede og sagde, at der var hvid vipstjert i nettet, og så pilede Simon ellers af sted, for det er lidt af en darling sådan en hvid vipstjert. Han gik med rundt på de sidste netrunder, hvor en fin munk var gået i nettet, den første i denne forårssæson.

Om eftermiddagen prøvede Simon lykken med eftermiddagstræk på Jens Jessens Sande, men det gav dog nul og niks. Syngende hedelærke, misteldrossel, sanglærke, stillits med mere gav dog en flot lydkulisse. I et vandhul neden for udsigtspunktet var der gang i frøer og tudser, som udnyttede varmen.

De næste par dage har vi besøg af Johanne.

Folk: Bent, Jacob og Simon

2021-03-31_09.03.26.jpgHvid vipstjert ringmærket i dag.

2021-03-31_11.14.39.jpgMunk ringmærket i dag.

Udklip.JPGDagens total ved ringmærkningen.

Gransangeren er for alvor ankommet

tirsdag 30. marts 2021
Fantastisk vejr og en del fugle i nettet.
af Jacob Coleman

Dagen i dag bød på fantastisk vejr og en del fugle i nettene (se tabel nederst for overblik). Det kan nævnes at vi fik mærket syv gransangere i dag, og vi kan vist roligt antage at det for alvor er ankommet - og at foråret er officielt.

Folk: Bent, Jacob og Xenia 

IMG_2134.JPGEn af gransangerne mærket i dag.

IMG_2136.JPGXenia var på stationen i dag, og selvom der var en del fugle, var der også tid til lidt hygge og sol.

Skaermbillede_2021-03-30_203400.jpgOverblik over dagens mærkning.

Perfekt dag til at tænde op i brændeovnen

søndag 28. marts 2021
af Jacob Coleman

Jeg var alene på stationen fra morgenstunden. Simon er hjemme til familie tam-tam, og David skulle passe sit arbejde. Så ingen trækobservationer i dag.

Nettene blev sat 30 min før solopgang - det er dejligt at vi har 'fået' en ekstra time med skiftet til sommertid.
Vinden var hård, og lommerne på nettetene stod vandrette flere steder. Alligevel blev det til hele 5 fugle og en genmelding af en af vores 'egne' rødhalse.

I løbet af natten var stationen blevet godt grundkold i vinden, og jeg besluttede at tænde op i brændeovene for at skabe lidt varme og hygge. 
Til middag fik jeg besøg hjemmefra, og der blev indtaget en god frokost efterfuglt af en udflugt til Sabinebunkeren. Sigten var dog nede på et par hundrede meter - men sandløberne og præstekraverne holdte os med fornemt selskab.

Folk: Jacob

 

IMG_2092.JPGEn af dagens få fugle i nettet.

IMG_2119.JPGBrændeovnen fungerer fint.

IMG_2128.PNGUdflugt til Sabinebunkeren.

Stille dag uden ringmærkning

lørdag 27. marts 2021
af Jacob Coleman

Det regnede fra morgenstunden, og jeg besluttede ikke at åbne nettene.

I stedet lavede jeg en kande kaffe, og gjorde David og Simon selskab nede i 'hullet', hvor de havde trodset regnen og bemandet morgenobs'en. Der var stadigvæk gang i returtrækket af pibe- og krikænder (se totalen her). 

Jeg forlod dem lidt tidligere og varmede lidt rundstykker i ovnen. 

Folk: David, Jacob og Simon (samt Böhmer i ca.15min).

IMG_2102.JPG

Grå og regnfuld morgen på obs'en.

IMG_6523.JPG
David havde spottet en husrødstjert, og fik den foreviget på foto. Måske ser vi den i nettet en af de næste dage.

Andetræk

fredag 26. marts 2021
Tågen var heldigvis lettet, og ænderne kom i pæne antal.
af David Manstrup

Heldigvis vågnede vi op til klart vejr, uden gårsdagens tåge og havgus. Der var fortsat en frisk vind fra sydvest, som gjorde at vi placerede os i 'hullet' neden for den høje bunker. Temparaturen lå på 5-6 grader og 7-10 km sigt. 

Med tåge hele dagen i går samt kraftig blæst fra sydvest og en smule regn sen aften/nat lå det i kortene, at der kunne komme mange returtrækkende svømmeænder i dag. Vi var derfor velforberedte med en god madpakke og kaffe fra morgenstunden. 
Fænomenet sker når vinden bliver kraftig fra syd, og fuglene derfor presses for langt norpå. De vil gerne søge føde i Vadehavet, og flyver derfor tilbage mod syd langs kysten.
Det sker efterhånden årligt i slut-marts eller start-april, og det er altid en fornøjelse at tælle returtrækket, når det for alvor går løs.
Næsten alle ænderne kommer tæt på kysten, og indenfor revet. De ses dermed rigtig godt, men til gengæld over kort tid, da de ikke tager lang tid om at passere hukket.
Af arter og antal kan blandt andet nævnes over 1100 pibeænder, over 500 krikænder lidt spidænder og en god portion Sortænder nordtrækkende med over 4000 stks.

IMG 6427Pibeænder trækker syd. Foto: David Manstrup

Udover ænderne kan nævnes 3 splitterner, 1 ravn og 2 lysbuget knortegås. 

Jacob havde en mere rolig morgen med 6 fugle ringmærket. Intet usædvanligt imellem men han hyggede sig med fuglene, som han havde god tid til at håndtere. 
Bent kiggede også ud i dag, og deltog kortvarigt i morgenobsen, og ham og Simon hjalp også Jacob med de sidste par runder i ringmærkningen. 

Vi håber, at i morgen også kunne blive god til ænder, da vejret minder meget om i dag. Vi har en god stemning i kroppen om dagen i morgen, lad os se om det bliver forløst..

Folk: Jacob Coleman, Simon Græsbøll, Bent Jakobsen, David Manstrup

Tåge, ringmærkning og pandekager

torsdag 25. marts 2021
Tæt tåge, så ingen morgenobs, men lidt fugle i nettene
af Simon Græsbøll

Sidste natoptagelse gik i ged på grund af, at batterierne løb tør, så vi prøvede igen i nat med en optagelse. Dagen startede således med, at jeg tog optageren fra, så jeg kunne kigge på lydfilerne fra nattens optagelse. Det ser ud til at lykkes denne gang. Mere information følger, når jeg har lyttet og analyseret alle lydfilerne igennem.

I går dukkede David op omkring middag, og Flemming tog hjem i går aftes. David ønskede sig en god morgenobs på Hukket, som dog aldrig blev til noget, da Blåvand i dag er indhyllet i tåge. Han ville dog gerne gå med rundt og tjekke net.

Nettene blev åbnet, og vi fik en del forskelligt, fx bogfinker, solsorte, jernspurv, rødhalse, gærdesmutte og fuglekonger.

fuglekonge-blf-25-03-2021.jpeg3 fuglekonger gik i nettene i dag, en af dem en voksen 3k+

jernspurv-blf.png
En fin jernspurv 3k+ gik også i nettene.

Eftersom der ikke var nogen morgenobs, var vi 4 mand om at holde øje med nettene. Derfor mente Jacob, at der skulle hygges. Så han biksede nogle pandekager sammen til os på ingen tid.

pandekager_blf.jpeg
Pandekager og løs snak til formiddagskaffen.

Nogle turister fra Skagen kiggede ind i gårdspladsen, og så blev det til en snak, hvor de hørte lidt om vores arbejde, hvilke fugle vi havde ringmærket og fik forslag til gåture i området (hvor der ikke skydes, selvfølgelig). 

Om eftermiddagen gav jeg stueetagen en ordentlig omgang med støvsugeren, og så kom John forbi med kage og en kedeldragt, som stationens observatører kan bruge til de kolde morgenobs'er her i det tidlige forår.

Solen kiggede lidt frem, så vi gik en tur i klitterne, men havgusen blev for tæt igen, så vi returnerede med planer om at spise pizza og se Indiana Jones.

Folk: David Manstrup, Simon S. Christiansen, John Frikke, Jacob Coleman, Simon Græsbøll


FORRIGE     1  |   2   |  3  |  4  |  5  |  6  |  7     NÆSTE