Her på Blåvand's blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om livet og hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2019 (84)2018 (211)2017 (276)2016 (118)(se alle)

Tilbage i "fugleburet"

lørdag 12. november 2016
Stille dag med fuglene
af HKn

Vejret: Det smukke stille vejr, var nu blevet afløst af gråvejr og en frisk vind fra SSØ (163) 9 m/s.... Varmen var vendt tilbage, temperaturen lå på 4 til 5 grader...atter tid til armsved...Overskyet, med en lille smule sol først på dagen 6-8/8. Diset over havet, hvor der ikke var meget mere end 5 km sigt, over land væsentlig bedre 15 km.

Efter vores herlige dag i det Nordjyske...var vi som to patriotiske og super stationære jordegern atter på hver sin pind her ved Hukket...."Knægten" sprintede nærmest som en nyfødt antilope ude i klitterne..... Mens undertegnede dansede rundt som en kolobri og fik åbnet net.....Man kunne næsten fornemme det på os.... vi var forandrede pga. "karryjernet".....

Men på trods af vores nye "jeg" kunne ingen af os rigtig presse noget ud af denne meget grå dag.... Dog vil jeg tillade mig i al beskedenhed og sige..... jeg var den mest heldige i dag...Første fugl i nettet i dag var en gammel han Solsort med finsk ring..... altså en fugl fra Finland... Ikke ofte vi får fugle fra den kant og jeg tror faktisk det er min første småfugl fra Finland her i Blåvand....

Ringmærkning: Solsort 1. Munk 1. Dompap . I alt 4 fugle fordelt på 3 arter.

Eftermiddagen blev brugt på lidt støvsugning samt almindelig og hyggelig grovmobning....der var dømt hygge mellem drengene.

HKn

Dagsudflugt

fredag 11. november 2016
Vi fik set Sibirisk Jernspurv!!!
af RWR

Igen NØ(33) 4 m/s og virkelig råkoldt -1.8 grader. Skydække på  2/8 og sigt på 15 km.

Ringmærkningen blev opgivet da nettene var bundfrosne. Jeg forsøgte mig med en morgenobs, men fuglene var igen i dag fraværende. Det bedste blev hele 7 Rørspurve.

Vi besluttede os hurtigt for at i dag ville vi sgu til Hirtshals og se den Sibiriske Jernspurv. Vi rykkede fra Blåvand og kørte med Sven Bødker til Hirtshals. Turen foregik med lidt humørsvigninger alt efter hvad meldingerne fortalte os. Kort tid efter vores ankomst så vi fuglen kanongodt, vi så den yderligere en gang til, igen kanongodt og i længere tid en den første gang. En drømmefed fugl og så var køreturen hjem ikke længere et problem, nu hvor der var højt humør og gode historier. Nu må vi bare se om vi kan få støvet vores egen op i løbet af de næste dage.

Vintertomt - men der blev kæmpet

torsdag 10. november 2016
Vi har ikke overgivet os endnu..... håbet lever !!
af HKn

Vejr: Ikke så koldt som de to foregående dage, men forsat alt for koldt efter min smag....morgentemperaturen lå på -3.3 grader... En relativ skyet dag, hvor solen ikke var helt på toppen 6/8.. Diset over havet 2-3 km om morgen, sigten blev dog gradvis bedre i løbet af dagen. Vinden kom fra Ø (70) 5 m/s...

Vi troede lidt mere på det i dag, da det som nævnt under vejret ikke føltes så koldt, hvilket nok skyldes vinden kom mere fra ren Ø end NØ og der var nogen flere skyer inde til at holde på varmen. Mens Rene gik på Hukket, fik jeg åbnet alle net, efter de to seneste dag kun at have kørt med stationshaven pga. kulden. Men da det forsat var i den kølige ende, krævede det runder hvert 10. minut, så der blev hurtigt banket nogle kilomter i gummistøvlerne denne torsdag morgen..... Der var dog meget tomt, så det var dårligt nok indsatsen værd.... men man ved jo aldrig i disse tider hvad østenvinden kan finde på at kaste af sig.....

Ringmærkning: Rødhals 1. Musvit 1. I alt 2 fugle fordelt på 2 arter...

Havobsen blev lidt præget af den ringe sigt, men Rene kunne dog nyde en ung Vandrefalk, som nok var en rastende fugl.... derudover lidt Silkehaler.... Han fik lidt selskab af Leif Nørregaard smidt og hans kone.

Jeg brugte det meste af eftermiddagen med at cykle rundt inde i sommerhusområdet samt nede ved fiskesøen og Sct Enders kapel....Projekt gik ud på at støve en Sib Jern op, så der blev spillet på alle mulige og umulige steder...desværre uden det ønskede resultat.... men dejligt med en cykeltur....det gav en sund kulør i ansigtet.

HKn

Endnu en rigtig kold dag

onsdag 9. november 2016
Is på scopet og ikke rigtig nogen fugle.
af RWR

Vejr:Nø(64) 5 m/s og forbandet koldt igen i dag -5.1 grad.

Den første times tid gav ikke rigtig det vilde fugletræk, en fin flok Silkehaler, en Misteldrossel og en Snespurv. Desværre skete der det, at mit scop frøs til og ikke rigtig kunne bruges til noget brugbart. Håndkikkerten var også lidt svær at holde stille i det lune vejr.

Henrik havde også sin kamp med at kunne åbne nettene, et enkelt var dog så bundfrossent at det måtte forblive lukket. Det gjorde næppe den store forskel da der ingen fugle var.

Da der ingen fugle var i Blåvand kørte vi os en lang tur ud i vinterlandskabet. Det bedste der kom ud af det var en Vandrefalk lidt nord for Varde.

Ringmærkning: Lille Gråsisken 1.
Ialt 1 fugl fordelt på 1 art.

Iskold dag

tirsdag 8. november 2016
En barsk dag at komme igennem
af HKn

Vejret: F... jeg hader at skrive om vejret de år, hvor vinteren starter i begyndelsen af november... Det var så koldt at det var ikke i dag vi skulle søge ind i "side 9 mand" branchen... den stod på "snørrebånd og 2 hyben"... Alt var bundfrossen, temperaturen var smuttet ned under minus 5 grader og kom aldrig over nul i dag. Vinden som gudskelov var svag 4 m/s kom fra Nø (55)...Ikke mange skyer på himlen 3/8, så en flot dag. Sigt 15 km.

En dag hvor vi blev nød til at skære lidt ned på aktivitetsniveauet af hensyn til fuglene og os selv. Rene kæmpede tappert nogle timer på Hukket og fik en overgang hjælp af Ole Hansen. De kunne nyde lidt Silkehaler samt den samme Store Tornskade fra i går, som atter rastede i masten ved det grønne militær-skur.

Ringmærkningen var heller ikke nem at gennemføre i dag, da nettene var frosne og det desuden ville være for voldsomt med alle net oppe, da fuglene ikke ville kunne klare kulden. Så jeg åbnede kun vores egen have, så kunne jeg gå runde hver 10. mnut. Mest spændende og lidt overraskende var at jeg genfangede den Islandske Vindrossel fra d. 31. oktober.

Ringmærkningen: Solsort 2. Sjagger 1. Fuglekonge 1. Bogfinke 2. Grønirisk 2. Stor Dompap 2. I alt 10 fugle fordelt på 6 arter.

Eftermiddagen blev brugt på lusk og vi var lige ved og næsten... det blev til Husrødstjert og Jernspurv.... desværre med de forkerte farver.... men der blev kæmpet.....

HKn

 

Koldt vejr

mandag 7. november 2016
En ubarmhjertig kold dag, uden den store mængde fugle.
af RWR

Vejr: NØ(45) 5 m/s og -0.2 grader.
Det var en rigtig kold morgen eftersom vinden tog til og vi var begge to ved at fryse en hvis legemsdel af, det var dog også først langt op ad eftermiddagen af isen smeltede på vandpytterne.

Kulden fik sendt lidt gæs mod syg og jeg fik noteret 237 Kortnæbbet Gæs og 281 Bramgæs. Ud over det skete der ikke det helt store, 141 Små Korsnæb er efterårets højeste antal og 5 Hedelærker er ikke helt skidt.
Der kom en Skovsneppe indtrækkende og lidt i lukke tid kom der en fed Mosehornugle tæt forbi.

I eftermiddags kørte Henrik på Grønningen og så ikke det store. Jeg gik en lang tur på stranden og fik set en flot Blå Kærhøg, på vejen hjem sad der en Stor Tornskade på masten ved skurvognen.

Ringmærkning: Jernspurv 1. Solsort 2. Munk 2. Blåmejse 2. Rørspurv 1.
Ialt 8 fugle fordelt på 5 arter.

Regnvejret fortsætter

søndag 6. november 2016
Regnvejr men fint med svømmeænder
af RWR

Vejr: Østenvind(82) 3 m/s vinden steg dog hurtigt og gik mere i NØ. Kort tid efter vi kom igang begyndte det at regne, henad ved 10 tiden tog regnvejret rigtig til og fortsatte egentlig det meste af dagen i varierende styrke.

Morgenobs var fin med en god mængde svømmeænder, hvor Pibeand var den mest talrige med 313 fugle. Andre arter var Krikand 46, Gråand 20, Spidsand 27, Troldand 10 og Hvinand 25. Jeg fik også efterårets første Store Skallesluger i bogen. Ud over det skete der ikke rigtig så meget. Da regnen fortsatte blev det meste af dagen brugt inde på sofaen...

Henrik måtte desværre hurtigt overgive sig, da vejret var for dårligt. Han og Svend Bødker ville dog alligevel se lidt farvelade fugle i dag, så de udnyttede det dårlige vejr og kørte til Bønnerup for at se den Østlige Husrødstjert der har holdt til der oppe i et par dage nu. De havde heldigvis heldet med sig og fik set den flotte fugl, som Henrik har gået og snakket om de sidste 2 år så humøret var ganske godt da de kom hjem igen.

Ringmærkning: Sangdrossel 1. Solsort 2. Munk 1. Fuglekonge 1.
Ialt 5 fugle fordelt på 4 arter.

En våd vandring langs stranden

lørdag 5. november 2016
Dagdrømme og masser af vand
af HKn

Vejret: Egentlig ufatteligt giftigt.... og så alligvel alt for vådt... Nå men vinden var kraftig 11-12 m/s fra SØ (154)...og det regnede og regnede hele dagen 7-/8... På trods af regn og vind ikke koldt 8-10 grader. Sigt 8 km.

Så stod den på afventning igen.... som at køre med DSB igen... alting aflyst...pga regnen. Efter jeg fik smidt Rene i seng igen... måtte jeg bare ud og få tjekket stranden.... Den gamle drøm om Nonnestenpikker og faktisk også Østlig Husrødstjert som jo er højaktuel iøjeblikket skulle prøves.... I 2011 under invasionen af Ørkenstenikker gik jeg utrolig mange ture langs stranden og var overrasket over hvor mange Husrødstjerter jeg kunne støve op på sådan en vandring... Men i dag var der desværre ind belønning udover et gratis brusebad, god motion, en spritny Adidas fodbold  og 7 Snespurve.

På trods af vejret dukkede Per Fabricius op sammen med Monica (håber jeg husker rigtig med navnet)... De tog også en strandtur inden de kom ind med herlig kage til de to slatne observatører...

I morgen må vi satse på bedre vejr.... ellers må stranden have endnu en chance for diverse fugle drømme, jeg tør nemlig ikke køre på Husrøden ved Bønnerup....så driller Finn og Lone mig....

HKn

 

En røv så våd som et vandfald

fredag 4. november 2016
Guderne vander os......
af DK`s ondeste ringmærker

Vejr: Regnen atter fra morgenstunden...senere gik det over i nogle kraftige byger... Vinden var svag dagen igennem og kom fra SV (210) 2 m/s.... Ikke meget solskin i dag...5-/8. Atter lunt efter en kølig dag i går 9-10 grader. Sigt 15 km.

Igen måtte vi afvente inden vi kunne komme ud og lave noget.....da regnen var temmelig heftigt om morgen... Men omkring kl. 9 var vi begge godt i gang.

På trods af noget fugle tomt... var morgenobs slet ikke så ringe.... En Storkjove var en herlig overraskelse for Rene, som derudover kunne presse en enkelt Søkonge samt lidt Hedelærker og en Bjerglærke ud af det...

Mærkningen var ikke helt oppe i omdrejninger, men det var der ikke noget at sige til med det ustabile morgenvejr.... jeg var så våd, at havde jeg mødt en flok japanske turister, så havde de taget billeder af mig, da jeg mest af alt lignede det nærmeste vi kommer et vandfald i Vestjylland.... min underhakkere røg næsten ned om anklerne...

Ringmærkning: Gærdesmutte 2. Rødhals 1. Solsort 5. Munk 1. Sortmejse 2. Musvit 8. Gulspurv 1. I alt 20 fugle fordelt på 7 arter....

Hyggeligt besøg havde vi i dag af Sven Bødker som havde taget bromand Anders med, som lige skulle se Fuglestationen..

Sidst på eftermiddagen tog vi en tur på Grønningen og nød lidt Sortstrubede Bynkefugle...

God weekend..

HKn

Frostvejr

torsdag 3. november 2016
Frost til morgen og få fugle
af RWR

Vejr: SØ(125) 3 m/s som dog senere gik i S og tiltog en del, samt eftermiddagen var meget regnfuld. Termometeret sagde 1.5 grad da vi stod op, det havde dog vejret frostvejr for da vi gik ud var alt dækket af frost. 
Med det kolde vejr i betragtning havde vi satset på at det kunne give et læs fugle, det gjorde det så ikke.
Lidt overraskende blev morgens bedste fugle 5 Søkonger, dem havde jeg ikke lige forventet i dag. 187 Rødstrubede Lommer er også det højeste antal i lang tid, men udover det skete der godt nok ikke ret meget 761 Stære og den efterhånden faste unge Havørn var også ude at vende en tur.

Henrik havde igen i dag lidt svære betingelser for at få fugle i nettene.
Ringmærkning: Jernspurv 1. Rødhals 1. Sjagger 1. Sangdrossel 1. Vindrossel 2. Munk 2. Gransanger 1. Fuglekonge 3. Sortmejse 1. Blåmejse 2. Musvit 1. Kvækerfinke 1. Stor Dompap 1. Lille Dompap 1.
Ialt 19 fugle fordelt på 14 arter.


FORRIGE     1  |  ...  |  59  |  60  |  61  |  62  |  63  |  ...  |  69     NÆSTE