Her på Blåvand's blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om livet og hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (54)2023 (249)2022 (265)2021 (276)2020 (279)2019 (247)2018 (211)2017 (276)2016 (118)0 (1)(se alle)

God, men lidt blæsende trækdag

onsdag 7. august 2019
Fortsat en del strandskader.
af Michael Brunhøj Hansen

Da vinden var taget en anelse til, skulle vi lige finde ud af hvor vi skulle placere os så vi kunne sidde i læ. Det blev oven på Balearbunkeren hvor der var fint læ med en god udsigt over havet. Atter var trækket domineret af strandskaderne som vi havde over 1000 af på den indtil kl. 9.30 forlængede morgenobs. Der kom også fint med islandske ryler (69), 10 stenvendere og 10 sandløbere. Der trak også flere storspover (12), 4 rødben, 3 store præstekraver samt en småspove. En ung rørhøg trak også sydover, og en sortand stod i strandkanten, men forsvandt i løbet af dagen. De unge almindelige ryler ankommer også for tiden, så vi (jeg) skal lige lære at skelne dem fra de adulte sandløbere ordentligt. Trækket gik mere eller mindre i stå ved 9-tiden, og vi kunne se på radaren at der var regn og torden på vej, så vi afsluttede obsen kl. 9.30 og gik hjem. Radaren viste desuden at der var kraftig regn i det nordvestlige Jylland som måske havde sat en prop i trækket. Regnen blev dog aldrig rigtigt til noget vildt her, og om eftermiddagen klarede det fint op.

Blav Sandlober b 00001

Fire friske Sandløbere. Tre af dem stadig i sommerdragt, omend noget slidt. Den fjerde lidt længere i overgangen til vinterdragt. Foto: Ole Friis Larsen

På vej ned på stranden var der også en sule der rastede på én af bunkerne, sikkert den samme fra i går, så den har det ikke godt; på vej hjem igen var den væk. I løbet af dagen har vi dog haft et par tyske turister der kunne fortælle os at de havde set en syg sule på stranden, men vi kan ikke rigtigt gøre noget ved det.

Blav Sule pa bunker b 00001

En Sule på en bunker er ikke noget hverdagssyn, og senere blev den set på selve stranden, så den havde det desværre nok ikke så godt. Foto: Ole Friis Larsen

Manon havde ikke haft en specielt god dag med kun 5 fangne fugle, heraf dog en fin dompap, så hun havde haft tid til at bage en lækker æblekage som vi spiste da vi kom hjem.

Om eftermiddagen gik David, Ole og jeg en tur stranden, ligesom i de foregående dage, for at se om der skulle være noget interessant. Dog havde militæret spærret området sådan at vi ikke måtte gå længere end til pælerækken. Vi fik dog et par flokke af strandskader (totalen i dag blev således på 1129 individer) samt en sydtrækkende almindelig kjove. Der stod desuden nogle ryler i strandsøen som Ole fik fine billeder af.

I morgen tidlig skulle vinden fortsat komme fra en sydvestlig retning og være nogenlunde lige så kraftig som i dag, men i løbet af dagen skulle den tiltage og blive hård; dagen i morgen bliver så formodentligt ikke meget anderledes end i dag.

Lang dag med godt vadertræk

tirsdag 6. august 2019
Bl.a. over 2000 strandskader.
af Michael Brunhøj Hansen

Dagen begyndte ret blæsende, så vi valgte at tage morgenobsen i læ af én af bunkerne på stranden. Der stod mange måger og terne på stranden, og en stor flok skarver valgte også at raste på stranden. Herudover kom der en del suler, mindst 140, over fouragerede tæt på kysten, så var godt gang i ved revet. Der trak bl.a. et par sorthovedede måger samt flere strandskader, islandske ryler og sandløbere samt nogle stenvendere og andre gode vadefugle, så vi udvidede morgenobsen med en halv time. Vinden lagde sig lidt efterhånden, så vi rykkede ud mod vandet omkring kl. halv ni; her stod der igen nogle kaspiske måger. Klokken ni fortsatte vi med diverse obs., men der trak fortsat ret store flokke af strandskader forbi (de største på ca. 60), så Ole og jeg talte dem og andre forbitrækkende vadere til kl. 11 og holdt derefter en lille pause.

Blav Strand kobber a 00001

En god håndfuld af de mange Strandskader, tæt fulgt af en voksen og en ung Lille Kobbersneppe. Foto: Ole Friis Larsen

Omkring kl. halv et vendte jeg tilbage for at fortsætte træktællingen da der stadigvæk kom en del strandskader. Ud over en pause i trækket omkring midt på eftermiddagen trak der jævnligt flere store strandskadeflokke forbi i strandkanten hvor jeg sad, de to største på ca. 100, men der var også flokke på fx 90, 85, 70, 60 osv. Ole ankom lidt senere og fik nogle fine flokke at se; på vej hjem kravlede han gennem sandet for at fotografere en tillidsfuld sandløber, og senere havde han en rastende sule på én af bunkerne; det var måske individet fra i går. Først kl. halv syv da trækket så ud til dø hen, gik jeg hjem med yderligere 944 strandskader. Totalen i dag blev til hele 2055 strandskader hvoraf kun 8 var 1K'ere. Herudover trak der 242 islandske ryler, 133 sandløbere, 11 stenvendere, 5 storspover, 5 små kobbersnepper og 1 hvidklire og småspove. De almindelige ryler trækker noget fåtalligt for tiden da vi kun havde ét enkelt individ. En ung rørhøg valgte uden tøven at trække mod vest over det frodende hav.

Blav Islandske a 00001

En flok af dagens Islandske Ryler, de fleste i denne flok er unge fugle. Foto: Ole Friis Larsen

Manon havde 15 fugle i nettet i dag.

I morgen skulle vinden blive lidt kraftigere og fortsat fra omkring sydvest, men om formiddagen skulle der komme regn, så trækket bliver måske ikke lige så godt som i dag.

Nu kommer de unge

mandag 5. august 2019
Flere gode fugle i dag.
af Michael Brunhøj Hansen

Dagen begyndte med vind fra sydvest, og der var trækkende fugle allerede fra begyndelsen af morgenobsen. Der stod mange terner, hovedsageligt fjordterner, på stranden som lettede hvert andet minut og gjorde det måske svært at se trækkende fugle i strandkanten. Ikke desto mindre trak der små flokke af strandskader og islandske ryler forbi; ret hurtigt dukkede der en ung sorthovedet måge op som rastede kortvarigt i revet. Ikke længe efter kom der en fin ung sortterne, og snart så vi de første unge islandske ryler hvoraf den største flok var med 15 unge; de første unge strandskader kom også i dag. Der kom efterhånden også mange suler til, sådan at der på et tidspunkt var omkring 130 fouragende i én gruppe ude på havet. Hen mod slutningen af obsen kom der en flot ung dværgmåge som, ligesom den sorthovedede, rastede kortvarigt blandt de mange terner. Morgenobsen bød altså kun på omkring 139 vadere, heraf bl.a. 99 strandskader og 34 islandske ryler, men de fugle der kom, var spændende.

Vi tog efter morgenobsen igen på stranden for at tælle mågerne og få dem kigget igennem. Oppe fra klitten kunne vi se at der stod flere kaspiske måger, inkl. en flot ungfugl, så de skulle lige undersøges nærmere. Vi fandt i alt 2 unge, 3 3K'ere, 4 4K+'ere og 2 gamle, i alt 11. Ole fik desuden aflæst 6 ringe, så vi var rimeligt tilfredse med otte mågerarter i dag (hvis der var kommet en ride, havde vi haft alle de almindelige måger).

Kaspisk 1k a 00001

Kaspisk 1k a 00001 01

Ung Kaspisk Måge ved Blåvands Huk, hvor vi i alt så 11 måger af den art i forskellige aldersklasser. Foto: Ole Friis Larsen

Først på eftermiddagen kom der lidt regn, men da det klarede op omkring kl. 16, tog Ole og jeg på stranden igen. Flere af mågerne fra om morgenen stod der endnu, og vi fik aflæst yderligere 2 ringe af hhv. en sildemåge og en hættemåge. Der var tilsyneladende kommet godt gang i vadertrækket efter regnen (vinden var desuden gået i syd), så vi begyndte naturligvis at holde øje med hvad der måtte trække forbi. Det blev til 261 strandskader, 4 islandske ryler, 2 almindelige ryler, 9 sandløbere, 1 stenvender og 3 store præstekraver. Der kom desuden en sule trækkende lavt tæt på land; den fortsatte sågar over land mod fyret, og det lignede kortvarigt at den ville lande på én af bunkerne. I vandkanten lå der en blå vandmand (eller brandmand) som vi begge ikke havde set før.

I morgen bliver det igen sydvestenvind, dog skulle vinden blive lidt hårdere, så vi håber at det bringer noget godt med sig.

Strandskadens Dag i dag

søndag 4. august 2019
Vejret var dog ikke helt med os.
af Michael Brunhøj Hansen

I dag var det Strandskadens Dag, men desværre var vejret, og dermed også trækfuglene, ikke helt med os. Det var overskyet fra morgenstunden, og det blæste lidt fra nordvest; efterhånden kom der endda noget finregn og byger ind fra vest som ikke var forudset af prognoserne. Morgenobsen var altså igen ikke god med kun i alt 97 trækkende vadere, heraf 71 strandskader, 20 almindelige ryler samt enkelte islandske ryler, sandløbere og rødben.

Da obsen var slut, gik Ole og jeg ud på revet for at tjekke mågerne igennem (vi ville bl.a. igen se om vi kunne aflæse nogle ringe). Vi havde udset nogle fugle under obsen og gik ud på revet for at komme tættere på, men det er lidt af et kapløb eftersom turisterne også var på vej derud og nærmest med garanti ville få skræmt mågerne væk, hvilket også skete til dels. Det lykkedes os dog at aflæse ringen på en gammel sildemåge, men det drejer sig nok om en lokal fugl fra Langli. Vi genfandt desuden den gamle kaspiske måge fra i går og fandt en ny fugl, en 2K.

Ud på formiddagen begyndte der at komme større strandskadeflokke, så de få besøgende der var på stranden (anført af Svend Rønnest), fik alligevel lidt underholdning; strandskadetotalen fra morgenobsen blev således suppleret af yderligere mindst 266 individer. Den gamle kaspiske måge blev også fremvist for gæsterne, og der kom tillige nogle flotte almindelige kjover der en overgang fouragerede i revet.

Hjemme på stationen, hvor gæsterne bl.a. kunne opleve hvordan fuglene fanges og ringmærkes, kom der virkelig ikke mange fugle i nettene, kun sølle 4, så Manon var lidt skuffet. I løbet af hele dagen har vi nok haft 30-40 besøgende.

Vinden skulle i morgen komme fra det sydvestlige hjørne og i løbet af dagen dreje om i syd eller måske syd-sydøst, så vi håber på at der kommer nogle flere fugle end i de seneste par dage som jo har været lidt kedelige.

Strandskader 00001

En af dagens flokke af Strandskader. Foto: Ole Friis Larsen

Dårlig morgenobs, god ringmærkningsdag

lørdag 3. august 2019
Strandskadens Dag i morgen.
af Michael Brunhøj Hansen

Vinden var i dag i nord fra morgenstunden, så fugletrækket var desværre en meget tynd kop te. Mellem 6.30 og 7.00 trak der fx kun 2 strandhjejler og 6 strandskader forbi. Under hele morgenobsen trak der 96 strandskader, 6 storspover, 4 islandske ryler, en småspove, en hjejle og en smuk gammel han af lille kobbersneppe, i alt 112 vadere. Højt kom en flok hættemåger på 29 trækkende i V-formation, en rødstrubet lom trak mod nord, og nogle knarænder og edderfugle trak mod syd. Der var også en fin 1K ride der en overgang fouragerede i revet. Tinksmeden stod fortsat samme sted og fouragerede.

Under morgenobsen havde vi bemærket at flere af mågerne var ringmærkede, så da de tre timer var gået, gik Ole og jeg ned på stranden for at se om de kunne aflæses. De fleste stod desværre lidt afsides da vi kom derned, men pludselig stod der en meget kaspisk måge-lignende fugl med en grøn ring hvilken det lykkedes os at aflæse. Jeg fandt frem til at fuglen formentligt var ringmærket i Oberspreewald-Lausitz i Tyskland i 2013, så den er ca. 7 år gammel. Den er bl.a. set og fotograferet i Holland i 2014. Oberspreewald-Lausitz er kendt for at huse både sølvmåge, middelhavssølvmåge og kaspisk måge samt blandede par af disse, så man skal passe på med hybridmåger herfra. gull-research.org, som tilfældigvis havde data på denne måge, skriver at den umiddelbart er en fin kaspisk måge, muligvis en han. Ole fik billeder af den og indrapporteret den. Der stod også to yderligere kaspiske måger på stranden, endnu en adult samt en 4K; der kom også to strandskadeflokke, så vi fik lige rundet 100 strandskader med en dagstotal på 135.

Da vi kom hjem fra stranden, havde Manon bagt nogle gode pandekager. Hun havde, modsat os på morgenobsen, haft en god dag med hele 25 fugle fordelt på 16 arter; dette var bl.a. 5 løvsangere, 4 gulspurve, 3 tornsangere, en gulbug, dompap, fuglekonge, broget fluesnapper og tornirisk.

Her til aften fik vi svar på mågens herkomst. Det var som ventet de samme data fra foroven, dog har man registreret den som sølvmåge sp.; dette skyldes nok at man under ringmærkningen ikke kan se hvilke arter der ligger på rederne når alle mågerne flyver op og når de ligner hinanden til forveksling.

I morgen er det Strandskadens Dag, så vi håber på at mange mennesker (og strandskader) har lyst til at deltage til arrangementet der kommer til at foregå på fuglestationen og på stranden fra 8.00 til 12. Vinden skulle blive i nordvest, så der kommer sikkert nogle gode strandskadeflokke forbi, men nok ikke helt nede i strandkanten.

Stille og rolig dag

fredag 2. august 2019
Nordvestenvind hele weekenden.
af Michael Brunhøj Hansen

Trækobsen bød i dag ikke på mange fugle, men det var vel ventet med det ret uforanderlige vejr. Således rundede vi ikke mere end 500 vadere om morgenen. Det var desuden temmelig lavvandet, så flere af vaderne trak ind til en midlertidig rast, og der stod også masser af måger og terne på revet. Tinksmeden fra i går stod stadig på stranden, eller nærmere bestemt i en sø neden for klitrækkerne; det er lidt usædvanligt at den raster dér hvis der er tale om en saltvandssø. Flere vadere er tilsyneladende tiltrukket af søen, så der har også stået bl.a. mudderklirer, en svaleklire samt en dværgryle dernede.

Strandskaderne var langt de dominerende i dag med 332 trækkende fugle (245 under morgenobsen), og mange gjorde som nævnt et midlertidigt ophold på stranden. Næstflest af vaderne var sandløber med kun 14 fugle forfulgt af rødben med 12 fugle; blot 5 almindelige ryler trak forbi. Indtrækkende kom en brushane med et par dobbeltbekkasiner, og en gøg trak i løbet af morgenen også forbi. En tårnfalk forsøgte at trække mod nordvest, men kom lidt efter tilbage. Desuden trak en almindelig kjove i mørk fase trak mod nord, og mindst 100 landsvaler trak mod syd. Alle de forbitrækkende vadere har hidtil været adulte og mere eller mindre i sommerdragt og således ret lette at bestemme, men det varer ikke alt for længe før de bliver mere udfordrende når ungfuglene ankommer, og når de adulte for alvor får vinterdragten på.

Manon havde en god morgen med ringmærkningen hvor første runde bød på 8 fugle, heraf en træløber samt en højlydt stor flagspætte, så hun er tilfreds. Vi venter spændt på at bl.a. efterårets første høgesanger går i nettet.

Til eftermiddag var jeg igen en tur på stranden en times tid. Vinden var taget noget til og var drejet om i nordvest. Der kom nogle strandskadeflokke, og tinksmeden stod stadigvæk ved søbredden trods de mange turister.

I går ankom Michael Stabell og Peter Lyager og skal blive et par dage, og i dag ankom Ole Friis Larsen som skal blive og hjælpe med trækobserne i de næste tre uger. Bo og Eva er ligeledes ankommet, så der er efterhånden ved at være mangel på sengeplads. David tog dog til Esbjerg, men vender tilbage igen på søndag til Strandskadens Dag.

I morgen ser det ud til at vinden bliver svag og fra nord til nordvest, så vi regner heller ikke med noget særligt træk i morgen.

Ikke så god en trækdag alligevel

torsdag 1. august 2019
Så blev det august.
af Michael Brunhøj Hansen

Vi havde forventet vind fra sydøst, men desværre var vinden fra morgenstunden snarere fra syd, og det lover ofte ikke godt. Således har vi i dag kun haft lidt under 500 trækkende vadere, igen domineret af strandskade (268), islandsk ryle (74) og almindelig ryle (67); herudover trak 158 landsvaler forbi, og der var en trækforsøgende stor flagspætte i klitterne. En fin tinksmed stod desuden på stranden og lod sig fotografere.

Obsen blev lidt over otte afbrudt af en kraftig regnbyge der varede obs.-perioderen ud. Da regnen holdt op, tog Andreas hjem, og David og jeg tog på stranden for at tælle mågerne. Af det mere bemærkelsesværdige stod der mange sildemåger, mindst 240, samt en adult ride.

Lidt over middag havde Andreas en trækkende sortterne (1K), men ellers ikke noget spændende. Jeg tog også ud lidt senere i en times tid for at se om der skulle komme noget trækkende, men det blev heller ikke det helt store: 62 strandskader, 8 islandske ryler, 1 almindelig ryle og 1 udtrækkende tårnfalk med madpakke.

Her til aften kiggede David og jeg mågerne igennem én gang til, men pga. lavvande stod de meget langt ude, så vi var kun i stand til at finde én sikker kaspisk måge (3K).

Manon havde en OK dag ude i haven med bl.a. 8 løvsangere og 2 sortstrubede bynkefugle i nettene.

I morgen ser det ud til at vinden skal komme fra det øst- til nordøstlige hjørne, og det burde -- i hvert fald først på dagen -- holde tørt, så det bliver spændende at se hvad det bringer med sig.

IMG 5862

Rastende Tinksmed på stranden. Flere vadere raster under trækket sydpå, men normalt ser vi ikke mange Tinksmede herude, da den mest holder til i ferskvand. Foto: David Manstrup

Fin trækdag efter sløv gårsdag

onsdag 31. juli 2019
Dog regn i begyndelsen.
af Michael Brunhøj Hansen

Dagen begyndte med halvkraftig regn, så obsen startede først 7:30 da regnen endelig ophørte. Ellers blev det som ventet en god trækdag, og vi kom op og rundede 1800 vadere; de var domineret af strandskader (750), almindelige ryler (572), små kobbersnepper (194) og islandske ryler (169). Der kom desuden et bemærkelsesværdigt højt antal strandhjejler (58).

Sidst på formiddagen ringede Troels og sagde at han havde en mulig sibirisk/amerikansk fløjlsand, dog meget langt ude; desuden var der to brilleænder, sikkert gengangere fra i går. Vi overvejede at tage derud, inkl. Manon som også kom på stranden, men vi ombestemte os igen da vi hørte om de dårlige forhold, så vi gik en tur på stranden i stedet og så på måger  hvor vi fandt 3 kaspiske – og vadere der rastede og trak forbi. Fløjlsanden blev vi aldrig klogere på.

Manon havde bagt en lækker kage, så efter strandturen gik vi hjem og spiste den; hun fik i øvrigt ikke ringmærket nogen fugle i dag grundet regnen. Troels og Bo forlod begge stationen i løbet af eftermiddagen.

Om aftenen tog jeg en lille tur på stranden for at se om der stod noget interessant blandt mågerne, men det gjorde der ikke; kun et par småflokke af strandskader trak forbi.

I morgen skulle vejret blive omtrent som i dag med sydøstenvind og nogle byger (forhåbentligt uden en lang byge fra morgenstunden), så vi ser frem til endnu en god trækdag.
IMG 5474

Islandske Ryler raster på stranden, inden trækket fortsættes sydpå. Foto: David Manstrup

Trækfattig dag

tirsdag 30. juli 2019
Men senere tre brilleænder!
af Michael Brunhøj Hansen

I dag var en noget stille dag hvad angik trækfuglene, men dette var helt forventet med nordvestenvinden. Dagens fugle var således en storkjove trækkende mod nord først på dagen og en 1K ride der trak mod syd sidst i observationsperioden. Der kom kun 76 strandskader, en lille kobbersneppe samt enkelte hjejler, krikænder og en rødstrubet lom.

Sidst på formiddagen skete der dog noget da Troels Eske Ortvad fandt en brilleand. Andreas og jeg tog hurtigt afsted for at se den. Da vi kom frem, lå den et stykke ude blandt sortænder og var ikke let at finde bl.a. pga. bølgegangen. Det var en han, men vi var i begyndelsen i tvivl om alderen, men kom, efter et par opkald, frem til at det måtte dreje sig om en adult i eklipsedragt. Her kom der også ca. 70 strandskader trækkende syd samt 3 almindelige kjover; desuden lå der en tejst på vandet. Vi forlod efter noget tid Troels igen, og først her til aften kom han tilbage efter en lang tur langs stranden; han kunne melde om yderligere to rastende brilleænder ud for kysten mod Vejers!

Manon havde en fin dag hvor hun fik ringmærket i alt 14 fugle, heriblandt 1 korttået træløber, 1 sortstrubet bynkefugl og 1 broget fluesnapper.

I morgen skulle vinden være i SØ, og der skulle komme noget regn, så vi forventer en god og lang dag med mange trækkende fugle.

Observatøren ankomst

mandag 29. juli 2019
Vejrskifte
af Andreas Kristian Pedersen (APr)

Igen i dag var vinden i det østlige hjørne, så igen håbede vi på vadertræk. Vejret var godt, humøret var høj men fuglene manglede, så det var en lidt tung morgenobs at komme igennem, men efter så mange dage med østenvind er det forventelig. Vi havde dog lidt strandhjejler bl.a. en flok på 10 strandhjejler, hvilket altid er et dejlig syn. 

Efter morgenobsen tog jeg hjem til stationen for at gå på runde med Manon, hun kunne berette om 19 fugle, men på de to sidste runder kom totalen op på 26, heriblandt havde vi sortstrubet bynkefugl og en rigtig fin korttået træløber som billedet nedenunder viser. 

Op ad dagen kom Michael Brunhøj Hansen, som skal være observatør her hele efteråret. Om aftenen tog ham og jeg en tur rundt i området, for at se de forskellige steder man kan sidde som observatør, og hvilke fugle der var faldet ned med det vejrskifte vi har haft i dag. Vi havde en del stenpikker og Troels og David havde lidt Kaspiske måger.

I morgen er det præcis 8 år siden Henrik Knudsen fangede den første Hvidvinget Korsnæb her i blåvand. Der var det norden vind og i morgen er det næsten det samme, så presset på Manon er meget høj efter den gode dag hun havde i dag (ironi kan forekomme). 

67577220 921342501549947 5735115481556189184 n


FORRIGE     1  |  ...  |  121  |  122  |  123  |  124  |  125  |  ...  |  198     NÆSTE