Her på Blåvand's blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om livet og hændelser på fuglestationen.
Se indlæg fra måned: feb. (10)mar. (26)apr. (30)maj (31)juni (17)juli (29)aug. (31)sept. (30)okt. (29)nov. (14)
Dagen derpå vejrskifte, men alligevel et par overraskelser
Vejr: Dis og helt overskyet med jævn vind fra nord prægede morgenen. Fra middag tog vinden til og kom op på 9m/s - stadig fra nord.
Hele døgnet jævne temperature på 10-12°C. Her ved tidspunktet kl 20 for blogskrivningen er der endnu ikke kommet nedbør i Blåvand, men regnbyger har der været både øst, vest, nord og syd for Fuglestationen, så mon ikke en af den rammer her i løbet af aftenen.
Var lidt brugt efter dagen igår, da jeg stod op lidt i 4. Jeg var dog spændt på at se, hvad dagen ved nettene ville bringe efter den store dag.
Desværre kunne jeg se at nordenvinden var vendt tilbage og endda ville blive af en styrke, hvor 4 af nettene ikke kunne åbnes.
Stadig netmeter nok til en standardringmærkning, men der var altså ikke mange fugle at komme efter i dag.
Alle Løvsangerne var pist væk og kun Grå Fluesnapper så ud til at have en rest af forekomsten i går.
Da vinden tog til ved middagstid og der var så få fugle, lukkede jeg ned allerede kl 13 og tog mig tid til en middagslur og en omgang tøjvask. En tur ude i vinden sidst på eftermiddagen gav ikke noget nyt.
Bent havde i morges været rundt i området - begrænset af militærets afspærring pga det store skyts var på øvelse.
På stranden ser det ud til at 3 par Dværgterner er kommt igang med reder, mens det blev til en Karmindompap hørt og set på noget afstand, da den sad inde i militærets område.
Henrik Brandt var her også nogle timer, men fik ikke Karmindompapen med til sin årsliste.
Jeg kunne dog hjælpe ham med en fugl til den liste, lige som han var på vej hjemad. Overraskende kunne jeg nemlig tage Lundsangeren fra d. 19. maj ud af et net i haven. Underligt, at den slet ikke blev fundet i går med de folk der var i området og kiggede efter fugle.
En anden overraskelse i nettene kom lidt senere, da en Ringdrossel blev fanget. Ny art på årets ringmærkningsliste og overraskelsen består i, at jeg havde regnet med at den kom på listen i april.
Vi begynder nu at se flere unger, der lige er fløjet fra reden. De seneste dage et par Stære unger og Grønirisk, men idag fangede jeg den første nyudfløjne unge af de lokalt ynglende Lille Gråsisken.
Dagens ringmærkningstal med genfangster i ():
Jernspurv 0 (1), Hvid Vipstjert 1, Ringdrossel 1, Munk 3 (1), Gærdesanger 1, Løvsanger 1, Gransanger 3, Lundsanger 0 (1), Grå Fluesnapper 4, Lille Gråsisken 2
Ialt 16 mærket og 3 genfanget fordelt på 10 arter.
Vejrudsigten for i morgen lover frisk vind fra nordvest med 10m/s i middelvind og op til 15m/s i vindstød.
Altså tegner det til en dag uden standardringmærkning og jeg vil med god samvittighed holde mine første fridage fra fuglestationen i denne sæson og drage mod Hirtshals for de næste dages Naturmøde.
Hvis vejret tillader ringmærkning de næste dage vil det være Bent, der står for det.
Han burde være ret optimistisk, for reglen er jo, at når jeg endelig tage afsted for et par dage kommer der en sjælden fugl i stedet.
Ringdrosslen var en 2k hun med beige/bruntonet brystbånd.
Vingen afslørede de to generationer af armens store dækfjer. Inderst adult type og yderst beholdte 1 års fjer. Grænsen mellem de to generationer af store dækfjer er markeret med pilen.
En lille smuk ugle blev det også til i mangel af fugle.
En Fyrreugle sad i et net i stationshaven.
Tusinde tak til Andreas Bennetsen Boe for hjælp til bestemmelsen - rart at have venner, der har styr på de kræ, som jeg ikke selv lige kan sætte navn på.
Den obs er nu lagt ind i Fugle&Naturs database, da det nærmeste indtastede fund af arten er oppe i Blåbjerg Plantage.
Nok mere et udtryk for, hvor få personer, der kigger efter den slags dyr, end hvor udbredt arten er.
Stor småfugledag med masser af Løvsangere
Vejr: Helt vindstille morgen. I løbet af formiddagen svag vind fra nordvest og til aften oppe på 6m/s fra nord. I den tidlige morgen var der få skyer, men dis og sigt under 5km. Efterhånden kom der lidt flere skyer og midt på formiddagen en overgang med havgus, der lukkede ned for sigten til under 1km. En time senere klarede det dog op. Nogle mørke skyer lå inden mod øst og gav torden byge over Varde, men her holdt det tørt og solen var fremme på blå himmel med kun enkelte skyer hele eftermiddagen og aftenen.
Temperaturen startede før solopgang på 11°C og nåede 18°C i dagens sidste halvdel.
En af de sjældne morgener på Danmarks sydvestlige punkt med vindstille og havblik, så ikke engang revet gav brydninger på vandet.
En fremragende dag startede for mit vedkommende med at åbne net fra kl 04:30. Jeg havde nået at tage første runde i haverne, da Xenia dukkede op til sin ringmærkningstræning. Det blev en god indsats hun fik gjort, da hun var med helt frem til kl 16. Der var masser at lave, så vi gik konstant og håndterede fugle.
Løvsangerne kom i en strøm gennem haverne og det blev til hele 163 mærkede denne dag. Samlet nåede vi hidtil største antal dette forår med 249 mærket. Det gav rigtig god træning for Xenia, at få styr på ikke kun phyller, men også en god protion sylvia sangere og de Grå Fluesnappere.
Oveni kom et par godter i form af forårets 4. Skovsanger, den første Kærsanger og en Topmejse.
Dagens gode liste over ringmærknignen med en genfangst i ():
Jernspurv 1, Rødstjert 7, Sangdrossel 1 (1), Kærsanger 1, Gulbug 2, Havesanger 9, Munk 3, Gærdesanger 8, Tornsanger 24, Løvsanger 163, Gransanger 13, Skovsanger 1, Grå Fluesnapper 11, Broget Fluesnapper 1, Topmejse 1, Stær 1, Bogfinke 2
Ialt 249 mærket og 1 aflæst fordelt på 17 arter.
Den aflæste Sangdrossel viste sig, at være en fugl mærket i foråret 2017 og den er også fanget i april og maj 2018.
Xenia og jeg havde så travlt med netrunderne, at det var begrænset, hvor meget vi fik snakket med de besøgende denne dag.
Henrik Böhmer var tidligt ude og nåede lidt obs fra Hukket og en rundtur i Mosen inden militæret spærrede området af med deres skyde øvelser. Henrik havde nogle gode fugle undervejs - de første Rødryggede Tornskader var endelig kommet på plads, en Lærkefalk trak forbi og ikke mindst fik han set en Sydlig Nattergal i Mosen.
Henrik Brandt og Svend Åge Clausen var her også en del timer og havde brød med til os. Xenia og jeg måtte dog vente til midt på eftermiddagen, før vi havde tid til at nyde den gestus.
Bent holdt dog gæsterne med selskab, indtil han måtte ofre sig og kører tidligt tilbage til Oksbøl. Han fik loddet som postbud for afsendelse af de West Nile Vira prøver, som jeg har indsamlet over weekenden. De skulle postet idag - så tidligt, at de vil være garanteret fremme på Lindholm for analyse i mrogen.
Lidt ærgeligt for Bent med den tidlige afgang på en dag med masser af fugle i området.
Dagens sidste besøgende blev Jens Thalund, der kom så sent på eftermiddagen, at jeg endelig havde ro på netrundterne og tid til at få en snak. Rigtig dejligt, så medbragte Jens en stor vandmelon og det var virkelig forfriskende efter mange kilometers gåtur til nettene i dagens sol og varme.
I morgen regner jeg lige akkurat med, at kunne gennemføre standardmærkningen inden der kommer regn over middag.
Regnen er faktisk kærkommen. Både til planterne, men også til at tjekke, om reparationen af vinduet på 1. sal har været så effektiv, at det nu holder tæt.
Endelig vil regn give mig mulighed for igen at komme igennem dataindtastninger - lige meget hvad vejr det er, så keder man sig ikke på en fuglestation!
Jeg er så vandt til Rørsangere og Kærsangere fra min hjemmebane ved Brabrand sø, at en Kærsanger ikke er det helt store for mig.
Var dog klar over, at den er fåtallig herude mod vest, så udover at jeg gennemgik Rør/Kærsanger bestemmelse for Xenia, så fik jeg også lige vist fuglen til Henrik Brandt og Svend Åge. De fik sig dermed en ny årsart inden de tog videre.
Igen fugle i nettene og nye arter på årslisten
Vejr: Det holdt tørvejr hele døgnet, men ellers meget variende vejr.
Let dis ved solopgang, men midt på morgenen kom en time med tågebanker og sigt ned under 1km. Derefter kom der opklaring og en hel del sol med 2-3/8 skydække resten af dagen. Vinden startede fra øst med 5m/s, men drejede til nord og senere nordøst og blev ganske svag på 2m/s.
Temperaturen varierede fra 11°C og lidt køligt i tågen til 18°C og varmt i solen.
Jeg holdt mig oppe til et stykke efter solnedgang i går aftes og gik en tur i det fine vejr. Lyttede efter, om der skulle være kommet en Kærsanger til området med østenvinden, men der var ingen nyheder blandt fuglelydende. Fik dog fornøjelsen af en Brun Flagermus, der fouragerede over både Vesterled og Stationshaven.
Efter knap 5 timers søvn var jeg klar til at åbne net på en morgen med dis og senere en rød sol, der kom op over disen i horisonten.
Igen blev det en fin ringmærkningsdag med næsten ingen vind.
Allerede på første runde i Fyrhaven fik jeg en glædelig overraskelse, da en Lundsanger hang i et net.
Da jeg lige var færdig med at fotodokumenterer den fugl, ankom Xenia og nåede lige akkurat, at få vist fuglen inden den blev sluppet.
Hun var ikke særlig imponeret over "Gransangeren", men blev i løbet af morgenen så entusiastisk over dagens variation af arter, at hun prøver, at tilrettelægge sit arbejde og komme igen i morgen tidlig.
Ud over Lundsangeren blev dagens højdepunkter endnu en hun Blåhals, en Stor Flagspætte og de første helt nyudfløjne unger af Stær og Grønirisk.
I Fyrhaven var der andet end fugle, der kunne smelte en kvindes hjerte. En Rå holdt til i haven med et kun et par dage gammelt lam, der endnu var lidt usikker på benene de to gange vi så dem under vores netrunder.
Midt på dagen var der kun et par fugle at håndtere i Fyrhaven, så vi lukkede net deroppe kl 13 og Xenia tog hjem, mens jeg fortsætter til aftensmadstid med net åbne i Stationshaven.
Den fine liste over dagens ringmærkning med genfangster i ()
Stor Flagspætte 1, Blåhals 1, Rødstjert 4, Solsort 0 (1), Gulbug 2 (1), Havesanger 4, Munk 2, Tornsanger 5, Gærdesanger 6 (2), Lundsanger 1, Skovsanger 0 (1), Løvsanger 33 (1), Gransanger 7 (1), Grå Fluesnapper 1, Broget Fluesnapper 1 (1), Stær 1 (1), Grønirisk 2, Lille Gråsisken 3
Ialt 74 mærket og 8 genfanget fordelt på 18 arter.
To af genfangsterne blev taget i rusen.
Blandt genfangsterne var de bedste endnu en Gærdesanger retur fra mærkningen i 2018 og ikke mindst, at der allerede på dag 2 for ankomsten af Gulbug blev aflæst en fugl mærket her den 13. maj 2017.
Altid fantastisk at få disse langdistancetrækkende fugl retur fra deres vinterkvarter.
Bent var rundt i området i dis og tåge og ledte efter årets første Karmindompap og Rødryggede Tornskader på deres normale ynglepladser, men den mission blev ikke completed og de arter må vi stadig vente på.
Henrik Brandt vandrede også rundt, da han kom ud for at lede efter Lundsangeren. Igen uden held, da den fugl var sunket i jorden efter den blev frigivet.
Vi prøver igen imorgen i fantastisk vejr uden vind til at genere nettene.
Over middag har min gode ven Jens Thalund meldt sin ankomst for en kort bemærkning. Forhåbentlig vil der være en ekstra spændene fugl på det tidspunkt som krydderi til eftermiddagskaffen og snakken om gode gamle dage, da der var feltornitologer til på Langli..
Lundsangeren er fangst nr 15 om foråret siden 1984, så en meget fåtallig art i Blåvand om foråret.
Siden 2010 er der om foråret ringmærket 2 i 2011, 2 i 2012, 1 i 2014 og 1 i 2017.
Vingen af Lundsangeren med de hvide spidser på armens store dækfjer, der danner et svagt vingebånd.
Endnu en hun Blåhals var i bagerste hjørne af Stationshaven. Som igår kan den ikke racebestemmes, men tidspunktet tyder på, at det er en Nordlig Blåhals.
Skøn maj dag med 21 forskellige arter ringmærket
Vejr: Skyer og dis holdt temperaturen oppe på 12°C natten igennem. Herude lå der denne morgen ikke tåge og sigten var lige omkring 5km, men over middag klarede det op til 10km sigt. Vinden startede svag fra sydøst og holdt sig i det hjørne, men tog til i løbet af formiddagen til jævn vind. Fra middag forsvandt det meste af skydækket og solen bagte resten af dagen fra en himmel med kun få skyer. Temperaturen nåede 18° sidst på eftermiddagen.
Vejrmæssigt en rigtig fin morgen til ringmærkning. Skydækket med lidt dis og vinden fra sydøst var lige netop ikke så kraftig, at jeg var begrænset i brug af net. Gik glad rundt før solopgang og åbnede alle net i begge haver. Min første Gulbug i år begyndte at synge fra Vesterled ved solopgangstid, så alt tegnede lyst.
I skrivende stund har jeg stadig net åbne i Stationshaven og veksler mellem netrunder, aftensmad, dataindtastning og dagbogsskrivning.
De nu 14 timer med åbne net skyldes, at det har været en rigtig fornøjelig dag at være ringmærker.
Efter de første 3 timer - kl 8 - havde jeg mærket 50 fugle. Selvom det derefter gik ned i antal pr. runde, så er jeg nu på 85 mærkede idag.
Pænt med Løvsangere og Rødstjerte er igen i spil ved nettene.
Det hele krydret af Gulbug som ny årsart og et par af de fåtallige på ringmærkningslisten her i Blåvands forår.
Mest specielt er fangsten af en Mudderklire i et net ved havedammen i Stationshaven.
Nr. 2 dette forår og det er da ret utroligt, når der i hele perioden 1984-2018 ialt kun er mærket 2 stk om foråret.
At der kom Landsvale, Skovpiber, Blåhals, Gulbug og Rørsanger med på dagens liste var med til at bringe diversiteten op på 21 arter.
Dagens lange ringmærkningsliste med genfangster i ():
Mudderklire 1, Gærdesmutte 1, Landsvale 1, Skovpiber 1, Blåhals 1, Rødstjert 18, Rødhals 1 (1), Solsort 1, Gulbug 2, Rørsanger 1, Havesanger 8, Munk 4, Tornsanger 5, Gærdesanger 4 (1), Løvsanger 28, Gransanger 2, Broget Fluesnapper 2, Stær 1, Grønirisk 2, Tornirisk 1, Lille Gråsisken 2 (1)
Ialt 87 mærket og 3 genfanget fordelt på 21 arter.
Jeg var faktisk ret optaget af af passe ringmærkningen og at få de sidste West Nile Vira prøver i hus - tror jeg bliver færdig med udtagning af prøver i morgen.
Jeg fik derfor ikke tid til at lave egentlig tælling af trækkende fugle, men kunne da se, at morgenen havde en del svaler - flest Landsvaler, men også By- og Digesvaler - samt over 20 Mursejlere, der i disen fløj lavt over klitrækken.
Det kunne have været spændende, hvad en egentlig trækobservatør havde fået ud af denne dag.
Det lugtede af, at der godt kunne være kommet et pænt tal af svaler og mursejlere med sydøstenvinden. Måske en Lærkefalk eller andet godt var blevet spottet, hvis jeg ikke havde tilbragt tiden ved net og i ringmærkningslaboratoriet.
Der er dog en ny chance i morgen, hvor Bent regner med at komme, så der er en til at støve gode sager op i luftrummet og i Mosen.
Xenia vil komme og følge mig ved nettene.
Så får vi se, om hun har øvet sig og er klar til at bestemme de mange arter, der er på banen nu. Hun har valgt at gå under en hård og ubarmhjertig lærer, så hun bliver terpet igennem kendetegn.
Tilgengæld så lover jeg, at Xenia får lov at prøve kræfter med at sætte en stålring på den næste Mudderklire vi fanger!
Måske den Mudderklire som jeg så flyve gennem haven i går morges, da jeg åbnede net.
I dag fløj den ind i haven midt på formiddagen og undgik ikke, at få en ring med på sin videre rejse.
Den blev fanget i et net ved havedammen, så måske er den blevet tiltrukket af det lille vandhul.
Gulbugen var årets første, men bliver ikke den sidste!
Vi havde tidligere på året en han Sydlig Blåhals, men på dette tidspunkt i kalenderen er det mere sandsynligt, at det er Nordlig Blåhals, der er på træk. Desværre er der ingen dragtkendetegn eller biometriske mål, der adskiller de to racers hunner, så dagens hun Blåhals må stå som ubestemt.
Så blev net lukket og ringmærkningslisten opdateret med den sidste times fangst.
Denne alpha han Lille Gråsisken blev genfanget som dagens sidste fugl. Den er mærket i maj 2017 og var i haven fra april til juni 2018. Jeg havde selv fornøjelse af den allerede på min første dag - d. 1. april - i år, så det er en fugl, der kender proceduren når den flyver i et net.
Her hvor vi nærmer os solnedgang er vinden løjet lidt af og det er stadig ganske lunt med 17°C.
Lige vejr, der frister til at bruge natten ude og lytte.
Må se hvor meget jeg holder til når aftensmaden er indtaget - skal jo være klar til endnu en god dag i morgen!
God Store Bededag i østenvind
Vejr: Overskyet men klar luft gennem første halvdel af dagen indtil kl 14, hvor en regnfront passerede i løbet af 2 timer. Den gav 2mm nedbør og så var det overstået. Hele døgnet en beskeden temperatur på 10-12°C. Vinden holdt sig i øst og startede med svag styrke, men tiltog hurtigt i løbet af morgenen og det meste af dagen lå middelvinden på 8m/s med kraftigere vindstød. Til aften er vinden løjet af igen, så der bliver måske dannet noget dis og tåge i løbet af natten.
Mine bønner for Store Bededag var blevet hørt, for vinden var ren øst og regnen kom først et par timer over middag.
Bortset fra nogle enkelte net, der var eksponeret for østenvinden, kunne jeg åbne net i begge haver og gennemføre standardringmærkningen.
Allerede da jeg gik i stationshaven kl 04:30 og begyndte at åbne var der varsel om en ok dag - en Mudderklire fløj kaldende ind gennem stationshaven et par meter under trætoppene, så havde alle net været åbne, var der igen blevet fanget en vadefugl inde i haverne!
Jeg måtte nøjes med småfuglene, men efter en sløv start de første par timer kom der et jævnt flow af nye fugle.
Rødstjerterne fra i går var helt væk, men til gengæld kom der fine nye årsarter på ringmærkningslisten.
En Bynkefugl var én af 4 fugle, der i dag blevet fanget i rusen og den art er virkelig fåtallig om foråret her på Blåvand Fuglestation. Sidst der blev ringmærket en forårsfugl er tilbage i 2013.
i den kølige luft fløj svaler og enkelte Mursejlere lavt rundt i yderste klitrække og en Landsvale tog turen i et net i Fyrhaven - også den var ny på årets ringmærkningsliste.
Dagens tredje nye årsart blev Skovsanger, der overraskede ved at dagen gav fangst af 3 individer.
Det er vist ikke sket før i fuglestationens historie, at 3 Skovsangere er fanget på samme forårsdag.
Jeg har været gennem ringdata tilbage til 1998 og siden da er de største Skovsanger dage 2 stk både 9. maj 2002 og 8. maj 2006.
Selv om efteråret er der kun én dag med 3stk - d. 6. august 2008.
Midt på morgenen kom Henrik Brandt ud for nogle timer, så han nåede både at se Bynkefuglen og en Skovsanger i hånden. Ellers gik han et par ture og fandt 2 Grå Fluesnappere uden ring, så det var nye fugle i forhold til de 2, som jeg havde fat i i går.
Der var ikke det helt store træk eller fald af fugle i området, så Henrik var så flink, at køre ind til byen og komme retur med rundstykker til os - tak for det!
Da klokken blev 13 kunne jeg se regnen nærmede sig og lukkede net i Fyrhaven. Faktisk godt timet, for da regnen kom lidt i kl 14 havde jeg ingen stress, men kunne hurtigt lukke net i Stationshaven. Udnyttede så tiden med regnen til at nyde et tiltrængt bad og få købt ind til de næste par dages mad.
Alt i alt en helt tilfredsstillende dag med følgende liste over ringmærkningen:
Landsvale 1, Bynkefugl 1, Rødstjert 1, Havesanger 2, Munk 3, Gærdesanger 3 (3), Tornsanger 0 (1), Skovsanger 3, Løvsanger 13 (1), Gransanger 3, Broget Fluesnapper 5, Stær 1, Bogfinke 1, Grønirisk 1, Tornirisk 3, Lille Gråsisken 0 (1)
Ialt 44 mærket og 6 genfanget fordelt på 16 arter.
De bedste af dagens genfangster var Tornsangeren, der er mærket her d. 4. juni 2016 og første aflæsning er den i dag.
Blandt Gærdesangerne var et nyt individ, der er mærket i maj 2017. Efterhånden har vi fået fat i en del returnerende fugle af den art.
Weekend vejret lover mere vind fra øst. Ingen nedbør og varme med op til 18°C, så jeg venter spændt på, hvad dagene bringer. Forhåbentlig bliver der ved med at komme nye fugle til hele weekenden, for Xenia har først tid til at komme og få hendes næste træning i ringmærkning søndag morgen.
Skovsangeren er en skønhed blandt phyller med sine klare farver og hvide uderside.
De kan være lidt svære at få set godt på deres ynglepladser, hvor de gerne holder sig højt oppe i løvet, så det er en ekstra fornøjelse, at få den tætte oplevelse med dem i hånden under ringmærkningen.
Lokalt dagens sjældneste fangst - en hun Bynkefugl.
Her er de senere år ringmærket langt flere Sortstrubede Bynkefugle end Bynkefugl.
Dagens hale foto bliver den imponerende hale af en han Landsvale med de ekstra lange ydre halefjer.
Varme i luften, vind på vej fra øst og fugle i nettene
Vejr: En klar morgen med svag vind fra nord blev allerede tidlig formiddag ændret til jævn vind fra nordøst og spredte skyer.
Temperaturen steg fra 7°C til 14°C ved middagstid. I løbet af eftermiddagen steg temperaturen yderligere til 17°C og vinden kom fra østnordøst. I læ og sol var det t-shirt vejr, men i vinden var en jakke god at have med sig.
Der var en kort overgang med lidt mørkere skyer omkring kl 15 og det gav 3 dråber regn, men mere blev det ikke til. Det meste af døgnet var der god plads mellem skyerne.
God sigt, men meget uro i luften ude over havet.
Jeg have alle net åbne før solopgang og skønt det gik lidt trægt med fugle i starten, så fik jeg mit ønske om en god dag ved nettene opfyldt. Det hjalp mig til, at have net i Stationshaven åbne i 12 timer, så jeg fik travet nogle netrunder i dag og er lidt træt efter al den sol i hovedet.
Imens jeg passede haverne og nettene, gik Peter ud i solopgangen og obsede fra Sydhukket. Der kom lidt terner forbi, men ingen kjover og meget få lommer, så Peter havde ikke fyldt notesbogen, da han stoppede lidt før kl 10 for at tage videre.
Bent nåede at komme ud og fik en snak i klitten med Peter, men Bent kunne heller ikke trylle andet end en Bynkefugl ud af sin tur rundt til grænsen ved militæres område. Der var igen skydning og ingen adgang til Mosen, så Bent endte med at tage videre og se til Filsø.
Med de relativt få fugle, der var at se i området, når man gik rundt med kikkerterne, så var det lidt overraskende, at jeg endte med et rigtig fint antal ringmærkede fugle. Dagens talrigste art blev Rødstjert med 22 mærket. De kom sivende gennem området hele dagen og de enkelte individer så ud til at forsvinde. Ingen af dagens fugle blev genfanget senere på dagen. Her kan ringmærkningen give en ide om, hvor mange fugle, der udnytter et område. Havde vi bare gået rundt med kikkerter og talt fuglene, havde vi formodentlig kun noteret 3-5 Rødstjerte i området, da vi aldrig så mere end 2 ad gangen. Vi havde blot tænkt, at de fugle vi så i samme område senere på dagen var gengangere.
Ud over Rødstjert talte Løvsangere også godt på dagens ringmærkningsliste, men det var 2 stk Grå Fluesnapper, der blev dagens fugle, da det var de første herude dette forår.
Af genfangster var der gensyn med den Vendehals, mærket i april 2017, der også blev kontrolleret her den 5. maj i år.
Nye gamle kendinge af Stationshaven var en Gærdesanger mærket som 2k 27. april 2015. Den har været her igen i foråret 2016 og 2017, men blev ikke genfanget i 2018.
En Lille Gråsisken han havde ikke helt så lang historie med sig, men kom retur næsten på toårsdagen for dens mærkning 12. maj 2017.
Dagens ringmærkningstal med genfangster i ():
Vendehals 0 (1), Hvid Vipstjert 1, Rødstjert 22, Havesanger 1, Munk 3, Gærdesanger 4 (1), Tornsanger 1, Løvsanger 16, Gransanger 3, Grå Fluesnapper 2, Broget Fluesnapper 2, Skovspurv 0 (1), Bogfinke 0 (2), Grønirisk 2, Tornirisk 1, Lille Gråsisken 4 (1)
Ialt 62 mærket og 6 genfanget fordelt på 16 arter.
Jeg afslutter her og går tidligt til ro efter aftensmaden, da jeg er ret spændt på dagen i morgen. Måske bliver det en rigtig stor dag med mange fugle i haven, da vinden er i øst, varmen er i luften og der skulle komme et nedbørsområde ved middagstid.
En vejrsituation, der kunne bringe nattrækkende småfugle ned i krattene fra morgenen af, men kommer regnen allerede fra morgenstunden, eller bliver østenvinden af så hård styrke, at det bliver svært at finde net, der står i læ, så kan det ende med at jeg ingenting fanger.
Noget af det spændende ved livet som ringmærker - næste dag kan altid overraske.
En ventet art på sæsonens liste over ringmærkede fugle i Blåvand. Den første Grå Fluesnapper med det brede gab, så insekter i luften skal nu passe godt på!
Dagens højdespringer antalsmæssigt var Rødstjert. Det gav mulighed for at tjekke variationen i haletegningen i forhold til den forholdsvis mørke hale, som en hun havde i går.
Her er foto af halen af to forskellige af dagens individer. Sammenlign med fotoet på bloggen fra i går og se hvor variabelt udbredelsen af mørkt i halen er. Alle tre haler er af hunner og der er ikke kønsforskelle i variationen af haletegninger.
Bedre dag med fugle end længe!
Vejr: Morgenen havde helt svag vind fra nordnordvest og jordtåge lå som en dyne gennem klitlandskabet. Tågen blev hurtig brændt helt væk blot en time efter solopgang og der var blå himmel og sol indtil midt på eftermiddagen, hvor flere skyer drev indover. Dog stsadig med en del sol og klar luft, mens vinden var drejet til rent nord og tiltaget til 5m/s.
Temperatur fra 7-12°C, men føltes varmt i sydvendte klitgryder.
Der var fugle i haverne i dag og med svag vind havde jeg gang i alle net. De fleste fugle kom gennem området i de første morgentimer og eftermiddagen blev tynd, så jeg lukkede net kl 16:30.
Løvsangere var klart talrigst, da de stod for noget over halvdelen af dagens fangst.
Blandt kontrollerne var en Gærdesanger mærket 7. maj 2017 den mest interessante, da det er første gang den ses siden mærkningen.
En anden spændende genfangst for nogle dage siden var Tornsanger med hollandsk ring.
Meldingen er nu kommet om, at den var mærket som 1k fugl 18. juli 2017 som led i et Hollandsk CES (Constant Effort Site) projekt.
Mærkningsstedet er nær Utrecht i Holland, så fuglen er kommet 430km længere mod nordnordøst dette forår.
Dagens ringmærkningstal med genfangster i ():
Rødstjert 5, Rødhals 1, Munk 1, Havesanger 0 (1), Tornsanger 1, Gærdesanger 2 (2), Løvsanger 28, Gransanger 3, Skovspurv 1 (1), Bogfinke 1 (1)
Ialt 43 mærket og 5 genfanget fordelt på 10 arter.
Vinge og hale af en af dagens Rødstjerter. En hun med den største udbredelse af mørkt på de 5 yderste halefjer af de Rødstjerte, som jeg hidtil har haft i hænderne. Der er en del individuel variation af disse mørke halespidser og nogle Rødstjerte har rent rødbrune yderste halefjer uden mørke tegninger.
Der var igen lukket for militærområdet pga skydning, så Bent brugte tiden i de områder, hvor det var tilladt at gå rundt. Han kunne konstaterer, at den Store Præstekrave rede ved stien var forladt og alle æg væk.
Dagens bedste obs fra Bent blev en Dværgfalk, en Ringdrossel og en af de fåtallige forårs Sivsangere herude. Sidstnævnte var en fugl i sang i et lavt krat nær grænsen til øvelsesområdet.
Efter gåturen rundt fik Bent tjekket fuglestationens mails og vi havde tid mellem mine netrunder til en lille snak. Der blev jeg oplyst om, at det er heligdag på fredag.
Ups - i forhold til at få afsendt prøverne for West Nile Vira til Lindholm og analyse på hverdage.
Fuglene kender jo ikke til weekend eller helligdage, så jeg må indrømme, at jeg i mit liv som ringmærker her, helt har mistet fornemmelsen for menneskenes kalender.
Nå - løsning blev en hurtig udrykning, så Bent kørte hjemad med det samme og nåede lige til Oksbøl tidsnok til, at prøverne kunne nå pakkeposten, så de er fremme i morgen.
Jeg havde ikke lang tid alene med fuglene.
Først kom tømmeren forbi og fik ordnet det udtætte vindue på 1. sal. Derefter dukkede Peter Staarup Christensen op til et døgn på Blåvand Fuglestation.
Han siger sig klar til en morgenobs på Hukket i morgen. Med vindskifte til østenvind og varme i luften, har vi høje tanker om både fugle i net og spændende arter på træk - læs med i morgen, om det så viser sig at holde stik.
Næsten vindstille!!
Vejr: Ganske svag vind på 3m/s med retning fra vest til nord. 2/8 skydække fra solopgang vekslede over et udbredt skydække midt på morgnen til højtliggende og meget tynde skyer resten af dagen. Solen var lidt sløret af de tynde skyer, men skinnede igennem det meste af dagen og dens varme kunne mærkes. Temperatur steg fra nattens 4°C til 12°C da det var varmest.
God sigt og ingen nedbør.
Skøn morgen at komme ud i for der var ingen vind og jeg kunne arbejde med alle net åbne.
Dejlig udsigt fra Fyrbakken efter runden med åbning af net. Solen på vej op og i klitlavningerne lå jordtågen som et sølvskinende spejl, så man næsten kunne tro, at der var kommet små søer rundt i klitheden.
Desværre virkede det ikke til, at trækfuglene havde fundet ud af, at vejret var blevet bedre. Jeg fik kun mærket 14 fugle og havde en del genfangster inden jeg lukkede net kl 15.
Der var dog et par godbider imellem:
Rødtoppet Fuglekonge på første runde er altid en favorit.
Et foto, der egentlig burde være på dagbogen fra i går, men det var altså først i dag, at hannen af Gråspurve parret for første gang fløj i et net i haven!
Blandt genfangsterne var den lokale Vendehals mærket for 10 dage siden, men mest interressant en gammel Gærdesmutte. Mærket som 1k fugl i juli 2016. Derefter holdt den til i området hele efteråret 2016, hvor den blev genfanget 4 gange. Endelig er den efterfølgende fanget én gang pr. forår: 20. marts 2017, 07.april 2018 og altså i dag.
Dagens ringmærkningstal med genfangster i ():
Vendehals 0 (1), Gærdesmutte 0 (1), Rødstjert 0 (1), Solsort 1 (1), Sangdrossel 2, Havesanger 1, Tornsanger 0 (1), Gærdesanger 1 (2), Løvsanger 4, Gransanger 1, Rødtoppet Fuglekonge 1, Broget Fluesnapper 0 (1), Gråspurv 1, Bogfinke 1, Grønirisk 0 (1), Lille Gråsisken 1
Ialt 14 mærket og 9 genfanget fordelt på 16 arter.
Mens jeg gik og passede nettene kom Bent ud og havde medbragt både et rugbrød til mig og en kage til formiddagskaffen.
Med de få fugle at håndtere var der tid til en god snak og lidt kig på ringdatabasen mens kaffe og kage blev indtaget.
Da der var lukket for adgang til militærets område pga skydning, fandt Bent plads et par timer til obs fra bænken i Fyrhaven.
Det blev ikke til noget nævneværdigt denne dag, men vi tror på de kommende dage, hvor vindretningen efterhånden drejer til øst.
Samtidig kommer der også overnattende til fuglestationen og flere øjne har det jo med, at finde noget godt.
Selv vil jeg være optaget med ringmærkningen og forhåbentlig komme igennem med flere af de prøver, som jeg skal udtage til analyse for West Nile Vira.
Det ville være rart at få det overstået inden jeg d. 23-25. maj holder min første pause fra Blåvand dette forår.
Naturmødet i Hirtshals kalder de dage.
Gråspurv som dagens art ved Fuglestationen
Vejr: Vind fra nordnordvest. Indtil middag med 8m/s i middelvind og tiltagende til 10m/s om eftermkiddagen med vindstød op til 13m/s.
Stadig kold og klar luft med 7-10°C trods megen sol med kun 2-3/8 skydække.
Der var ikke antydning af nordlysaktivitet i den midnatstime jeg holdt mig ude i nat. Måske kommer der en chance natten mellem tirsdag og onsdag. Der har lige været et udbrud på solen med retning mod jorden og de partikler skulle ramme jordens atmosfære i onsdagens første nattetimer. Månen vil dog lyse meget op, så det skal være kraftigt nordlys og ikke kun en glød for at kunne ses herfra.
Inden da vil jeg forsøge mig de kommende dage med ringmærkning i døgnets lyse timer.
Idag kunne jeg åbne lidt flere net, men vinden generede stadig og den kolde vind fra nord har stadig sat prop i tilgangen af fugle.
De næste dage skulle vinden være svag, men stadig fra nord og rigtig koldt med ned til 2°C om natten. Så det er først fra torsdag med vindskifte til østlig retning, at jeg tør håbe på lidt flere fugle.
Dagens indsats gav kun 5 mærket og 6 kontroller af egne fugle. Viser lidt om, at det mest er de lokale ynglefugle, der holder til i haverne disse dage.
Blandt disse ynglefugle er der faktisk en nyhed, som jeg ikke har fået skrevet om i dagbøgerne den sidste uge,
Et par Gråspurve har slået sig ned og tilkæmpet sig en plads blandt Skovspurvene ved Fuglestationen.
Gråspurve parret er igang med et yngleforsøg og det er rigtig mange år siden de sidst har ynglet her på Fuglestationen.
Frem til 1977 var der en bestand med typisk 10-15 par per år, men derefter forsvandt de. De senere år har det kun været Skovspurve, der benyttede redekaserne omkring Fuglestationen, men der var måske allerede sidste år et varsel om, at Gråspuven ville vende tilbage.
I foråret 2018 blev der ringmærket det klart højeste antal Gråspurve siden 1984.
At arten netop vender tilbage i disse år kan meget vel skyldes rydningen af det udbredte krat af Rynket Rose på klitsiden ved p-pladsen.
Den rydning har skabt et åbent område med lave frøsættende planter, så den øgede mængde af føde for spurvene er en god forklaring på Gråspurvens genkomst.
Dagens ringmærkning med genfangster i ():
Gærdesmutte 1, Rødhals 0 (2), Gærdesanger 0 (1), Løvsanger 1 (1), Broget Fluesnapper 1, Bogfinke 0 (1), Grønirisk 1 (1), Lille Gråsisken 1
Ialt 5 mærket og 6 genfanget fordelt på 8 arter.
Blæst og sol
Vejr: En morgen med 3/8 skydække blev fra middag og resten af dagen afløst af ren sol uden en sky på himlen.
Hele døgnet hård vind fra nordnordvest og nord. Middelvind på 11m/s og vindstød op til 17m/s.
Temperature 7-10°C. Klar luft og >10km sigt.
Jeg havde jo set vejrudsigtens melding om den kraftige og kolde nordenvind, så da jeg åbnede øjnene til normal tid og kunne høre vinden ruske i huset, var jeg klar over, at der ikke kunne åbnes net til at gennemføre en standardmærkning.
Vendte mig derfor om under dynen og sov længe, så jeg først kom ud og åbnede de få net, der stod bare lidt i læ, lige ved solopgang kl 05:15.
I løbet af den første time mærkede jeg 2 Gærdesangere og næste time gav kontrol af en Tornirisk. Ringmærket i juli 2017 og ikke registreret igen før idag.
De næste 5 timer tjekkede jeg tomme net og valgte derfor at lukke helt ned allerede kl 12.
Blæsten holdt selv turisterne væk i solopgangstimen, så et Rådyr benyttede freden til at indtage bunkeren på Sydhukket. Desværre havde jeg kun min telefon med som kamera på min vej til at tjekke Fyrhaven, så fotokvaliteten er elendig.
Naturvejleder Jonas Gadgaard holdt med udgangspunkt fra Naturskolen en velbesøgt Hugorme safari sidst på formiddagen. De fik fundet både Hugorme og firben, så jeg behøvede ikke, at hjælpe med at vise den flotte han af Markfirben, der holder til i haven.
Med lukkede net prøvede jeg selv en lille foto safari efter det lokale par Sortstrubede Bynkefugle.
Hannen bære en ring, så jeg håbede, at kunne få billeder, der ville være gode nok til at aflæse ringen.
Det lykkedes dog ikke.
Parret var ungevarslende, så jeg ville ikke presse dem for hårdt og holdt mig lidt på afstand af deres foretrukne buske. I kan se nogle udsnitsforstørrelse af mine fotos som afslutning på dagens blog.
Denne bliver skrevet tidligt, da jeg prøver at få et par timers søvn her sidst på dagen og derefter vil finde vintertøjet frem og begive mig ud i den kolde vind, når det begynder at blive mørkt efter kl 22.
Håbet er, at der igen vil være chance for at se nordlys på den klare himmel, selvom månen er fremme og vil lyse noget op sammen med Fyret.
Den Sortstrubede Bynkefugl hun holdt godt øje med mig fra busken, hvor dens unger holdt sig skjult inde i midten. Enten stadig i en rede, eller lige hoppet ud af den.
Som hårdtarbejdende mor må man stadig sørge for at fjerplejen er i orden.
Hannen med den ring, som det ikke lykkedes at aflæse.
Ringen er på venstre ben og da jeg ikke har ringmærket Sortstrubet Bynkefugl i år, er det sandsynligvis en fugl Henrik Knudsen har mærket her et tidligere år.
Der er lidt individuel forskel blandt ringmærkere om man foretrækker, at sætte ringen på venstre eller højre ben.
Placeringen af ringen kan derfor give et peg på, hvem der har håndteret fuglen - medmindre det slet ikke er en lokal fugl, men er ringmærket et helt andent geografisk sted.