Her på Blåvand's blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om livet og hændelser på fuglestationen.
Regn, rusk og nul fugle
Det vilde vejr med regn og blæst gjorde, at morgenobs og ringmærkning ikke kunne lade sig gøre. Stationens folk blev derfor indendøre i dag.
Line og Simon dedikerede dagen til at arbejde online for deres respektive arbejdspladser, mens der var gang i brændeovnen og til eftermiddagskaffen fik vi hjemmebagte boller. Desuden bød vi en landtekniker, som målte op til en ny parkeringsplads ved fyret, på en kop kaffe og fik os en sludder.
Vi spiste den lækre, stærke suppe fra dagen før og nød varmen fra brændeovnen, og så endte vi med at se lidt flow-tv, som er lidt uvant i disse tider, hvor streaming-tjenester er det nye normale.
Folk: Line Bang, Simon Græsbøll
Ny havørn på Hukket
Endnu en flot solopgang, men koldt, blæsende vejr med rim på græsset betød endnu en fugletom dag, både i forhold til træktælling og ringmærkning.
Højdepunktet på dagens morgen-obs på Hukket var en spraglet, ung havørn, som fouragerede.
Denne unge havørn slog en afkræftet sortand, som lå på de blottede sandrevler.
Se dagens tælling ude på Hukket her.
Nærmest fugletomme net, bortset fra en lokal rødhals og en sangdrossel, som Jacob fik sat ring på og lige kunne nå at fremvise.
Sangdrossel fra dagens ringmærkning.
Desuden fik vi besøg af Henrik, som planlægger arbejdsdag på stationen på lørdag.
Line lavede en stærk suppe til aften, og Simon fyrede op i brændeovnen, så vi alle kunne blive gennemvarme igen på sådan en råkold, blæsende dag.
Folk: Bent Jakobsen, Jacob Coleman, Line Bang, Simon Græsbøll
Sæsonsens første sangdrossel ringmærket
I dag var den hidtil langsomste dag i forhold til træk ude over vandet. Dog var der en lille glæde i at se lidt vadefugle i form af lille kobbersneppe (12) trække forbi.
Småfuglene udnytter stadig de svage vindforhold, og fra i dag kan nævnes bogfinke (12), kvækerfinke (1), tornirisk (8), grønirisk (7) og nordlig/lille gråsisken (2).
Jacob kunne samtidigt tage sæsonens første sangdrossel ud af nettene give den ring.
Sven Bødker kom forbi med kage til vores kaffepause.
Kaffepause på stationen med besøg fra Sven.
Han havde desuden også en række fine bøger med fra boet af Jens Ryge Larsen.
Stationen takker hans kone Heike mange gange for den flotte gave.
Folk: Jacob Coleman, Bent Jakobsen, Line Bang, Simon Græsbøll
Havørn over Hukket og spinkelt småfugletræk
En flot, vindstille morgen på Hukket og første fugl, som blev set i luften, var en havørn, der kom ind fra nord. Den fik alle måger på vingerne, inden den gik ned lavt over vandet ud mod spidsen af Horns Rev. Her panikkede alle svømmefuglene, men ørnen havde ikke heldet med sig, så den fortrak tilbage mod nord.
Vandspejlet var meget roligt, og der var derfor lavt aktivitetsniveau på trækket ude over vand. Til gengæld kom der over obs-posten flere trækkende småfugle som tornirisk (5), engpiber (11), jernspurv (11), misteldrossel (2), sanglærke (13), m.fl.
Bent gik en tur på stranden nord for Hukket og fandt en sildemåge af racen ssp. graellsii, det vil sige af britisk oprindelse. Samtidigt gik Simon og talte de rastende havlitter på stranden syd for Hukket og så en indtrækkende bjergvipstjert.
Et kadaver af en gravand på stranden syd for Hukket.
Og så har vi fået selskab af Line, som vil bo på stationen de næste dage.
Folk: Bent Jakobsen, Jacob Coleman, Line Bang, Simon Græsbøll
For få fugle, men hyggeligt besøg
Næsten samme overskrift kan bruges om denne og de sidste dage: Den kølige nordvestenvind holder foråret tilbage.
Til gengæld har vi fint besøg denne weekend.
Xenia kom i går aftes, og hun har sammen med Jacob haft nettene åbne i stationshaven og fyrhaven. Med det vejr, vi har nu, er der dog stadig meget få fugle i nettene, og det blev kun til en enkelt nyfanget fugl og et par genfangster.
Efter en smule regn aftenen før, så blev det endnu en flot, kølig morgen til træktælling på Sydhukket. Simon fik i dag selskab af Henrik, som talte med ca. halvanden times tid, inden han drog videre ud på årsædelartsjagt.
De bedste fugle i dag blev sule (12) og lysbuget knortegås (2).
Se dagens tal fra Sydhukket på Dofbasen her.
Ederfugle trækker mod nord, ud for Sydhukket.
Om eftermiddagen tog Simon ud til Grønningen, Hvidbjerg Strand, Ho Bugt og Vrøgum Plantage for at birde lidt ekstra.
Jacob synes, at vores gæst skulle kræses lidt for, så han stod for en lækker omgang wok til aftensmaden samt en god øl til deling. Herefter blev der hygget med filmen 'The Big Year', som vist efterhånden kan kaldes en klassiker i birding-verdenen.
Folk: Xenia, Henrik Böhmer, Jacob Coleman, Simon Græsbøll
Lidt gang i lommerne og en håndfuld suler
I den kølige nordvestenvind og en skøn sol blev Sydhukket igen i dag foretrukket som udgangspunkt for træktællingen. Simon havde endnu engang selskab af David til halvdelen af obs-perioden, hvor et nysgerrigt par spurgte ind til vores foretagende, og så fortalte vi lidt om det vi så. Bent var med til den sidste halve time.
De iøjnefaldende arter i dag blev sule (5), rødstrubet lom (128), toppet skallesluger (27) og hedelærke (1).
Se dagens tal fra Sydhukket her.
Jacob holdt nettene åbne indtil 12:30, uden at en eneste fugl gik i - måske dette skyldes, at småfuglene trak en anelse højt i det klare solskinsvejr med højt til himlen.
Jacob havde så til gengæld tid til at installere den nye printer, som Bent bestilte for nogle dage siden.
Bents gamle kollega fra Ribe Amt, Finn, var desuden forbi stationen og hilse på.
Folk: David Manstrup, Jacob Coleman, Bent Jakobsen, Simon Græsbøll
Udsigt fra Sydhukket.
Dobbelt op på sortstrubet bynkefugl
Efter de seneste dages tætte tåge og kolde, klamme vejr i Blåvandsområdet, så var det skønt at vågne op til en forholdsvis klar morgen. Det betød, at det var muligt at gennemføre morgenobsen igen.
Med en frisk vind fra nord-nordvest tog Simon på Sydhukket og havde godt selskab af David under hele obs-perioden.
Som et udpluk af morgenobsens arter kan nævnes en pæn flok rastende havlit (23), nordtrækkende sule (1) og gråstrubet lappedykker (1), trækkende rødstrubet lom (54) samt rastende strandhjejle (2) og snespurv (12).
Se totalerne fra dagens obs på Sydhukket her.
Ringmærkningen kunne også udføres planmæssigt, hvor Jacob og Bent havde åbnet nettene i både stationshaven og fyrhaven. Det lykkedes blandt andet et par (hun og han) af sortstrubede bynkefugle at gå i nettene.
Jacob satte ring på denne han 2k+ sortstrubet bynkefugl. Foto: David Manstrup
Folk: David Manstrup, Jacob Coleman, Bent Jakobsen, Simon Græsbøll
Frostmorgen
Nærmest vindstille og klart vejr, selv om DMI havde lovet tåge, men det kom der så i løbet af dagen. Rimfrosten havde sat sig nettene til morgen, så de ikke kunne åbnes. I løbet af formiddagen, som varmen efterhånden indfandt sig, åbnedes stationshaven, men der var helt fugletomt.
En gåtur i mosen og på stranden gav sanglærker i sprudlende sang og havlitter med deres fantastiske stemmeytringer. Det lignede også lidt forår, da 3 alliker kom ud og vendte. En tårnfalk musede og på en af pælene i mosen sad en spurvehøg han. Det gjorde en ravn også ved den nordlige branddam.
Det stille vejr betød, at vandfladen var blank, men der lå næsten ingen fugle, selv om alt der lå kunne ses. 5 rødstrubet lom og kun 20 sortænder. En stor skallesluger han, som vi jo ikke ser så mange af trak mod syd. En flok på 19 snespurve rastede i opskyllet, sammen med 3 store præstekraver.
Da det var meget lavvande stod mågerne meget spredt, så 1070 sølvmåger fyldte ikke meget.
Simon kom tilbage i dag efter en tur i det midtjyske, og i løbet af dagen kom David også for at blive et par nætter.
Folk: Jacob Coleman, David Manstrup, Simon Græsbøll og Bent Jakobsen
Morgendug
Tæt tåge og let frost
Den foregående flotte solskinsdag blev afløst af en kold, klam dag, hvor morgenobs'en ikke kunne gennemføres og frosne net betød, at ringmærkningen kom sent i gang og til sidst opgivet, uden en eneste fugl var gået i nettet.
Det gav tid til at spise rundstykker, aftale ankomst med en ny frivillig i april, snakke med søsterstationen i Skagen, læse op på natoptagelse af fuglestemmer og bestemmelse af lommer samt lidt administrative ting såsom indkøb af en ny printer til kontoret og nye vægte til ringlaboratorierne.
Folk: Jacob Coleman, Bent Jakobsen, Simon Græsbøll
Så er vi i gang
Man skulle nærmest tro det var en aprildag i dag, med det flotte varme vejr, men fuglene viste, at vi ikke er så langt henne endnu.
Simon Græsbøll, som kom i går, gik på morgenobs på Hukket, mens jeg åbnede nettene her på sæsonens første dag.
Enkelte svømmeænder trak syd, ligesom 74 bramgæs. Rødstrubet lom med 22 og alk 1 sås også trækkende. Af rastende fugle var 4 sortstrubet bynkefugl og 2 hulduer kæmpede om at besidde Mammutbunkeren, og desuden var 4 husskader ude og vende.
Se dagens tælling på Dofbasen her.
Ringmærkningen var også stille og rolig, og alle fugle blev mærket inden kl. 9.
Artssammensætningen viser tydeligt, at vi er i begyndelsen af marts.
Så fik vi ansøgt om X-licens til Simon, så vi kan få ham oplært udi ringmærkning. Om eftermiddagen ankom Jacob Coleman, som skal ringmærke et par måneder her i foråret.
Folk: Simon Græsbøll, Jacob Coleman og Bent Jakobsen